Folketingets Ombudsmand

Temarapport om børn og unge i sikrede døgninstitutioner

Del

I 2021 aflagde Ombudsmandens Børnekontor tilsynsbesøg på landets otte sikrede døgninstitutioner. Tilsynene havde særligt fokus på brugen af fysisk magt, isolation, undersøgelser af personer og opholdsrum samt rusmiddeltest.

Besøgene viste, at institutionerne generelt var reflekterende i forhold til brugen af fysisk magt og andre indgreb over for de anbragte børn og unge, og at der var fokus på at håndtere konflikter pædagogisk og dialogbaseret.

Besøgene viste samtidig, at de sikrede institutioner fortsat ikke er gode nok til at overholde fristerne for at registrere og indberette magtanvendelser, samt at der stadig er behov for et større fokus på, at indberetningerne er fyldestgørende.

”Sikrede døgninstitutioner har mulighed for at bruge indgribende foranstaltninger over for børnene og de unge. Samtidig er der indført regler om indberetning og dokumentation af magtanvendelser af hensyn til børnenes og de unges retssikkerhed. Det er på den baggrund centralt, at institutionerne har fokus på disse retssikkerhedsgarantier og sikrer, at reglerne overholdes,” siger Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger.  

Ombudsmanden har på baggrund af tilsynsbesøgene rejst flere sager af egen drift. En af sagerne vedrører institutioners brug af pædagogiske tiltag, som indebærer, at børnene og de unge helt eller delvis udelukkes fra fælleskab. En anden sag vedrører sammenhængen mellem regler om anvendelse af døralarmer og aflåsning af døre om natten.

Læs temarapport 2021 om børn og unge i sikrede døgninstitutioner.

Læs nyhed om temaet for børnekontorets tilsynsbesøg i 2021.

Læs temarapport 2017 om unge i sikrede døgninstitutioner, arrester og fængsler.

FAKTA

Børn og unge i sikrede døgninstitutioner

  • Temaet for ombudsmandens tilsynsbesøg på børneområdet i 2021 var børn og unge i sikrede døgninstitutioner.
  • Der kan være flere grunde til, at et barn eller en ung anbringes i en sikret døgninstitution. Anbringelsen kan ske med henblik på observation, behandling eller for at afværge, at barnet eller den unge skader sig selv eller andre. Opholdet kan også træde i stedet for en varetægtsfængsling eller være led i afsoning af en dom.
  • Under tilsynsbesøgene var der især fokus på:

-      Fysisk magtanvendelse, isolation samt undersøgelse af personer og
opholdsrum

-      Husordener og rusmiddeltest

-      Undervisningen i interne skoler

-      Sundhedsmæssige forhold.

  • Ombudsmanden besøgte som led i temaet landets otte sikrede døgninstitutioner, hvoraf to har særligt sikrede afdelinger. Ombudsmanden besøgte samtidig institutionernes interne skoler.
  • Under besøgene har besøgsholdene talt med i alt 55 børn og unge i aldersgruppen 13-17 år.

Anbefalinger vedrørende fysisk magt og andre indgreb i selvbestemmelsesretten

På baggrund af tilsynsbesøgene anbefaler ombudsmanden generelt, at de sikrede døgninstitutioner

  • sikrer, at fristen for at registrere fysisk magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten og fristerne for indberetning til og orientering af de relevante myndigheder og forældremyndighedsindehavere mv. overholdes.
  • sikrer, at indberetningsskemaer om fysisk magtanvendelse indeholder en fyldestgørende beskrivelse af hændelsesforløbet i forbindelse med magtanvendelsen, herunder en beskrivelse af, hvordan barnet eller den unge konkret blev ført eller fastholdt, samt en begrundelse for, hvorfor indgrebet var nødvendigt.
  • sikrer, at personalet har tilstrækkeligt kendskab til voksenansvarsloven, herunder reglerne om anvendelse af magt i skolen, og at institutionerne har skriftlige retningslinjer om fysisk magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten.
  • sikrer, at børn, unge og forældremyndighedsindehavere mv. – i forbindelse med barnets eller den unges anbringelse – informeres om deres rettigheder i relation til magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten, herunder klageadgang. Ombudsmanden anbefaler i den forbindelse, at institutionerne overvejer at udarbejde skriftligt materiale om rettigheder og klageadgang, som kan udleveres ved anbringelsen.
  • sikrer, at det er lederen eller dennes stedfortræder, der beslutter at anbringe et barn eller en ung i isolation, og at det i lederens fravær er klart for de ansatte, hvem der er udpeget som stedfortræder.
  • sikrer, at interne retningslinjer om isolation beskriver de centrale krav i de gældende regler, herunder at det skal være muligt for barnet eller den unge at tilkalde personalet under hele isolationen, og at der skal tilkaldes en psykiatrisk speciallæge (eller en alment praktiserende læge), hvis der er tale om et barn eller en ung med psykiske lidelser.

Anbefalinger vedrørende interne skoler

På baggrund af tilsynsbesøgene anbefaler ombudsmanden i forhold til de interne skoler generelt, at institutionerne

 

  • i samarbejde med den relevante kommune sørger for, at grundlaget for den interne skole i form af overenskomst mv. er i overensstemmelse med de gældende regler.      
  • sikrer, at alle elever undervises i fuld fagrække og timetal, og at der kun gøres undtagelse herfra, hvis en elev – på baggrund af en konkret og individuel vurdering – fritages for undervisning i et eller flere fag eller får nedsat undervisningstiden efter de regler, der gælder herfor.
  • sikrer, at afgørelser om fritagelse for obligatoriske test og folkeskolens prøver bliver truffet i overensstemmelse med reglerne, og at der er dokumentation herfor.

Anbefalinger vedrørende sundhedsmæssige forhold

På baggrund af tilsynsbesøgene anbefaler ombudsmanden i forhold til sundhedsmæssige forhold generelt, at institutionerne

 

  • sikrer, at alle børn og unge, der ved anbringelsen ikke allerede har fået foretaget en psykiatrisk udredning, tilbydes en screening for at få afdækket et eventuelt behov herfor.
  • har fokus på identifikation af børn og unge, der har eller er i risiko for at udvikle abstinenser, samt at institutionerne sikrer, at relevant behandling af abstinenser finder sted.

Ombudsmanden drøfter opfølgningen på de generelle anbefalinger med de centrale myndigheder på området.

Desuden vil ombudsmanden følge op på anbefalingerne under fremtidige tilsynsbesøg på børneområdet.

Ombudsmandens tilsynsbesøg

 

  • Folketingets Ombudsmand gennemfører tilsynsbesøg i offentlige og private institutioner, især hvor mennesker er eller kan blive berøvet deres frihed.
  • Tilsynsbesøgene udføres i samarbejde med DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur og Institut for Menneskerettigheder, der bidrager med lægefaglig og menneskeretlig ekspertise.
  • Ombudsmanden har et særligt ansvar for at beskytte børns rettigheder efter bl.a. FN’s børnekonvention.

Kontakter

Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger, tlf. 42 47 50 91


Områdechef Susanne Veiga, tlf. 33 13 25 12

Information om Folketingets Ombudsmand

Folketingets Ombudsmand
Folketingets Ombudsmand
Gammeltorv 22
1457 København K

+45 3313 2512https://www.ombudsmanden.dk/

Folketingets Ombudsmand er jurist og valgt af Folketinget til at behandle klager over offentlige myndigheder.

 

Følg pressemeddelelser fra Folketingets Ombudsmand

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Folketingets Ombudsmand

Afslutter undersøgelse af Vurderingsstyrelsens vejledning om tillægslån4.4.2025 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse

Ombudsmanden har afsluttet sin undersøgelse af Vurderingsstyrelsens vejledning til boligejere om tillægslån. I undersøgelsen bad ombudsmanden styrelsen om at redegøre for dens overvejelser om bl.a. vejledningsindsatsen i forbindelse med udsendelse af breve til boligejerne. Herunder bad han om at få svar på, hvorfor brevene om tillægslån ikke blev sendt til alle berørte boligejere på samme tid, og hvorfor indholdet af brevene var ændret, efter de første breve var udsendt. Ombudsmanden bad også Vurderingsstyrelsen oplyse om dens vejledningsindsats om tillægslån for 2025. Styrelsen har svaret bl.a., at beslutningen om at udsende brevene på forskellige tidspunkter tog udgangspunkt i en vurdering af størrelsen på den restskat eller det tillægslån, som den enkelte boligejer kunne forvente. Styrelsen har også oplyst, at brevenes indhold i løbet af 2024 blev justeret ud fra en kommunikationsfaglig vurdering på baggrund af henvendelser fra boligejere. I lyset af det, som Vurderingsstyrelsen har

Ombudsmanden offentliggør beretning for 2024 – blandt andet med artikel om Børnekontorets samtaler med børn ved tilsynsbesøg1.4.2025 10:15:53 CEST | Pressemeddelelse

Hvert år tager Ombudsmandens Børnekontor på tilsynsbesøg på nogle af de steder, hvor udsatte børn og unge bor og opholder sig. Det kan for eksempel være børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger, sikrede døgninstitutioner eller private opholdssteder for børn og unge. Børnene og de unges rettigheder er i fokus, når Børnekontoret er på besøg. Det er også et vigtigt formål med tilsynene at sikre, at børnene og de unge trives på institutionerne, og at de har gode og trygge relationer til de voksne, som arbejder dér. Derfor er et af hovedelementerne ved Børnekontorets tilsyn samtalerne med de børn og unge, der bor på stederne. I Folketingets Ombudsmands netop offentliggjorte beretning handler en af artiklerne om, hvordan Børnekontoret gennemfører samtaler med udsatte børn og unge i forbindelse med tilsynsbesøg. Herunder ikke mindst hvordan man opbygger en uformel og tryg ramme om en samtale med et barn eller ungt menneske, som man ikke har mødt før. Flere tusind klik på Myndighedsguiden Bere

Undersøgelse af Langeland Kommunes brug af it-system til sager om udsatte børn og unge12.3.2025 11:00:00 CET | Pressemeddelelse

Ombudsmanden har besluttet at indlede en undersøgelse af Langeland Kommunes brug af it-systemet DUBU (Digitalisering – Udsatte Børn og Unge), som kommunen anvender til at behandle sager i familieafdelingen. På baggrund af en konkret klagesag og omtale i medierne er ombudsmanden blevet opmærksom på en generel problemstilling vedrørende kommunens sagsbehandling i it-systemet og ønsker at undersøge, om det kan føre til mangelfuld eller forkert journalisering i familieafdelingens sager. Offentlige myndigheders notat- og journaliseringspligt har bl.a. til formål at sikre den nødvendige dokumentation i den enkelte sag. Hvis journaliseringen er mangelfuld eller forkert, er der risiko for, at både sagsbehandlingen og borgernes retssikkerhed forringes. I den konkrete klagesag oplyste Langeland Kommune i sit svar til borgeren, at kommunen ville bestræbe sig på at ensrette medarbejdernes brug af it-systemet og på den måde systematisere sagsbehandlingen. I en efterfølgende artikel i Fyns Amts Avis

Hillerød Forsyning er omfattet af ombudsmandens kompetence3.3.2025 10:00:00 CET | Pressemeddelelse

Ombudsmanden har bestemt, at Hillerød Forsyning i form af moderselskabet Hillerød Forsyning Holding A/S og datterselskabet Hillerød Service A/S skal være omfattet af hans virksomhed i samme omfang, som de er omfattet af reglerne i offentlighedsloven. Selskaberne er 100 pct. ejet af Hillerød Kommune og omfattet af offentlighedslovens § 4, stk. 1. Det er almindelig praksis, at ombudsmanden efter ombudsmandslovens § 7, stk. 4, bestemmer, at selskaber er omfattet af ombudsmandens kompetence i samme omfang, som de er omfattet af reglerne i offentlighedsloven. Det gælder også for så vidt angår kommunalt ejede forsyningsselskaber. Hensigten med ombudsmandslovens § 7 er at skabe overensstemmelse mellem ombudsmandens kompetence og anvendelsesområdet for bl.a. offentlighedsloven. Ombudsmanden har truffet sin beslutning i forbindelse med behandlingen af en klage fra en borger, der har fået delvist afslag på aktindsigt. Ombudsmanden har orienteret Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet samt Folk

Ombudsmanden undersøger besøgsforhold i Vestre Fængsel27.2.2025 11:00:00 CET | Pressemeddelelse

Folketingets Ombudsmand har besluttet at indlede en undersøgelse af de indsattes muligheder for at få besøg i Vestre Fængsel. I forbindelse med undersøgelsen beder ombudsmanden myndighederne om at redegøre for bl.a.: Om besøgskapaciteten i Vestre Fængsel kan anses for at være tilstrækkelig Om der er forhold af strukturel karakter i fængslet, der gør det vanskeligt at sikre de indsatte adgang til besøg Prioriteringen af afsonere over varetægtsarrestanter ved tilrettelæggelsen af besøg Forsvarsadvokaters mulighed for at besøge deres klienter i fængslet Tiltag for at forbedre besøgsbestillingssystemet, herunder indførelsen af et eventuelt digitalt bookingsystem. Ombudsmanden iværksætter sin undersøgelse efter at have været på uvarslet tilsynsbesøg i Vestre Fængsel i september 2024. Et af formålene med tilsynsbesøget var netop at se på de indsattes muligheder for at få besøg af deres pårørende. Ombudsmanden har således tidligere modtaget en række klager over besøgsforholdene i Vestre Fængs

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye