Roskilde Museum åbner udstilling skabt for og af børn

Når Roskilde Museum slår dørene op til udstillingen MIG & MIN BY!, vil de børn, der besøger udstillingen, hverken blive bedt om ikke at pille eller om at være stille. For udstillingen er til på børnenes præmisser. Derudover adskiller den sig fra andre udstillinger med fokus på den yngre målgruppe, ved at det i høj grad er børn, der har skabt udstillingen. Og museumsinspektør ved Roskilde Museum Dorthe Godsk Larsen glæder sig til at byde børnene, deres forældre og institutioner velkommen:
- Jeg synes, vi er lykkedes med projektet med at få involveret børnene. Vi har lært utroligt mange ting om børns perspektiv på museer og udstillinger. Og ambitionen er, at alle de børn, der besøger udstillingen skal stå med en følelse af, at de bliver mødt i øjenhøjde.
Det er børn fra den lokale børnehave Børnehuset Spirebakken, der har fået lov til at udvælge genstande fra museets samling. Derudover har de også udvalgt ting fra deres egen hverdag, som er blevet udstillet side om side med de gamle skatte.
Læring via leg
Josefine Drejer, der er pædagog i Spirebakken og har været med, når børnene har besøgt museet for at skabe udstillingen, er begejstret for resultatet:
- Det kan normalt godt være vanskeligt at have børn med på museum, fordi de ofte skal være stille og ikke må røre ved tingene. Men den her udstilling helt genial, fordi man kan lege sig igennem den og lære på den måde, siger hun.
Dorthe Godsk Larsen fortæller, at hun har oplevet, at børnene føler medejerskab af udstillingen:
- I begyndelsen af processen, var der et barn, der spurgte, hvorfor tingene var i fængsel på et museum – her tænkte han på montrerne. Men nu, hvor udstillingen er klar, er børnene helt med på, at glasset rundt om tingene ikke er et fængsel. De har forstået, at det skyldes, at tingene har en historie, som vi skal passe godt på.
Også i formidlingen af genstandenes historie er det børnenes stemme, der lyder. Det er nemlig børns citater om de forskellige genstande, der får lov at fylde og ikke de klassiske længere formidlingstekster, fortæller Dorthe Godsk Larsen og peger på, at der også vil være flere forskellige aktiviteter, der skal få alle de besøgende børn til at føle, at de tager del i udstillingen.
En kæmpe idekilde
Josefine Drejers fornemmelse er, at udstillingen har skabt en fornyet interesse for at gå på museum hos børnene:
- De har lært, sådan helt lavpraktisk, hvordan man går på museum, og hvad man kan lave på et museum, siger hun og fortæller, at udstillingen også vil blive brugt som en del af et større tema i Spirebakken:
- Det er jo et tema, som har været utroligt givende i forhold til børnenes egne identiteter, for de har bragt en masse spørgsmål med sig, om hvor de kommer fra, og hvad en by er. På den måde har det spredt en masse ringe i vandet og været en kæmpe idekilde, som vi har grebet og er gået videre med, siger hun.
Dorthe Godsk Larsen håber, at både forældre og institutioner vil tale videre om udstillingen, når de forlader den og glæder sig til at høste endnu flere erfaringer fra børnenes oplevelser, så Roskilde Museum også fremadrettet kan bruge børns perspektiv i deres udstillinger.
- Som museumsfolk kan vi godt have blinde vinkler, og nu glæder vi os helt vildt til at tage en masse gode erfaringer med os til kommende udstillinger - og til at rigtig mange børn kan få en spændende museumsoplevelse, når de besøger MIG & MIN BY!, siger hun.
Fakta om udstillingen
Udstillingen i Roskilde laves i samarbejde med børn fra Børnehuset Spirebakken og kan opleves fra 14. oktober 2022 – 28. maj 2023 på Roskilde Museum.
Alle de genstande, som børnene har udvalgt, er udvalgt med tanke på deres by. Ud over at nyde de udstillede genstande og få fortællingen om dem, er der også mulighed for at lege i en fantasifuld legeby, der som en totalinstallation udgør udstillingens univers. Her holder ”Skygningerne” – som er figurer skabt af børnebogsforfatter Rasmus Bregnhøi – til.
MIG & MIN BY! er en vandreudstilling støttet af Nordea-fonden. Museum Vestsjælland er projektleder og har forestået udviklingen sammen med Vardemuseerne.
Kontakter
Dorthe Godsk LarsenMuseumsinspektør, Roskilde MuseumROMU
Tlf:29 32 74 93dorthegodsk@romu.dkBilleder




Information om ROMU
ROMU har som statsanerkendt museum det kulturhistoriske ansvar for Roskilde, Frederikssund, Lejre og Egedal kommuner. ROMU har til opgave at indsamle, registrere, bevare, forske i og formidle kulturarven og gøre den vedkommende for borgere og samfund. ROMU udspringer af Roskilde Museum, der blev etableret i 1929. I dag driver museumsorganisationen 10 museer og besøgssteder.
ROMU har ansvaret for daglig ledelse og drift af Fondsorganisationen bag kulturarven ved Roskilde Domkirke og står overordnet for realiseringen af Verdensarvscentret.
Følg pressemeddelelser fra ROMU
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra ROMU
Lejre lokker med sagnkonger og frisk sommerluft23.6.2025 09:16:38 CEST | Pressemeddelelse
Sommeren over kan hele familien dykke ned i Lejres dramatiske fortid og møde sagnkonger, bersærkere og uhyrer, når Lejre Museum inviterer til børneomvisning og mystery hunt. Børnene kan desuden designe deres egen pragthjelm efter at have set den ægte vare i udstillingen.
Tag med på feriesjov i forfædrenes fodspor19.6.2025 13:42:06 CEST | Pressemeddelelse
Ferie er tid til fordybelse – og måske at tilegne sig nye kundskaber…? Der er nok at give sig til for både børn og voksne i Egedal, når sommerferien lige om lidt melder sin ankomst. Feriesjov byder på oplevelser for hele familien, og der er ingen undskyldning for ikke at prøve kræfter med noget nyt – eller noget gammelt.
Verdensarvscenter vælger erfaren bygherrerådgiver19.6.2025 11:00:00 CEST | Pressemeddelelse
For at indfri ambitionen om at skabe et unikt og visionært besøgscenter ved Roskilde Domkirke har Anlægsfonden Kulturarv Roskilde Domkirke valgt erfarne Bauherr som bygherrerådgiver på projektet
Kom til middag hos borgmesteren i middelalderbyen17.6.2025 13:20:09 CEST | Pressemeddelelse
Når man normalt bevæger sig i Roskilde bymidte er de historiske bygninger og ikke mindst domkirken en kulisse for det moderne liv, der leves i byen. Nu har du mulighed for at komme tættere på byens liv for 700 år siden, når Roskilde Middelalderdage inviterer til middag i den gamle byrådssal den 3. august.
Endnu mere sjov for børn ved dette års traditionsrige kildemarked ved Tadre Mølle11.6.2025 08:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Når ROMU og Tadre Mølles Venner igen i år inviterer til kildemarked ved Tadre Mølle, vil traditioner blive suppleret med fornyelser, særligt for de yngste besøgende. Oplev kildemarkedet søndag den 22. juni.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum