Makerspace på vej i hjertet af Næstved

Næstved Kommune har nu fundet en lokation til det kommende Makerspace i Næstved by, samt ansat en makerkonsulent, der skal etablere og drive det.
Det kommende Makerspace skal give Næstveds borgere mulighed for at arbejde kreativt, skabende og eksperimenterende med digitale teknologier og analoge teknikker i et fælles fysisk rum. Det er en bevilling på 6,2 mio kr. fra Villumfonden, der har gjort projektet ”Makerspace – kreative design- og læringslaboratorier” muligt.
Bynær beliggenhed
Næstved Kommune har indgået aftale med VUC Storstrøm om at indtage 250 m2 i VUC Storstrøms lokaler i Teatergade 23 i Næstved til etablering af det nye centrale makerspace. Med en beliggenhed helt tæt på Næstved station giver det kommunens borgere optimal mulighed for adgang.
- Vi er meget glade for, at Næstved Kommune har peget på VUC Storstrøm i forbindelse med etablering af et makerspace. Det betyder rigtig meget for et samlet, stærkt centrum for innovation og eksperimenter og giver mulighed for at knytte uddannelse og udvikling tættere sammen i et samarbejde mellem alle skoler og uddannelsesinstitutioner i Næstved. Jeg glæder mig meget til alle de synergier, samarbejdet omkring det nye makerspace fører med sig, siger Martin Lasse H. Sieben, administrerende direktør for VUC Storstrøm.
Med projektet ”Makerspace – kreative design- og læringslaboratorier” vil Næstved Kommune samle kræfterne i kommunen om at skabe en fælles makerkultur for børn, unge og voksne i dagtilbud, på skolerne, i uddannelsesinstitutionerne og i fritiden. Formålet er at styrke kompetencerne til at arbejde kreativt og eksperimenterende med såvel analoge som digitale teknikker, som er relevante for den enkeltes dannelse og evne til at løse udfordringer og forholde sig til digitale teknologiers rolle i samfundet.
- I Børne- og Uddannelsesudvalget har vi et ønske om at give børn og unge mulighed for at forstå og bruge digitale teknologier, så de kan handle kompetent og ansvarligt i den digitaliserede verden, de skal overtage som voksne. Vi ønsker at klæde vores børn så godt som muligt på til fremtiden. Det forudsætter også, at lærere og pædagoger er klædt på til opgaven. Derfor glæder det mig, at vi med det centrale makerspace også får den perfekte ramme for kompetenceudvikling af vores medarbejdere i dagtilbud og skoler, siger Lars Hoppe Søe formand for Børne- og uddannelsesudvalget.
Vision om makerkultur
Det er Center for Dagtilbud og Skole og Center for Kultur og Borgerservice i Næstved Kommune, der står for det fireårige projekt. Der samarbejdes med byens kulturinstitutioner, ungdomsuddannelser, videregående uddannelser og erhvervslivet. Og Professionshøjskolen Absalon varetager kompetenceudvikling af lærere, pædagoger og kulturformidlere i forhold til teknologiforståelse, designtænkning og digital fabrikation.
Der er godt gang i udviklingen af mindre lokale makerspaces på folkeskoler, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser i Næstved. Sammen med etableringen af et stort centralt makerspace i hjertet af Næstved understøttes Næstved Kommunes Vækst- og Uddannelsesstrategi, Erhvervsstrategien og kulturpolitikken.
- Det centrale makerspace er afgørende for, at vi kan skabe en makerkultur i hele Næstved Kommune. I Kultur- og Idrætsudvalget glæder det os, at vi nu får et åbent værksted i byen, hvor børn, unge, voksne og familier kan mødes og eksperimentere og skabe sammen i deres fritid, og hvor nye fællesskaber kan gro. Samtidig kommer vores børn i dagtilbud og skoler til at møde vores dygtige kulturinstitutioner, når det centrale makerspace danner ramme om unikke forløb, som løbende vil blive udviklet, siger formand for Kultur- og Idrætsudvalget, Andreas Pourkamali.
Makerkonsulent skal skubbe projektet i gang
Næstved Kommune har ansat Martin Krogh som makerkonsulent. Han skal etablere og drive det centrale makerspace i lokalerne hos VUC.
Martin Krogh kommer fra et job i Københavns Kommune, hvor han har skabt og drevet et kreativt værksted i Tingbjerg bibliotek og kulturhus. Her kan Tingbjergs borgere og skolebørn prøve kræfter med mange af de teknologier, som man også kan forvente at møde i Næstveds nye makerspace.
Martin Krogh er uddannet designer og møbelsnedker.
- Jeg er meget optaget af at designe med mennesker og ikke bare til mennesker, så jeg regner med, at vi skal afholde workshops, hvor vi sammen med borgerne, skoler, daginstitutioner, kulturaktører, uddannelser og erhvervsliv skal undersøge, hvad et makerspace i Næstved er for en størrelse. Det er nemlig ikke givet, hvad der skal puttes ind i et makerspace, men der er nogle maskiner og værktøjer, som er nærmest obligatoriske som for eksempel 3D-printer og lasercutter”, siger Martin Krogh.
Han glæder sig til at komme i gang med opgaven. Der vil komme opdateringer om projektet på relevante sociale medier, efterhånden som det tager form.
Det centrale makerspace forventes at stå færdigt i august 2023.
Lokale makerspaces
Teknologiforståelse, digital fabrikation og designprocesser har et enormt fokus på alle folkeskoler i Næstved. Folkeskolerne er langt i etableringen af små lokale makerspaces og udvider over de næste tre år med solid finansiering fra Villum Fonden.
For nylig arbejdede alle elever på Ellebækskolen for eksempel med teknologiforståelse i en temauge, hvor der både blev skabt og programmeret små robotter, bygget i træ og pap og designet virtuelle verdener, hvor VR-briller kom i spil.
Makerspaceprojektets indsatsområder
Næstved Kommune har modtaget en bevilling fra Villum Fonden til tre indsatsområder:
- Yderligere udvikling og konsolidering af skolernes decentrale makerspacemiljøer.
- Udvikling af et centralt makerspace, der bliver omdrejningspunkt for tilbud til børn i dagtilbud, unikke tilbud til skoleelever, fritidsbrugere i alle aldre og praktisk kompetenceudvikling.
- Teknisk og didaktisk kompetenceudvikling af lærere, pædagoger og kulturformidlere i forhold til teknologiforståelse, designtænkning og digital fabrikation.
Nøgleord
Kontakter
Lars Hoppe SøeFormand for Børne- og Uddannelsesudvalget
Tlf:30 59 41 94larso@naestved.dkAndreas PourkamaliFormand for Kultur- og Idrætsudvalget
Tlf:21 83 43 85aarpou@naestved.dkBilleder





Information om Næstved Kommune
Følg pressemeddelelser fra Næstved Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Næstved Kommune
Historiske træskibe indtager Næstved Havn i pinsen 202529.4.2025 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Næstved Havn bliver forvandlet til et maritimt centrum, når flere end 65 historiske træskibe lægger til kaj 6.-8. juni. Festivalen byder på et væld af aktiviteter for hele familien, og der er gratis entré for alle.
Invitation til åbent møde: Hvordan skal Næstveds havnebydel se ud?23.4.2025 11:10:15 CEST | Pressemeddelelse
Vær med til at forme fremtidens havneområde i Næstved. Kom til åbent møde 5. maj og tag del i vigtige drøftelser, når kommunen præsenterer vision og anbefalinger for bydelens udvikling.
Visionære beslutninger skal sikre fremtidens vækst i Næstved Kommune2.4.2025 19:30:45 CEST | Pressemeddelelse
Byrådspolitikere og nøgleaktører inden for temaer som erhverv, uddannelse og turisme var onsdag eftermiddag samlet for at lægge fundamentet for vækst i Næstved de kommende 10 år. Målet er, at Næstved Kommune runder 100.000 indbyggere i 2035.
Antallet af henvendelser til borgerrådgiver steget med 10 procent26.3.2025 14:30:00 CET | Pressemeddelelse
Næstved Kommunes borgerrådgiver Birgitte Vallø har i løbet af 2024 modtaget 419 henvendelser. Det er en stigning på 10 procent i forhold til 2023. Hovedparten af henvendelserne omhandler Center for Arbejdsmarked og Center for Børn og Unges områder.
Enigt byråd vedtager erhvervsområde ved Øverup Krog26.3.2025 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Byrådet i Næstved Kommune vedtog på seneste byrådsmøde enstemmigt, at 42 hektar ved Øverup Krog skal udlægges til erhverv. Forventningerne er store til det meget attraktive område, der ligger placeret ved Ringvejssystemet og ikke mindst den kommende motorvej til Rønnede.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum