Pas på de åbne wifi-netværk i ferien

Når danskerne pakker kufferten og tager på sommerferie, er smartphones, tablets og computere med på pakkelisten på lige fod med badeshorts, læsestof og solbriller. Og for mange både børn og voksne er adgangen til wifi blevet en afgørende faktor for en vellykket ferie på lige fod med swimmingpool og aircondition.
”Det føles som den naturligste ting i verden at benytte de åbne wifi-netværk, når vi er ude i verden, fordi vi er vant til det hjemmefra, og fordi vi får en hurtigere netforbindelse og sparer på vores egne mobildata. Men hvis stedet reklamerer med gratis wifi, bør du være ekstra opmærksom”, siger Jørn Guldberg, der er it-sikkerhedsekspert for Ingeniørforeningen, IDA.
I en ny befolkningsundersøgelse, som Norstat har foretaget for IDA, svarer 57 procent af alle danskere, at de benytter åbne wifi-netværk på caféer og hoteller, når de er på ferie. Blandt de 18-34-årige er det hele 67 procent, der logger på de åbne netværk. Men det er ikke uden risiko, forklarer Jørn Guldberg.
”Du har ingen chance for at kende sikkerhedsniveauet i det åbne wifi-netværk, når du sidder på en café i udlandet. Du risikerer at blive afluret af andre, der har fri adgang til din computer eller telefon og med lidt teknisk snilde kan få adgang til dine informationer”, siger Jørn Guldberg.
Som reglerne er i dag, har du mulighed for at bruge den mængde data, som følger med dit teleabonnement, hvis du rejser i Europa. Men hvis du rejser udenfor Europas grænser – eller hvis data slipper op – tyer mange danskere til de åbne trådløse netværk eller hotspots, som findes på de fleste feriedestinationer.
”Hvis du ikke har beskyttet din computer eller mobiltelefon med kryptering og firewall, vil det være muligt for enhver at lytte med på kommunikationen, læse dine e-mails og måske endda stjæle brugernavne og kodeord til de hjemmesider, du besøger. Hvis oplysningerne falder i forkerte hænder, kan det have nogle ret kedelige konsekvenser både under ferien, og når du kommer hjem”, siger Jørn Guldberg.
I det hele taget opfordrer Jørn Guldberg til at slå wifi-forbindelsen fra, når du bevæger dig rundt – både i Danmark og i udlandet. Der findes masser af åbne netværk, og din telefon eller computer vil automatisk forsøge at koble sig på et netværk, uden at du er opmærksom på det.
”Der er kriminelle, der spekulerer i netop de situationer, og som opretter falske netværk, hvorved de kan få adgang til dine data. Det handler om at bruge din sunde fornuft. Og hvis du alligevel vælger at logge på et åbent netværk, så lad være med at tjekke din netbank eller andre vigtige tjenester. Brug det kun til mere uskyldige formål”, siger Jørn Guldberg.
I stedet opfordrer han til at tilkøbe ekstra data hos dit teleselskab inden ferien. Samtidig bør du installere programmer, der krypterer din kommunikation, og investere i en VPN-løsning, som kan skabe en sikker internetforbindelse.
Nøgleord
Kontakter
Presserådgiver i IDA, Ole Hoff-Lund, telefon 26 83 81 84, eller IDAs it-sikkerhedsekspert Jørn Guldberg, telefon 31 33 42 04.
Billeder
Information om Ingeniørforeningen, IDA
Følg pressemeddelelser fra Ingeniørforeningen, IDA
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Ingeniørforeningen, IDA
Organisationer i opråb mod ny PET-lov7.5.2025 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
25 organisationer er gået sammen om at stoppe regeringens lovforslag, der giver PET hidtil usete beføjelser til at masseovervåge borgerne. Der er brug for en privatlivskommission.
Laura Klitgaard genvalgt som formand for IDA5.5.2025 14:23:35 CEST | Pressemeddelelse
39-årige Laura Klitgaard er genvalgt til ny treårig periode som formand for de 170.000 medlemmer i Ingeniørforeningen IDA.
Flere vil beskytte deres privatliv på nettet21.4.2025 09:23:59 CEST | Pressemeddelelse
Frygten for at blive narret af it-kriminelle får syv ud af ti danskere til at ønske sig større beskyttelse, når de færdes på nettet.
IDA: Skrot forslag om øget PET-overvågning10.4.2025 09:41:48 CEST | Pressemeddelelse
Regeringen vil give Politiets Efterretningstjeneste uhindret adgang til at overvåge danskerne. ”Det er opskriften på et overvågningssamfund, når PET ved alt om den enkelte borger”, mener IDA.
Erhvervslivets bidrag sikrer at forskningsmål bliver indfriet1.4.2025 08:43:10 CEST | Pressemeddelelse
De private midler til forskning og udvikling er med til, at Danmark lever op til egne og europæiske målsætninger.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum