NationalmuseetNationalmuseet

Træd ind i pengenes verden på Nationalmuseet

Del
Nationalmuseet åbner ny udstilling ”KA-CHING! – Show me the money”. Her får gæsten historien om pengene og nøglen til at åbne pengenes verden. Udstillingen åbner 28. september 2022.

Nationalmuseet åbner en ny udstilling, hvor de heldige, de hårdtarbejdende, de årvågne eller de risikovilligekan prøve en helt ny attraktion - Pengebadet. Men først skal de en tur igennem pengenes historie og score “millionen” i Nationalmuseets ”Pengespil”. De vil opleve, at pengenes veje er uransagelige, og ligesom i livet er der nogle, der har medfødte fordele og andre skal kæmpe for at komme til pengene.  

”Pengenes historie er næsten lige så lang som menneskets. Lige siden vi byttede en ting til en anden, har vi haft et pengesystem. Vores byttehandler blev siden til mønter, sedler og nu tal på en konto. Menneskets pengesystem har bygget samfund op og lagt andre i ruiner. Vores penge er kort sagt et afgørende kapitel i vores kulturhistorie og en forudsætning for at forstå mennesket,” siger Nationalmuseets direktør Rane Willerslev. 

KA-CHING! – Show me the money  er støttet af Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, A.P. Møller Fonden, Spar Nord Fonden og Beckett-Fonden. 

Mennesket og pengene 
Nationalmuseet råder over en unik møntsamling, som er vidnesbyrd om handel, staters fødsel og landvindinger i danmarkshistorien og verdenshistorien. Med udgangspunkt i pengespillet perspektiverer udstillingen pengenes kulturhistorie til nutidige, økonomiske problemstillinger. Vi klæder gæsten på til at forstå, hvordan pengesystemet er skruet sammen, hvordan finansbobler opstår, og hvordan borgere stater og banker er forbundet af gæld. 

“Vi håber, at vi med pengeudstillingen kan medvirke til en større forståelse af pengeverdenen, og give gæsterne større indsigt i egen privatøkonomi. Derfor har vi allieret os med økonomiske eksperter, forskere, undervisere og formidlere, som kan lede os igennem økonomiens kringelkroge på en legende og engagerende måde. Penge er et tabubelagt område, og mange med eller uden gældsproblemer har svært ved at tale om penge. Vi håber, at vi ved at sætte fokus på området kan få mere åbenhed om penge og forbrug” siger Pernille Wahlgren, der er etnolog og instruktør på udstillingen. 

I ”KA-CHING! – Show me the money” ser gæsten også et udvalg af verdens og Danmarks mønter. Penge er meget andet end mønter og sedler. Det er eksempelvis kakaobønner, muslingeskaller og aktier. Penge i alverdens udtryk har været med os, lige siden vi byttede en ting til en anden. 

Seniorforsker, Helle Horsnæs udtaler: "Mønter er for os blevet selve billedet på penge, og når man skal illustrere f.eks. kryptovalutaer, så gør man det ved at vise billeder af mønter. Mønter kan have en enorm symbolsk betydning. De kan bruges til at formidle budskaber, og de bruges også i religiøse sammenhænge. Man har samlet på mønter og genbrugt dem og deres motiver næsten lige så længe, som mønterne har eksisteret. I Den kgl. Mønt- og Medaillesamling på Nationalmuseet findes verdens mest omfattende samling af danske mønter og en af de fineste samlinger af antikke (græske og romerske) mønter. Samlingens kerne består af en række gamle danske privatsamlinger, herunder den kongelige samling som kom til staten med Grundlovens indførelse. Udlandsdanskere og deres efterkommere har i stort tal doneret mønter fra alle verdensdele til samlingen. Nogle af samlingens mønter har været i danske samlinger siden 1600-tallet. Andre er kommet til i vore dage som danefæ”. 

Det oplever gæsten 

  • Se et udvalg af museets unikke møntsamling med nogle af verdens ældste mønter. 
  • Oplev den danske mønthistorie gennem 1000 år – fra Knud den Store til Dronning Margrethe 2. 
  • Tag en tur i hamsterhjulet. Her skal gæsten bringe pizzaer ud og tjene penge. 
  • Prøv quizzen og besvar spørgsmål om penge igennem historien.  
  • Løft en ægte guldbarre på 12 kg.  
  • Se nogle af de mest kostbare skatte man kan opdrive – guld og unikke samleobjekter.   
  • Besøg en bank fra 1920erne.  
  • Prøv kræfter med aktier og bolighandel. 
  • Vind “millionen” og få en tur i Pengebadet. 

Pengehistorie i fire universer 
I fire universer - The Money Show, Showroom, Banken og Fremtiden fortæller vi en historie om pengene.  

The Money Show 
I hamsterhjulet kan gæsten tjene startkapital til at investere i Pengespillet. Samtidig får man historien om vores arbejdstimer, som har skaffet os mad på bordet og givet os penge i hænderne. Ligesom i virkeligheden vil hver enkelt gæst have forskelligt udgangspunkt. Nogle fødes til penge, og andre må knokle for dem. 

Showroom 
Mennesket er til alle tider draget af materielle goder, fordi de giver tryghed, magt og prestige. I udstillingens Showroom træder man ind i en prangende udstillingssal. Her ser gæsten et udvalg af vores mest kostbare værdier, guld, kunst, samlerobjekter, medaljer, skattefund og sneakers, som fortæller en historie om, hvem vi er, og hvad vi bruger vores penge på. Det vi finder værdifuldt i dag, er somme tider intet værd i morgen. Vores værdier er kort sagt en konstruktion, der hele tiden er til forhandling.  

Banken 
I dag er pengesystemet et indviklet og globalt netværk. Banker, virksomheder og stater er viklet ind i hinanden af gæld. Kun de færreste forstår, hvordan systemet virker. Hvem skaber pengene? Hvad låner vi alle de penge til? Hvorfor får din nabo et bedre lån end dig? Hvordan opstår økonomiske bobler? Kan du kan få din formue til at yngle? Alt det svarer vi på, når gæsten træder ind i Banken fra en svunden tid.  

Fremtiden 
I fremtidsrummet får gæsten bud på, hvordan fremtiden ser ud for vores penge – hvad er de bedste og værste scenarier? Det er også i Fremtidsrummet, at gæsterne kan se, hvordan de har klaret sig i pengespillet. Ligger man højt på listen, får man sit portræt på forsiden af pengemagasinet KA-CHING! Har man tjent millionen i pengespillet venter en tur i Pengebadet. 

Udstillingen ønsker at sætte fokus på: 

  • Hvordan penge styrer vores liv.  
  • Hvad værdi er for en størrelse.  
  • Hvordan man klarer sig godt økonomisk. 

Tak for generøs støtte til realiseringen af udstillingen: 

Augustinus Fonden 

Aage og Johanne Louis-Hansens Fond  

A.P. Møller Fonden 

Spar Nord Fonden 

Beckett-Fonden 

 

For at se denne video fra natmus.dk, så skal du aceptere cookies på toppen af denne side.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Links

Information om Nationalmuseet

Nationalmuseet
Nationalmuseet
Frederiksholms Kanal 12
1220 København K

3313 4411https://natmus.dk/

Nationalmuseet er Danmarks statslige, kulturhistoriske hovedmuseum og omfatter såvel danske som udenlandske kulturers historie

Følg pressemeddelelser fra Nationalmuseet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Nationalmuseet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye