Koda

Kodas kønsstatistik: Små tegn på mere lighed i musikbranchen

Del
Kodas kønsstatistik 2022 viser, at kønsbalancen er blevet mere lige blandt Kodas nye medlemmer, og meget tyder på, at arbejdet med at skabe mere lighed i musikbranchen gør en forskel. Men skal den overordnede skæve kønsbalance for alvor blive mere lige, skal der være fokus på at fastholde de nye kvindelige medlemmer, som klarer sig godt nu, lyder det fra Koda.
Arbejdet med at skabe mere lighed i musikbranchen gør en forskel / pressefoto
Arbejdet med at skabe mere lighed i musikbranchen gør en forskel / pressefoto

Meget tyder på, at et stigende fokus på kønsubalancen i musikbranchen rent faktisk har gjort en positiv forskel. Der er i hvert fald tendenser, som peger i retning af en mere lige kønsbalance blandt Kodas nye medlemmer. Det fremgår af Kodas kønsstatistik 2022, som er den tredje udgivelse af sin art. Blandt Kodas nye medlemmer er andelen af kvindelige sangskrivere og komponister steget med seks procentpoint til 28 procent siden 2019, og i samme periode er deres andel af udbetalingsbeløbet steget med fem procentpoint til 20 procent.

Stigningen i udbetalingsbeløbet er især drevet af en markant fremgang på radioområdet, hvor kvindernes andel af udbetalingen er mere end fordoblet fra 16 procent i 2019 til 34 procent i 2021, og samtidig er området nu det næststørste udbetalingsområde blandt Kodas nye medlemmer. Omvendt går det meget langsommere med udviklingen på streamingområdet. Her er kvindernes andel kun gået frem fra syv til ti procent siden 2019, og det kan aflæses på den samlede udvikling, da området netop er det største udbetalingsområde blandt Kodas nye medlemmer.

”Det er da selvfølgelig rart at se, at der er fremgang at spore. Med alt det fokus, der er på problemstillingen, og med alle de initiativer, som er blevet sat i søen, ville det modsatte også have været ekstremt deprimerende. I den forbindelse vil jeg gerne fremhæve radioområdet, som en inspiration for andre i branchen, der gerne vil gøre en forskel for en mere lige kønsbalance. Det er nemlig på dette udbetalingsområde, at der bliver gjort mest, og det er derfor for mig tydeligt, at det betyder noget at gennemføre en strategisk og aktiv indsats,” udtaler Kodas forperson, Anna Lidell.

Træerne vokser ikke ind i himlen
Når man ser på den samlede gruppe af komponister og sangskrivere, som er medlem af Koda, er det dog et helt andet billede, der tegner sig. Her er kønsbalancen fortsat markant skæv, og den har nærmest ikke rykket sig på de tre år, hvor statistikken er blevet udført – både målt på kønsfordelingen blandt medlemmerne generelt og på andelen af rettighedsudbetalingerne.

Det skyldes hovedsageligt, at musikskabernes største udbetalingsområder er voldsomt domineret af mænd. På det største område, streaming, går hele 91 procent af udbetalingerne til mænd, og på det tredjestørste område, tv, er det tilfældet med hele 95 procent af udbetalingerne. Og selvom der er positive tendenser blandt Kodas nye medlemmer, står de kun for en mindre del af den samlede udbetaling, og deres fremgang har derfor ikke stor indflydelse på kønsbalancen hos den samlende gruppe af komponister og sangskrivere.

”Den manglende fremgang i kønsbalancen blandt vores samlede gruppe af medlemmer viser, at træerne ikke vokser ind i himlen. Det kræver en lang og vedholdende indsats fra hele branchen, hvis vi for alvor skal gøre op med den ubalance, der nærmest lader til at være mejslet ind i granit. Vi fik foretaget en undersøgelse af årsagerne til kønsubalancen tidligere på året, og den viste, at kvinderne på flere niveauer og af flere årsager oplever, at det er svært at fastholde en karriere i musikbranchen. Derfor er det blandt mange andre tiltag enormt vigtigt at fastholde de nye kvindelige medlemmer, som klarer sig godt nu, hvis kønsubalancen for alvor skal blive mere lige i fremtiden,” udtaler Kodas forperson, Anna Lidell.

Nye tal: Musik skabt på tværs af køn har mere succes
Statistikken har også for første gang set på, hvor meget et musiknummer tjener alt efter, om det er skabt alene af et de binære køn eller på tværs af kønnene. Det er gjort med udgangspunkt i alle de nye musiknumre, der blev skabt i 2021. Det viser, at musiknumre fra 2021 skabt på tværs af kønnene har markant større chance for økonomisk succes end ellers.

”Selvom disse tal kun udgør en mindre sum af alle de musiknumre, som bliver afspillet i Danmark, er tallene enormt interessante. Masser af undersøgelser fra andre brancher har vist, at man skaber et bedre arbejdsmiljø og en bedre bundlinje, når mænd og kvinder arbejder sammen. At det muligvis også er tilfældet i musikbranchen, synes jeg er positivt, og jeg vil gerne på den baggrund minde alle i vores branche om, at der er mange flere fordele end ulemper ved at være mere inkluderende på tværs af køn og kønsidentitet, når man skal skabe ny musik,” udtaler Kodas forperson, Anna Lidell.


Nøgletal

  • 20 procent af Kodas medlemmer er kvinder.

  • 10 procent af det samlede udbetalingsbeløb i 2021 gik til kvinder.

  • 110 mænd og 7 kvinder er placeret i gruppen af højest indtjenende medlemmer.

  • 3 kvinder i alt på 5 forskellige top 10-lister.

  • 28 procent af Koda nye medlemmer er kvinder (I 2019 udgjorde kvinderne 22 procent).

  • 20 procent af det samlede udbetalingsbeløb blandt de nye medlemmer gik i 2021 til kvinder (I 2019 gik 15 procent til kvinderne).

  • 8 procent af alle musiknumre skabt i 2021 havde både mænd og kvinder bag som rettighedshavere. Disse musiknumre fik 14 procent af udbetalingerne til musiknumre skabt 2021.

  • 84 procent af alle musiknumre skabt i 2021 havde kun mænd bag som rettighedshavere. Disse musiknumre fik 80 procent af udbetalingerne til musiknumre skabt 2021

  • 8 procent af alle musiknumre skabt i 2021 havde kun kvinder bag som rettighedshavere. Disse musiknumre fik 6 procent af udbetalingerne til musiknumre skabt 2021

Find hele Kodas kønsstatistik her

Kontakter

Billeder

Arbejdet med at skabe mere lighed i musikbranchen gør en forskel / pressefoto
Arbejdet med at skabe mere lighed i musikbranchen gør en forskel / pressefoto
Download
Pressefoto af Kodas forperson, Anna Lidell
Pressefoto af Kodas forperson, Anna Lidell
Download

Vedhæftede filer

Information om Koda

Koda
Lautrupsgade 9
2100 København Ø

+4533306300http://www.koda.dk

Koda for et stærkere musikliv
Vi er en musikrettighedsorganisation, som har 50.000 medlemmer bestående af komponister, sangskrivere og musikforlag. Vi arbejder for, at vores medlemmer får en rimelig betaling fra dem, der bruger musikken, og for at gøre musikbranchen mere bæredygtig. Socialt, miljømæssigt og økonomisk.

Følg pressemeddelelser fra Koda

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Koda

Efter fem år uden udvikling i Kodas kønsstatistik: "Der er brug for, at alle tager ansvar"12.9.2024 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse

For femte år i træk viser Kodas kønsstatistik, at det halter gevaldigt med ligestillingen i dansk musik, hvor kun 10 procent af de penge, Koda udbetaler, havner i de kvindelige musikskaberes lommer. Samtidig er kvinders andel blandt de højest indtjenende den laveste i fem år. Kodas forperson kalder det nedslående og opfordrer til, at hele branchen tager ansvar.

Flere nye aftaler med til at sikre Koda en omsætning på 1,2 milliard9.4.2024 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse

De fleste af Kodas indtægtsområder oplevede fremgang i 2023, men det var i høj grad nye aftaler på onlineområdet samt en fortsat vækst på koncert- og udlandsområdet, som sikrede en stigning i indtægterne for komponister, sangskrivere og musikforlag. Det er et tilfredsstillende og flot resultat, som ovenikøbet sker i en tid, hvor mange udfordringer truer markedet, lyder det fra Kodas direktør.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye