Metrolinjer til Refshaleøen og Lynetteholm sendes nu i offentlig høring
Hvordan skal byens nye metrostationer indrettes, skal der tages særlige hensyn til legepladsen eller den lokale grønne oase, når byggepladserne placeres, og hvilke miljøforhold skal belyses? Det er nogle af de emner, som københavnerne nu får mulighed for at give indspark til. Borgerrepræsentationen gav på sit møde torsdag den 25. august grønt lys til at sende to forslag til den kommende metrolinje til Refshaleøen og Lynetteholm i offentlig idéfasehøring.
Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) glæder sig til at høre borgenes ideer og tanker:
”For mig som overborgmester er det et mål at gøre hele Københavns udvikling til et fælles anliggende for alle københavnere. Borgerinddragelse og dialog er nøglen til det København, som så mange drømmer om at blive en del af. Vi skal udvikle byen sammen, ” siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) og fortsætter:
”Derfor er jeg glad for, at vi nu tager hul på dialogen om byens nye metrolinje. Vi har fordoblet høringsperioden fra fire til otte uger, så københavnerne får ordentlig tid til at indsende høringssvar. Den mulighed vil jeg opfordre alle til at gribe – jeg glæder mig til den videre dialog om udbygningen af vores fantastiske metro.”
De to forslag til metrolinjer, som kommunen nu sender i idéfasehøring, er hhv. M5 Lilla og M5 Orange. Den lilla linje er den længste af de to med ni stationer, der vil løbe fra Københavns Hovedbanegård via Bryggebroen og DR-byen over Amagerbrogade og Lergravsparken til Kløverparken og Refshaleøen og videre til Lynetteholm. M5 Lilla dækker nye områder på Islands Brygge og ved Amagerbrogade og vil samlet set betjene mere end 51.000 beboere, arbejdspladser og studiepladser i 2035. Samtidig vil den løse den pladsmangel, der allerede i 2035 vil opstå på strækningen mellem Amager og Kongens Nytorv i den eksisterende metro.
Den noget kortere linjevariant, M5 Orange, har fire stationer, og den vil løbe fra Østerport under havnen til Refshaleøen og videre Lynetteholm. Linjen dækker alene de kommende byudviklingsområder på Refshaleøen og Lynetteholm, og vil betjene ca. 10.000 beboere, arbejdsplads- og studiepladser i 2035.
Efter idéfasehøringen udløber i slutningen af oktober, udarbejder Økonomiforvaltningen en hvidbog med de indkomne høringssvar og vurdering af disse, som forelægges Borgerrepræsentationen. Alle inputs fra idéfasehøringen vil indgå i det videre arbejde i 2022 og 2023, hvor politikerne skal tage stilling til, om der skal anlægges en ny metrolinje, og hvilken linjeføring der i så fald skal udarbejdes en miljøkonsekvensrapport for.
Kom til borgermøde den 28. september og 6. oktober
Onsdag d. 28. september inviterer Københavns Kommune til borgermøde om M5 på Islands Brygge Kulturhus, hvor alle er velkomne. Her kan du høre mere om og stille spørgsmål til de forskellige forslag til stationsplaceringer og øvrige byggepladser, der kan blive nødvendige, hvis metrolinjen M5 skal anlægges. Der afholdes desuden et digitalt borgermøde torsdag d. 6. oktober. Nærmere program følger på metrolinjem5.kk.dk, når høringen starter.
Fakta:
Sådan indsender du dit høringssvar
Når høringen starter d. 5. september, 2022, kan du afgive dit høringssvar på blivhoert.kk.dk
Om idéfasehøringen
Idéfasehøringen er en indledende, offentlig høring om projektet. Det er første skridt mod en miljøkonsekvensvurdering af projektet, og i gangsæt efter ansøgning fra Metroselskabet. Alle borgere, virksomheder og organisationer mv. kan komme med idéer og kommentarer til forslaget til den nye metrolinje, samt hvad en fremtidig miljøkonsekvensrapport skal indeholde. Det er dermed en mulighed for at få indflydelse tidligt i projektet. Når høringen starter, kan du gå ind på metrolinjem5.kk.dk og dykke ned i stationsplaceringer, linjeføringer m.v. på de to linjer.
Den videre proces for M5
- Otte ugers idéfasehøring fra uge 36 til uge 44
- 28. september: Borgermøde hos Kulturhuset Islands Brygge
- 6. oktober: Online borgermøde
- 31. oktober: Idéfasehøring slutter.
- 1. kvartal 2023: Politisk behandling af hvidbog over høringssvar til idéfasen.
- Efterfølgende skal forligskredsene bag Lynetteholm i henholdsvis Folketinget og Københavns Borgerrepræsentation beslutte, hvilken linjeføring for M5, der skal undergå en miljøkonsekvensvurdering.
- 2023-2024: Udarbejdelse af miljøkonsekvensrapport, der afsluttes med 8 ugers offentlig høring. Efterfølgende forventes det, at der vedtages en anlægslov og udstedes myndighedstilladelse til projektet.
- 2025: Udbudsprojektering og udbud
- 2026-2034: Anlægsfase.
- 2035: Metrolinje M5 forventes taget i brug.
Kontakter
Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) via pressekonsulent Rasmus Meldgaard, 2057 3862
Vedhæftede filer
Information om Københavns Kommune Økonomiforvaltningen

Københavns Rådhus
1599 København V
33 66 33 66https://www.kk.dk
Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
Flere og flere dumper dansk og matematik: Disse faktorer har betydning for at bestå27.6.2025 12:59:01 CEST | Pressemeddelelse
Et stigende antal elever i de københavnske folkeskoler består ikke dansk og matematik i 9.klasse. En ny analyse fra Københavns Kommune udpeger hvilke faktorer, der kan have betydning for, om eleverne består.
For første gang: Nu rejser Københavns Kommune skov uden for kommunegrænsen24.6.2025 10:23:20 CEST | Pressemeddelelse
Tidligere på året afsatte politikerne i Københavns Kommune 12 millioner kroner til at rejse skov uden for kommunegrænsen af klimamæssige hensyn. Nu er de første skove i gang med at blive rejst.
Danmarks første Copenhagen Sprint blev en cykelfest på tværs af ruten22.6.2025 17:39:53 CEST | Pressemeddelelse
Det første World Tour cykelløb trak mange tusinde tilskuere ud på ruten fra Roskilde til København. Både ryttere, publikum, vejr og vind var i topform, da Copenhagen Sprint løb af stablen den 21. og 22. juni.
Kom med til folkecykelløb i hjertet af København20.6.2025 07:03:00 CEST | Pressemeddelelse
Når Copenhagen Sprint ruller gennem byen den 21. juni, starter dagen med en fest for alle københavnere og besøgende. Kl. 11 byder overborgmester Lars Weiss velkommen til det store folkecykelløb, hvor folk i alle aldre får mulighed for at cykle på den lukkede 11 km lange rute – timer før verdenseliten skal dyste på samme strækning.
FCK hyldes på Københavns Rådhus19.6.2025 12:03:00 CEST | Presseinvitation
F.C. København har vundet Superligaen for 16. gang og sætter dermed ny rekord som den danske fodboldklub med flest mesterskaber - nogensinde. Det skal selvfølgelig fejres med flag og rådhuspandekager. Fejringen finder sted tirsdag d. 24. juni 2025 på Københavns Rådhus. Fodboldfans og pressen er velkomne.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum