Udvikling bekymrer: Flere unge går i solarium
På trods af gentagende advarselskampagner, der understreger, at solariebrug er kræftfremkaldende og en meget usund metode til at opnå en solbrun kulør, er der stadig unge mennesker, der lægger sig i ”boksen”.
Og gruppen af unge solariebrugere ser desværre ud til at være voksende.
I en ny rapport fra Kræftens Bekæmpelses Solkampagne angiver 16 pct. af de 1.008 adspurgte 15-25-årige, at de har været i solarium inden for det seneste år. I 2019, da der sidst blev lavet en lignende undersøgelse, var andelen på 10 pct.
Stigningen sker efter en årrække, hvor andelen af unge solariebrugere først faldt og herefter lå relativt stabilt.
Hos Kræftens Bekæmpelse vækker de nye tal bekymring:
- Solariebrug er især skadeligt for børn og unge. Går man i solarium, før man fylder 35 år, øges risikoen for modermærkekræft med 59 pct. Derfor er det særligt bekymrende, at solariebrug er blevet mere udbredt netop blandt unge, siger Peter Dalum, der er projektchef i Kræftens Bekæmpelses Solkampagne
Solarielov har ikke løst problemerne
Danmark fik i 2014 sin allerførste solarielov. Loven indeholdt blandt andet krav til strålingsniveau i solarier samt krav om en synlig advarselsplakat fra Sundhedsstyrelsen i alle solcentre.
Kræftens Bekæmpelse og flere andre organisationer kæmpede dengang for, at loven også skulle indeholde en 18-års aldersgrænse for solariebrug. Det var der imidlertid ikke politisk flertal for, og det er i dag fortsat tilladt for alle, uanset alder, at gå i solarium.
Et af argumenterne, der dengang blev brugt imod en 18-års aldersgrænse var, at der alligevel næsten ikke var nogen unge, der gik i solarium længere.
Med det store fald i andelen af unge solariebrugere, man havde set de seneste år (fra 40 pct. i 2008 til 10 pct. i 2013) var unges solarieforbrug et problem, der så ud til at løse sig selv. De nye tal viser imidlertid, at hverken tiden eller solarieloven har fået unge ud af solarierne - tværtimod er udviklingen vendt.
- Solarieloven fra 2014 indeholdt nogle udemærkede elementer til at skabe mere kontrol med de danske solcentre, men problemet med unges solarieforbrug er slet ikke løst. De nye tal bør være et tydeligt vink til politikerne på Christiansborg om, at det her 8 år efter solarielovens indtræden, er tid til at genbesøge den, siger Peter Dalum.
Indfør en 18-års aldersgrænse
Ifølge den nye rapport var over halvdelen af de unge solariebrugere under 18 år, da de gik i solarium første gang - og hele 12 pct. var under 14 år.
Peter Dalum er ikke i tvivl om, at en 18-års aldersgrænse for solariebrug vil have en gavnlig effekt:
- Ved at indføre en aldersgrænse på 18 år, sender politikerne et tydeligt signal om, at børn og unge bør holde sig langt væk fra solariet. Mange af dem, der går i solarium i dag, ville måske slet ikke være startet, hvis de skulle være 18 år, før det var tilladt. En aldersgrænse vil hæve debutalderen og få færre til at gå i solarium - og på sigt vil det forebygge kræft, siger Peter Dalum.
Beregninger viser, at 1.942 danskere ville havet undgået diagnosen modermærkekræft i 2045, hvis Danmark havde indført en 18-års aldersgrænse i 2014, da Danmark fik sin første solarielov.
Danmark er et af de eneste lande i Vesteuropa, der endnu ikke har en 18-års aldersgrænse for solariebrug.
Og ifølge den nye rapport vil lovgivning på området ikke møde meget modstand blandt de 15-25-årige, for 72 pct. støtter op, og kun 18 pct. er imod en 18-års aldersgrænse.
_______________________________________________________________________
Om rapporten ’Unges solarievaner 2021’
Rapporten belyser 15-25-årige danskeres viden, holdninger og adfærd, når det kommer til solariebrug i 2021 samt udviklingen i unges solarievaner fra 2008-2021. Kortlægningen er baseret på en webbaseret spørgeskemaundersøgelse med svar fra 1.008 danskere i alderen 15-25 år.
Rapporten viser blandt andet, at:
- 16 pct. af 15-25-årige har brugt solarium mindst én gang inden for det seneste år, hvorimod 10% var solariebrugere i 2019.
- Blandt nuværende og tidligere solariebrugere var 61 % under 18 år første gang, de gik i solarium.
- 54 pct. af 15-25-årige mener, at ingen burde gå i solarium uanset alder
- 72 pct. mener, at der skal være en aldersgrænse på 18 år for at gå i solarium i Danmark. Kun 18 pct. er imod.
Data er indsamlet af analyseinstituttet Epinion i perioden 7. februar – 28. marts 2022, og data er nationalt repræsentativt i forhold til køn, alder og region. Rapporten er udarbejdet af Kræftens Bekæmpelse.
Læs hele rapporten her: Unges solarievaner 2021
_______________________________________________________________________
Solariebrug øger risikoen for kræft
- I 2009 fastslog WHO, at uv-stråling fra solarier med sikkerhed er kræftfremkaldende.
- Solarieforbrug estimeres som årsag til hhv. 8 procent og 13 procent af alle tilfælde af modermærkekræft hos mænd og kvinder. Jo yngre man er, jo farligere er solarie.
- Solariebrug øger risikoen for modermærkekræft med 20 procent. Går du i solarium, før du fylder 35 år, øges risikoen med 59 procent.
- 3 ud af 4 tilfælde af modermærkekræft blandt solariebrugere under 30 år kan forklares med solariebrug.
- Beregninger viser, at 1.942 danskere ville havet undgået diagnosen modermærkekræft i 2045, hvis Danmark havde indført en 18-års aldersgrænse i 2014.
Nøgleord
Kontakter
For udtalelser til citat:
Projektchef i Kræftens Bekæmpelses Solkampagne
Peter Dalum, pd@cancer.dk / tlf: 3038 1502
For mere baggrundsviden:
Specialkonsulent i Kræftens Bekæmpelses Solkampagne
Christine Behrens, behrens@cancer.dk /tlf: 2684 4446
Billeder
Information om Kræftens Bekæmpelse
Følg pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse
Kræftens Bekæmpelse roser ny reform: Vil gøre det bedre at være patient i Danmark15.11.2024 11:40:57 CET | Pressemeddelelse
Patienter får lettere adgang til en praktiserende læge, og dermed kan flere kræfttilfælde opdages tidligere, siger adm. direktør Jesper Fisker.
Ny forskning er beroligende nyt for kvinder i fertilitetsbehandling14.11.2024 11:00:00 CET | Pressemeddelelse
Brugen af de fleste fertilitetshormoner øger ikke risikoen for æggestokkræft.
Nordiske kræftforeninger: Fem politiske tiltag kan forebygge overvægt blandt børn og unge13.11.2024 14:00:00 CET | Pressemeddelelse
Strammere lovgivning og 5 politiske anbefalinger skal forebygge overvægt blandt børn.
Unge kvinder glemmer at gå til kræftscreening4.11.2024 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Halvdelen af de unge kvinder deltager ikke i livmoderhalskræftscreening, selvom de gerne vil. Nu sætter Kræftens Bekæmpelse fokus på screening og minder om den vigtige undersøgelse.
Ny kampagne sætter lup på tobaksindustriens metoder29.10.2024 07:15:00 CET | Pressemeddelelse
Tobaksindustrien presser politisk på for at bremse lovgivning mod nikotinprodukter og bidrager til at overbevise de unge om, at snus og e-cigaretter er harmløse. Det sætter partnerskabet Røgfri Fremtid fokus på i ny kampagne.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum