Boligselskabet Nordsjælland

70 år med gode boliger for alle

Del
Meget er sket, siden Boligselskabet Nordsjælland så dagens lys i 1952, men missionen er stadig den samme – at sikre sunde almene boliger, der er til at betale, og som sætter beboernes stemme i centrum.
Boligselskabet Nordsjællands aktuelle nybyggeri, Tranekær i Skævinge, består af en række bofællesskaber, der forbinder sig med naturen såvel som med hinanden.
Boligselskabet Nordsjællands aktuelle nybyggeri, Tranekær i Skævinge, består af en række bofællesskaber, der forbinder sig med naturen såvel som med hinanden.

Det var under navnet Fællesorganisationens Byggeselskab i Hillerød, at Boligselskabet Nordsjælland blev stiftet den 12. juni 1952. Formålet var at bygge gode, billige boliger til ganske almindelige mennesker, opført med statsstøtte af en forening, der ikke skulle tjene på huslejen, men blot hvile i sig selv.

Og det er stadig den almene boligsektors og Boligselskabet Nordsjællands mission, fortæller formand for boligselskabet Lena Andersen, selvom boligerne såvel som de politiske krav til driften af de almene boligselskaber har udviklet sig gevaldigt:

”Vi arbejder stadigvæk på at skaffe gode, sunde almene boliger, som mennesker med almindelige indkomster har råd til. Samtidig er vi meget bevidste om vores sociale forpligtelser: Vi skal kunne rumme folks forskelligheder som samfund, og her har vi som alment boligselskab et stort ansvar.”

En anden mærkesag for boligselskabet er at værne om det stærke fællesskab og beboerdemokrati, der er grundlaget for hele den almene boligsektor. Her er alle beboere stemmeberettigede og har indflydelse på deres egen bolig og boligområde:

”Som almen beboer kan du sætte dit eget præg, og det er en af de helt store forskelle fra at bo privat til leje,” fortæller Lena Andersen og fortsætter: ”Hvis man som beboer ønsker det, har man mulighed for at få indflydelse på tingenes gang. Som alment boligselskab vægter vi meget højt, at den enkelte beboer bliver behandlet godt og respektfuldt.”

Ambitiøst nybyggeri tegner fremtiden

Stærke beboerfællesskaber er også visionen for Boligselskabet Nordsjællands aktuelle byggeprojekt Tranekær i Skævinge. Med etableringen af en række forskellige bofællesskaber tæt ved hinanden vil der opstå et decideret bofællesskabskvarter i byen.

”Med Tranekær tager vi alle de positive værdier, der er ved at bo alment, og ganger dem med hundrede,” siger Lena Andersen og forklarer: ”Vi ønsker ikke at skabe en række ens bofællesskaber, de mindre boenheder skal derimod have deres eget særkende, ligesom beboerne. Der skal være plads til forskellighed og plads til at drage omsorg for hinanden.”

De i alt 163 almene boliger bliver fordelt på seks bofællesskaber med 20-25 husstande i hver. Hertil kommer et bofællesskab for seniorer over 55 år i en rundbygget såkaldt Almanak. Alle bofællesskaberne bliver forbundet med stisystemer, så beboerne har mulighed for at benytte hele bebyggelsens fællesområder og –faciliteter. Det er vigtigt for Boligselskabet Nordsjælland at have en tæt og god dialog med de nærmeste naboer i lokalmiljøet, hvis ønsker er blevet hørt gennem den hidtidige byggeproces.

Og fremtiden for Boligselskabet Nordsjælland? ”Vi vil blive ved med at bygge gode, almene boliger, og derudover ligger vores fokus på at styrke og udvikle vores beboerdemokrati og fællesskab. Hvordan kan vi blive endnu bedre til at inddrage beboerne og sikre deres rettigheder? Det arbejder vi hele tiden på,” slutter Lena Andersen.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Boligselskabet Nordsjællands aktuelle nybyggeri, Tranekær i Skævinge, består af en række bofællesskaber, der forbinder sig med naturen såvel som med hinanden.
Boligselskabet Nordsjællands aktuelle nybyggeri, Tranekær i Skævinge, består af en række bofællesskaber, der forbinder sig med naturen såvel som med hinanden.
Download

Links

Information om Boligselskabet Nordsjælland

Boligselskabet Nordsjælland



Boligselskabet Nordsjælland er en alment boligselskab med et stort udbud af boliger i Hillerød, Helsinge, Nødebo og Lynge samt nybyggeri på vej i Skævinge. Med over 1.300 boliger er Boligselskabet Nordsjælland blandt de største udbydere af gode, kvalitetsfulde lejeboliger til familier, unge og ældre, samt bofællesskaber og institutioner i det nordsjællandske område.


Boligselskabet Nordsjælland administreres af Boligkontoret Danmark, der som en foreningsbaseret nonprofitorganisation leverer administration, rådgivning og serviceydelser til mere end 30.000 lejeboliger landet over for både boligforeninger og kommuner.

Følg pressemeddelelser fra Boligselskabet Nordsjælland

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye