Ny indsats sætter fokus på små børn i skilsmissefamilier: ”Han må ikke så godt se, at jeg er ked af det”
1.11.2022 06:00:00 CET | Børns Vilkår | Pressemeddelelse

I løbet af 2021 oplevede 22.000 børn i Danmark, at deres biologiske forældre flyttede fra hinanden. Halvdelen af disse børn var seks år eller derunder.
Forældres samlivsbrud er derfor et vigtigt tema, også i forhold til de mindste børn. Forskning siger imidlertid meget lidt om, hvordan de yngre børn oplever hverdagen, efter at deres forældre er gået fra hinanden. Derfor lancerer Børns Vilkår nu en ny større indsats om emnet målrettet forældre og fagpersoner.
Som del af indsatsen offentliggør Børns Vilkår et analysenotat, som trækker data fra en spørgeskemaundersøgelse blandt børnehavebørn, interviews med børn og eksperter samt data fra Børns Vilkårs ForældreTelefon og Skilsmissebrevkasse.
Savn er en præmis for mange børn i delte familier
Et gennemgående tema i undersøgelsen er, at børnene oplever meget savn. Knap otte ud af ti børn (78 pct.) svarer, at de nogle gange savner deres mor, når de er hos deres far. En lige så stor andel (77 pct.) svarer, at de savner deres far, når de er hos deres mor. To ud af tre børn (64 pct.) svarer, at de både savner mor, når de er hos far og vice versa.
Børnene er også blevet spurgt, om de taler med deres ene forælder om det, når de savner den anden. Det svarer syv ud af ti børn i undersøgelsen ja til.
For nogle børn kan det dog også være svært at vise, at man savner sin anden forælder og måske er ked af det. Nogle børn kan nemlig være bange for, om den forælder, barnet er hos, bliver ked af det over, at barnet savner den anden forælder. I et af de kvalitative interviews, Børns Vilkår har lavet, fortæller et barn, hvordan hun nogle gange prøver at skjule det for sin ene forælder, når hun savner den anden: Han må ikke så godt se, at jeg er ked af det, siger hun.
Giv plads til barnets følelser
At børn savner, behøver ikke at være problematisk, siger psykolog i Børns Vilkår, Malene Angelo. Det er blot vigtigt, at børnene føler sig trygge i at kunne tale om det, hvis de har brug for det.
”Hvis et barn giver udtryk for, at det savner, er det vigtigt at give plads til barnets følelser. Det kan man gøre ved at sidde sammen med barnet og sige, at man godt kan forstå, at barnet savner, for barnet holder så meget af sin anden forælder, og den anden forælder holder så meget af barnet. Måske vil det hjælpe barnet at møde eller tale med den forælder, barnet savner. Undgå uanset hvad at træffe forhastede konklusioner om, at barnet har brug for en anden samværsordning, hvis det giver udtryk for savn. Giv i stedet tid til at undersøge, hvad barnets følelser og reaktioner kan handle om, og hvad barnet kan have brug for,” siger Malene Angelo.
Om indsatsen
Børns Vilkår lancerer med støtte fra Stryhns Familieselskab en ny større indsats, der har fokus på små børn i skilsmissefamilier. Indsatsen omfatter:
- Et analysenotat, som trækker data fra en spørgeskemaundersøgelse blandt børnehavebørn, interviews med børn og eksperter samt data fra Børns Vilkårs ForældreTelefon og Skilsmissebrevkasse.
- Kampagnefilm båret af tre forældre, der har været igennem skilsmisse med børn.
- Opdatering af Børns Vilkårs skilsmisseguide til forældre med nyeste viden og skærpet småbørnsfokus.
- Et nyt digitalt modul, der kan bruges på stue- eller personalemødet i dagtilbuddene. Modulet består af to små film, der sætter fokus på hhv. små børn og forældres reaktioner på skilsmisse. Modulet lægger også op til fælles faglig refleksion.
- Informationsmateriale til dagtilbud om:
• Små børns reaktioner og behov, når deres forældre går fra hinanden
• Hvordan voksne i dagtilbuddet kan støtte små børn der oplever skilsmisse
• Forældres kriseadfærd og reaktioner i forbindelse med skilsmissen
• Hvordan man kan skabe trygge rammer for den svære forældresamtale
Om spørgeskemaundersøgelsen
Den kvantitative analyse bygger på data indsamlet via et digitalt spørgeskema, der er sendt ud til børnehavebørn alderen fem-seks år via Børns Vilkårs Børnehavepanel. Spørgeskemaundersøgelsen blev besvaret i perioden 9. februar til 15. april 2022. I alt deltog 118 ud af de 341 institutioner i panelet. Undersøgelsen blev besvaret af 1.153 ud af 6.050 børn i målgruppen. På respondentniveau giver det en svarprocent på 19 pct.
Kontakter
Pressetelefon
Tlf:20204459Billeder
Information om Børns Vilkår
Følg pressemeddelelser fra Børns Vilkår
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Børns Vilkår
Ny undersøgelse: Snyd med AI er udbredt blandt skoleelever, men reglerne er uklare10.9.2026 05:30:00 CEST | Pressemeddelelse
AI-chatbots er på kort tid blevet en del af hverdagen på danske skoler. Især blandt elever i 9. klasse er det udbredt at bruge ”chatten” til skolearbejde, og seks ud af ti har mindst en gang brugt tjenesten på en måde, de selv karakteriserer som snyd. Det viser en ny undersøgelse, som Børns Vilkår offentliggør i dag.
En af Danmarks mest anerkendte samtidskunstnere laver værk for Børns Vilkår7.9.2026 13:20:30 CEST | Pressemeddelelse
Billedkunstner Evren Tekinoktay står bag årets kunstplakat, som sælges til fordel for Børns Vilkår.
BørneMobilen ruller ud til 4.500 børn og unge i Frederikshavn Kommune7.9.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Undervisere fra Børns Vilkår sætter sig endnu en gang bag rattet i BørneMobilen, når turen fra start september går til Frederikshavn Kommune. Her kører BørneMobilen ud til ca. 4.500 elever for at oplyse dem om BørneTelefonen og ungerådgivningen HØRT og gøre dem opmærksomme på, at de altid - dag og nat - har et sted at søge hjælp.
Gode råd til forældre: Hjælp dit barn trygt tilbage til skolens krav og fællesskaber9.8.2026 05:30:00 CEST | Pressemeddelelse
For de fleste voksne er sommerferien hurtigt ovre, og meget er som regel uforandret, når man møder retur på arbejde tre uger senere. Som barn er sommeren anderledes lang, og den vante skoledag kan pludselig virke fjern og fremmed. Børns Vilkår råder til, hvordan man bedst hjælper sit barn godt tilbage i skole.
Børn og unge jagter uopnåelige kropsidealer: ”Udseende er vigtigere end personlighed”18.6.2026 05:05:00 CEST | Pressemeddelelse
Mange børn og unge føler sig pressede til at styre mod uopnåelige kropsidealer, og jo mere indhold om krop og udseende, de ser på sociale medier, jo mindre tilfredse er de med deres egen krop. For flere end halvdelen i 6. og 9. klasse bliver sport og motion en måde at ændre deres vægt eller størrelse. Det viser ny rapport fra Børns Vilkår.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
