Svær ensomhed og risiko for depression og stress: Nye tal fra Røde Kors viser markant mistrivsel hos børn og voksne i udsatte familier i Danmark
I udsatte familier er den mentale sundhed blandt forældre og børn markant lavere end i befolkningen som helhed. Det viser resultaterne fra en ny stor rapport fra Røde Kors baseret på svar fra forældre, der modtog julehjælp af Røde Kors sidste år.
Undersøgelsen er en af de største af sin slags, fortæller generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl, som indrømmer, at resultaterne har overrasket ham.
- Flere af tallene viser større udfordringer for denne gruppe borgere, end hidtil antaget. Mange af familierne er ikke bare økonomisk udsatte men slås også med mistrivsel og enorm ensomhed. Det er meget foruroligende, siger Anders Ladekarl.
Tre gange så mange børn mistrives
Ifølge undersøgelsen er 61 pct. af forældrene i risiko for depression eller stress. Til sammenligning er 13 pct. i risiko for depression eller stressbelastning blandt en bredere målgruppe af mødre til småbørn i Danmark.
47 pct. af forældrene oplever svær ensomhed. Til sammenligning gælder det 12 pct. af befolkningen som helhed. Forældrene, som deltager i undersøgelsen, har dermed dårligere mental sundhed end personer med kronisk eller langvarig sygdom og oplever mere ensomhed end 16-24-årige kvinder, der ellers er den mest ensomme aldersgruppe i befolkningen.
Hos børnene udviser 29 pct. tegn på mistrivsel, mens det samme gælder for omkring 10 pct. af danske børn generelt.
- Tallene er bekymrende høje for disse familier, og det er vigtig viden i et år, hvor vi står og skal lave Danmarks første ensomhedsstrategi. Det er helt afgørende, at vi ser ensomhed og mistrivsel som et samfundsproblem, vi skal løse sammen, siger Anders Ladekarl.
Unge må undvære computer
Også familiernes økonomiske afsavn er ifølge den nye undersøgelse markant højere end antaget. Hele 70 procent af de adspurgte forældre i undersøgelsen svarer, at de dagligt eller flere gange om ugen bekymrer sig over familiens økonomi. Og for at få pengene til at række, må mange af dem træffe vigtige valg om, hvad der skal købes, og hvad de må undvære at købe. Fx viser tallene, at kun én ud af tre unge (32 pct.) mellem 14-17 år, som kommer fra en familie i udsat position, har egen computer. Det betyder, at hele 68 procent ikke har og derfor er nødsaget til at låne en computer fra skolen eller helt at undvære.
Det kan have store sociale konsekvenser at være uden for det digitale fællesskab, hvilket de vil være, når de ikke har egen computer, understreger Anders Ladekarl.
- Derfor vil der være en hel dimension af fællesskab på forskellige digitale platforme, som dem uden egen computer ikke er en del af. For denne gruppe unge er fællesskaber og især digitale fællesskaber ét og alt, siger Anders Ladekarl og mener, at der er brug for yderligere viden om problemets omfang.
Fravælger medicin
Også medicin kan være svært at få råd til for disse familier. Mere end halvdelen af de adspurgte forældre, nemlig 53 procent, svarer i undersøgelsen, at de har undladt at købe lægeordineret medicin. Tidligere undersøgelser har vist, at dette gælder for 15 procent af økonomisk fattige i Danmark og 29 procent af modtagere af det midlertidige børnetilskud.
- Det er meget høje og meget bekymrende tal, for det er klart, at når man fravælger at købe lægeordineret medicin, så har det reelt indflydelse på ens sundhedstilstand, siger Anders Ladekarl.
Han understreger derfor vigtigheden af yderligere fokus på samarbejde mellem kommuner, skoler, civilsamfund m.fl. for at styrke indsatserne mod ensomhed, mistrivsel og økonomiske afsavn.
TAL FRA UNDERSØGELSEN
29 % af børnene har tegn på mistrivsel, mens det samme gælder for omkring 10 % af danske børn generelt.
61 % af forældrene er i risiko for depression eller stress. Til sammenligning er 13 % i risiko for depression eller stressbelastning blandt en bredere målgruppe af mødre til småbørn i Danmark.
47 % af forældrene oplever svær ensomhed. Til sammenligning gælder det 12 % af befolkningen som helhed.
70 % af forældrene bekymrer sig dagligt eller flere gange om ugen over familiens økonomi.
53 % af forældrene har undladt at købe lægeordineret medicin, mens dette gælder for 15 % af økonomisk fattige i Danmark.
54 % af forældrene har undladt at købe tøj eller fodtøj til deres børn af økonomiske årsager inden for det seneste år, mens det samme gælder for 12 % af økonomisk fattige forældre.
I 50 % af familierne går børn i alderen 7-15 år til fritidsaktiviteter. Til sammenligning går omkring 80 % af danske børn til fritidsaktiviteter.
68 % af de unge mellem 14-17 år har ikke deres egen computer, men låner enten fra skolen eller undværer en computer.
Undersøgelsen viser, at de udsatte familier oplever en meget høj grad af mistrivsel, ensomhed og afsavn, der også er markant højere end blandt andre befolkningsgrupper og tidligere undersøgelser.
En stor andel af forældrene oplever økonomiske afsavn, og andelen med afsavn er markant højere end i tidligere undersøgelser af fattigdom.
FAKTA OM UNDERSØGELSEN
Undersøgelsen er baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt 1.891 forældre, der modtog julehjælp af Røde Kors i december 2021 og 15 kvalitative interviews.
Røde Kors uddeler julehjælp til omkring 15.000 økonomisk trængte familier årligt. Julehjælpsmodtagerne falder inden for gruppen af udsatte familier på centrale socioøkonomiske parametre, hvorfor resultaterne forventes at være repræsentative for en stor del af udsatte familier i Danmark.
Kontakter
For henvendelser kontakt Røde Kors’ pressetelefon:
3529 9699
Røde Kors.dk/presse
Vedhæftede filer
Information om Røde Kors
Røde Kors er altid til stede
Hver dag redder vi liv og ruster mennesker til at klare sig gennem kriser og katastrofer. Vi skaber fællesskaber og støtter samfundets sårbare til et bedre liv, og i kriser er vi en del af det nationale beredskab i Danmark.
192 lande er med Genevekonventionen blevet enige om at have Røde Kors som fælles hjælpeorganisation. Vi hjælper mennesker på begge sider af konflikten og i de fjerneste egne af verden. Uden hensyn til nationalitet, religion eller politiske holdninger.
Vi er verdens største humanitære organisation med omkring 12 millioner frivillige over hele verden. Vi er en bevægelse for medmenneskelighed i verden, i lokalsamfundet og dér, hvor du bor.
Følg pressemeddelelser fra Røde Kors
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Røde Kors
Kun kontormøbler: Indret din virksomhed med genbrug fra ny Røde Kors-butik i Hjallerup31.3.2025 10:29:00 CEST | Pressemeddelelse
Røde Kors har åbnet landets første genbrugsbutik udelukkende med kontormøbler i Hjallerup i Nordjylland
Kokkeelever laver 2-retters menu ud af råvarerne fra nødhjælpskasser24.3.2025 13:20:36 CET | Pressemeddelelse
Madens betydning i nødhjælpsarbejde sættes i fokus, når kokkeelever fra Hotel- og Restaurantskolen sammensætter en fine-dining menu med udgangspunkt i indholdet af nødhjælpskasser. Projektet er gjort muligt med midler fra Danida og sat i søen af Ungdomsbureauet gennem Verdensmål i Hænderne i et samarbejde med Røde Kors og Hotel- og Restaurantskolen
Røde Kors: De medicinske faciliteter i Gaza er presset til det yderste20.3.2025 11:56:00 CET | Pressemeddelelse
”Når antallet af ambulancer er nede på 50%, og der mangler både medicin og udstyr, er det klart, at det bliver mere og mere vanskeligt at sikre at vi kan redde liv,” siger katastrofechef i Røde Kors, Peter Schultz. Mangel på brændstof betyder, at Palæstinensisk Røde Halvmåne kun kan bruge 23 af deres 53 ambulancer. Med tirsdagens bombardement blev ambulancerne sendt ud over hele Gaza – så brændstoflagrene er nu svundet yderligere ind. Samtidig betyder blokaden af nødhjælp, at sundhedsklinikker og hospitaler er ved at løbe tør for både medicin og medicinsk udstyr, fortæller Peter Schultz. ”Vores kollegaer i Palæstinensisk Røde Halvmåne har arbejdet under vanskelige forhold de seneste 16 måneder. Den nuværende situation med en total blokade af nødhjælp til Gaza har presset dem helt i bund – selvom de knokler for at hjælpe.” Røde Kors’ katastrofechef, Peter Schultz, er i dag i Amman, Jordan. Kontakt kommunikationskonsulent Emilie Amstrup ved interviewforespørgsler på +45 31444146
Godt for klima og pengepung: Nu får Holstebro en Røde Kors-butik med byggegenbrug17.3.2025 10:21:14 CET | Pressemeddelelse
Røde Kors Genbrug åbner byggegenbrugsbutik nummer fem, som åbner ved siden af Røde Kors-storbutikken på Nørrebrogade 50 onsdag 19. marts
Røde Kors sikrede julen for 35 lokale familier. Nu søger de et bestyrelsesmedlem, som vil planlægge Julehjælpen i år10.2.2025 13:02:51 CET | Pressemeddelelse
I Aulum-Haderup har Røde Kors særligt fokus på at hjælpe lokalområdets børnefamilier og søger nu en bestyrelseskollega, der har lyst til at deltage i det arbejde. ”Det giver stor glæde at kunne hjælpe”, siger lokalformand Karen-Marie Madsen
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum