Her er de langsigtede konsekvenser for Europas klimaambitioner, når EU lukker for den russiske gas

Ganske få dage efter Rusland startede sin angrebskrig mod Ukraine, gik forskere fra Aarhus Universitet, Institut for Mekanik og Produktion, i gang med at beregne, hvad et stop for russisk gas får af langsigtede betydning for dekarboniseringen af det europæiske energisystem.

Forskningen, der tager udgangspunkt i en højopløselig model af hele det europæiske energisystem inklusiv gas-afhængige industrier, er nu netop blevet publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Joule. Og forskningen viser, at gas-stoppet faktisk kan få ganske stor betydning, afhængig af hvor ambitiøs man er med Parisaftalens langsigtede målsætninger om at begrænse den globale temperaturstigning.

Politisk har målsætningen været – lige siden Parisaftalen blev indgået i 2015 – at begrænse temperaturstigningen til max 2 graders Celsius og at arbejde for at begrænse den til 1,5 grader.

Strategien har været at erstatte kul med gas i en overgangsfase, og den strategi er med krigen i Ukraine blevet voldsomt udfordret. Det siger lektor på Aarhus Universitet Gorm Bruun Andresen, der er en af forskerne bag den videnskabelige artikel:

”Rusland er den største bidragyder af gas til Europa og leverede 34 pct. af eurozonens gasforbrug i 2019. Med udfasningen af russisk gas har vi dermed ikke længere tilstrækkelig gas til denne såkaldte overgangsfase. Det betyder, at vi skal vælge mellem at satse på en øjeblikkelig installation af store mængder vind- og solenergi eller falde tilbage på de andre muligheder, der er, herunder kul. Det første scenarie flugter fint med en meget ambitiøs klimastrategi, som meget hurtigt afhjælper Europas afhængighed af importeret gas. Det andet scenarie derimod gør det faktisk vanskeligt overhovedet at honorere Parisaftalen,” siger han.

Den model, forskerne har udviklet, viser den billigste og mest omkostningseffektive vej til henholdsvis 1,5 graders og 2 graders scenarier for det europæiske energisystem. Og her viser modellen klokkeklart, at høje gaspriser presser europæiske borgere til at droppe gasfyret og installere varmepumper.

Eftersom varmesektoren står for cirka en tredjedel af det samlede europæiske gasforbrug, vil denne omstilling have en stor betydning for den grønne omstilling og taler derved i favør for 1,5 graders ambitionen.

”Det er interessant, at gasprisen dermed er driver for de ting, europæiske politikere i årevis har talt om. Dermed ikke sagt, at gasprisen og omstillingen af varmesektoren er tilstrækkeligt for 1,5 graders sceniariet. Det er det på ingen måde. Men det driver den grønne omstilling fremad i langt højere grad, end det ville gøre at bruge gas i en overgangsfase,” siger Gorm Bruun Andresen.

Ebbe Gøtske, der er ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet, og som forsker i vedvarende energikilder i en europæisk kontekst, nævner, at det lige nu er vigtigt at holde fokus på de europæiske landes egentlige klimaambitioner:

”En reduktion i Europas samlede gasforsyning kan medvirke til en hurtigere opskalering af vedvarende energikilder, givet at klimaambitionerne holdes i hævd. Hvis ikke, risikerer vi blot, at andre fossile brændsler substituerer gas i en mellemperiode frem mod en fuld dekarbonisering,” siger han.

Forskerne bag modellen vil ikke lægge skjul på, at den hurtigste vej til europæisk energisikkerhed er at sigte efter en ambitiøs plan og at begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 grader.

”Men det kræver en voldsom udrulning af vedvarende energikilder i form af sol og vind,” siger Ebbe Gøtske og fortsætter:

”Vi skal op på at installere ca. 400 GW pr. år i årene 2025-2035, og det bliver en meget stor udfordring for de europæiske politikere.”