JORTON A/S

Danmarks største plastsorterings- og genanvendelsesanlæg vil accelerere genbrug af plastik

Del
Vi har i Danmark en stor udfordring i forhold til sortering og genbrug af plastik. En stor del af affaldet bliver transporteret ud af landet til europæiske sorteringsanlæg. Men nu kommer der endelig en løsning på det danske plastproblem. I 2023 vil landets første store plastsorteringsanlæg stå klar i Esbjerg, som vil kunne håndtere størstedelen af det danske plastaffald.

I Danmark producerer vi samlet set over 350.000 ton plastikaffald om året og størstedelen af dette bliver brændt, mens ca. 100.000 ton sendes til europæiske sorteringsanlæg, hvor man ikke længere kan spore, hvor og hvordan plasten bliver brugt. Dette kommer nu til at ændre sig, takket være norske Quantafuel, der er eksperter i at sortere og genanvende plastik.

Quantafuel opretter nemlig et stort sorteringsanlæg i Esbjerg med en totalkapacitet på 160.000 ton om året. Herefter vil man udbygge med et genanvendelsesanlæg, så vi langt om længe får vendt den negative udvikling, der indebærer, at plastaffald i Danmark enten sendes udenlands eller sendes til forbrænding.

Om valget af Esbjerg som lokation for det nye sorterings- og genanvendelsesanlæg, siger Erik Rynning, projektdirektør i Quantafuel:

- Esbjerg har en optimal placering i forhold til den logistiske udfordring, der ligger i at modtage affald fra alle dele af landet. Der er gode import- og eksportmuligheder samt højtkvalificerede medarbejdere. Der har også været en god dialog med kommunen, som har tilrettelagt og tidligt set potentialet i dette projekt.

Men hvorfor har vi ikke fået et dansk sorterings- og genanvendelsesanlæg i denne størrelse før nu?

- Behovet for sådanne faciliteter i Danmark har været stort. Der er midlertidigt et veludbygget fjernvarmenet og energiproduktion baseret på forbrænding af affald og ikke mindst plast, som har en meget høj brændværdi. Forbrændingsanlæggene kører nu med ny og spændende teknologi, der indfanger og renser CO2, noget vi i Quantafuel følger og støtter. Men det er først og fremmest noget vi ser som et supplement til vores teknologi for at nå vores ambitioner om et reduceret CO2-udslip og øget genbrug af materialer. Der er også fra 2020 indført væsentlige ændringer i affaldsdirektivet for at tilnærme sig EU’s mål om en 50% genanvendelsesgrad af plastaffald inden 2025, hvor niveauet i Danmark nu kun ligger på 15-20%. Vores anlæg bliver en væsentlig bidragsyder til at nå målsætningen om en genanvendelsesgrad på 50%. Anlægget bliver en central hjørnesten for dansk sortering og genanvendelse af plastaffald og vil sætte standarden for lignende projekter fremover, forklarer Erik Rynning og afslutter:

- Vi har at gøre med et sorteringsanlæg og et genanvendelsesanlæg, hvor vi skal sortere plast i monofraktioner og forsyne den eksisterende mekaniske genanvendelsesindustri i Danmark og Europa med råvarer samtidig med, at vi forsyner Quantafuels kemiske genanvendelsesanlæg med plast, som tidligere er blevet sendt til forbrænding. Dette vil resultere i op mod 75% genanvendelse af de 160.000 tons plastaffald, som anlægget har kapacitet til at modtage, når det er i drift. Det vil derfor vende op og ned på plastikkens rolle, og potentielt vil Danmark gå fra at være det sorte får i europæisk genbrugspolitik til at blive den bedste i klassen.

Et fleksibelt driftsdesign

At bygge to anlæg, der er ”first of a kind”, er ikke nogen simpel opgave. Om dette fortæller bygherrerådgiver Christian Norman Hansen fra Rambøll:

- Det er et komplekst og spændende byggeri. VI har et anlæg, hvor maskineri og arkitektur skal tale sammen. Vi skal have et fleksibelt design, der skal kunne rumme driften, som den ser ud nu, men også udvikle sig. Alt imens har Quantafuel store ambitioner om, at selve byggeriet skal være bæredygtigt, og vi stiler her efter en DGNB-guldcertificering. 

- Jeg ser det som et privilegium at være med til sådan et projekt. Det er et vigtigt skridt på vejen mod at løse en af samfundets store bæredygtighedsproblematikker. Rambøll er jo sat i verden for at løse samfundsudfordringer, og den her opgave er som skræddersyet til vores DNA, siger Christian Norman Hansen.

Et tidligt samarbejde

Også hos hovedentreprenøren JORTON er man begejstret for at være med i et projekt, der har så vidtrækkende bæredygtige ambitioner:

- Det her er et grønt projekt, som virkelig skiller sig ud fra mængden, og vi ser frem til endelig at kunne gå i gang. Det er også et atypisk projekt for os, fordi vi har været med meget tidligt i processen og har været en del af projekteringsfasen. Det betyder, at vi er et skridt foran og har fået mulighed for at præge eks. bygge- og materialeflow samtidig med, at vi allerede nu kender både bygherre og rådgiver rigtig godt. Vi er dybt investeret i projektet allerede inden byggestarten, og man har en fornemmelse af, at alle parter i projektet står skulder ved skulder ved og vil strække sig meget langt for at skabe et byggeri i verdensklasse, fortæller Peter Storkholm, Områdechef hos JORTONs afdeling i Esbjerg. Han afslutter:

- Der sker meget i Esbjerg og kommunens grønne ambitioner er tårnhøje, men samtidig bundet op på konkrete tiltag og projekter. Vi ser i hvert fald med stor interesse på de mange projekter, der ligger og venter i byen, for vi har både evnerne og viljen til at løfte dem.

Nøgleord

Kontakter

Kontakt for mere information:
Christian Norman Hansen, Projektleder, Rambøll
Tlf. +45 51 61 65 27 Mail: cnha@ramboll.dk


Lars Peter Jensen, Regionschef, JORTON
Tlf. +45 24 86 05 06 Mail: lpj@jorton.dk


Erik Rynning, Projektdirekør, Quantafuel ASA
Tlf. +47 90936280 Mail: erik.rynning@quantafuel.com

Billeder

Information om JORTON A/S

JORTON A/S
JORTON A/S
Robert Fultons Vej 16
8200 Aarhus N

https://www.jorton.dk/

Følg pressemeddelelser fra JORTON A/S

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra JORTON A/S

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye