Red Barnet: 50 procent flere søger hjælp efter digitale krænkelser
Min eks har delt mine nudes til sine venner, uden jeg har sagt ja til det. Han sender det til alle, og han deler videoer og billeder af mig helt nøgen.
Sådan skriver en 15-årig pige til Red Barnets SletDet-rådgivning, og henvendelsen er blot en af 1.974, som rådgivningen modtog i 2021. Det er rekordmange på et år. Stigningen er på 50 procent sammenlignet med antallet af henvendelser i 2020.
Mere end hver fjerde af de personlige rådgivninger hos SletDet i 2021 drejede sig om seksualiserede digitale krænkelser som for eksempel ufrivilligt at få delt et nøgenbillede. Andre henvendelser handlede om digital mobning, grooming eller problemer med for eksempel at få slettet en profil på sociale medier.
Ane Lemche, der er psykolog og børnefaglig rådgiver i Red Barnet, glæder sig over, at så mange flere børn og unge har rakt ud og fået hjælp. Samtidig er hun dybt bekymret over, at behovet er så stort.
– Ingen børn og unge skal gå alene med det, når de har været udsat for en digital krænkelse. De skal vide, hvor de kan få hjælp, og derfor er det selvfølgelig rigtig glædeligt, at så mange flere rækker ud og får støtte og rådgivning. Når det er sagt, er jeg alvorligt bekymret for, at der også er rigtig mange, der ikke får den hjælp, som de har brug for og ret til. Fx ved vi, at op mod hvert femte barn og ung slet ikke taler med nogen om det, når de har oplevet en digital krænkelse, siger Ane Lemche og fortsætter:
– Under corona-pandemien har børn tilbragt mere tid foran skærmen, og det har desværre også gjort dem langt mere udsatte for krænkelser og overgreb på nettet. Især børn, der føler sig ensomme og mistrives, er sårbare, ved vi. Derfor er der et kæmpe behov for at få samlet op og sikret alle børns trivsel og tryghed online. Det kræver en indsats hele vejen rundt.
Hver anden ung oplever digitale krænkelser
For nylig offentliggjorde Red Barnet en undersøgelse, der viser, at hvert tredje barn mellem 9 og 12 år og hver anden ung mellem 13 og 17 år har oplevet digitale krænkelser inden for det seneste år.
Set i det lys er stigningen i antallet af henvendelser til SletDet Rådgivningen også forventelig. Ud over corona-pandemien kan de flere henvendelser skyldes, at rådgivningen har udvidet åbningstiden, og at en række store digitale overgrebssager har skabt opmærksom om, at det er ulovligt fx at dele andres private billeder og videoer uden at have fået lov.
SletDet Rådgivningen er Danmarks eneste professionelle rådgivning, som er specialiseret i at hjælpe børn og unge, der har været udsat for digitale krænkelser. Rådgiverne kan både hjælpe med at række ud til de sociale medier for at få dem til at fjerne billeder og videoer, vejlede om, hvordan man anmelder krænkelserne til politiet, og yde støtte og psykologisk førstehjælp i den svære tid, som ofte følger efter en digital krænkelse. SletDet Rådgivningen kan kontaktes via telefon, mail, chat eller chatbot uden for åbningstiden.
Fakta: Rekordmange henvendelser til SletDet
Så mange henvendelser har SletDet Rådgivningen modtaget:
2016: 326
2017: 417
2018: 277
2019: 707
2020: 1.319
2021: 1.974
I 924 af de 1.974 henvendelser til SletDet i 2021 var der tale om personlige rådgivninger. Den primære årsag til henvendelsen fordeler sig således:
Seksualiserede digitale krænkelser: 27%
Konflikt/skænderi: 14%
Bekymring for krænkelse: 13%
Tekniske funktioner/regler på sociale medier: 12%
Mobning: 6%
Skoleopgave: 6%
Grooming:5%
Chikane/stalking: 3%
Offline problematik: 3%
Hacking: 2%
Falsk profil: 2%
Andet: 8%
Læs mere på https://redbarnet.dk/sletdet
Red Barnet anbefaler: Sådan sikres børns trivsel og tryghed online
Børn og unge skal vide, hvor de kan få hjælp, når de har ubehagelige og krænkende oplevelser på nettet. De skal også have digital dannelse på skoleskemaet og kende deres egne og andres rettigheder. Hvis de ved, at de har ret til at være beskyttet mod digitale krænkelser, styrker det deres muligheder for at sige fra og søge hjælp.
Fagpersoner tæt på børnene skal klædes bedre på til at forebygge og håndtere digitale krænkelser og konflikter.
Forældre skal gå i dialog med deres børn og unge om livet online. De skal spørge ind til det på samme måde, som de måske gør med børnenes skolegang eller fritidsinteresser. Og de må ikke skælde ud, hvis det går galt, for så kommer børnene måske ikke til dem en anden gang.
Sociale medier skal fjerne ulovligt indhold fra nettet inden for 24 timer, og det ulovlige indhold, som en gang er fjernet, skal ikke have lov at blive lagt op igen og igen.
Kontakter
Gitte Bank de ThurahPresseansvarlig
Tlf:2155 2045gbj@redbarnet.dkInformation om Red Barnet
Red Barnet arbejder i Danmark og 116 andre lande. Vi redder børns liv. Vi beskytter og styrker dem. Vi kæmper for deres rettigheder. Vi er Save the Children – verdens førende uafhængige organisation for børn.
Red Barnet yder nødhjælp og forebygger katastrofer. Vi bekæmper vold, overgreb og mobning. Vi sikrer skolegang, opbygger fællesskaber og styrker børns modstandskraft. Vi arbejder politisk for de dårligst stillede børn og skaber debat om børns livsvilkår.
Følg pressemeddelelser fra Red Barnet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Red Barnet
Voksende desperation og hjerteskærende beretninger fra Gaza: Børn fortæller, at de gerne vil dø3.7.2025 12:23:59 CEST | Pressemeddelelse
Børn i Gaza ønsker noget at spise og noget at drikke. Og nogle ønsker ikke længere at leve, fortæller Red Barnets humanitære direktør i Gaza.
Stigende fødevarepriser og flere børn i fattigdom fører til høj efterspørgsel: Red Barnet sender 1.300 børn og forældre på ferielejre1.7.2025 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Igen i år er behovet stort, når Red Barnet forventer at afholde cirka 50 ferielejre landet over for børn, unge og forældre, der kæmper for at få økonomien til at hænge sammen. Det sker i en tid, hvor mange familier lever med store afsavn og ofte må fravælge ferie på grund af økonomien.
Børn dræbes eller såres gang på gang ved dødbringende uddelinger i Gaza: ’Det er en dødsfælde’26.6.2025 14:50:24 CEST | Pressemeddelelse
Den seneste måned er børn blevet dræbt eller såret ved 10 af de 19 dødbringende hændelser, der er blevet rapporteret i Gaza.
Red Barnet: Eksplosion i antallet af seksuelle overgreb mod børn på flugt fra krisen i DR Congo24.6.2025 15:09:33 CEST | Pressemeddelelse
Antallet af børn, der indrapporterer seksuelle overgreb efter flugten til Burundi, er mere end tredoblet i år.
Red Barnet: Ny lovgivning styrker markant kampen mod seksuelle krænkelser af børn online27.5.2025 13:23:56 CEST | Pressemeddelelse
Folketinget har den 27. maj 2025 vedtaget at skærpe kriminaliseringen af seksuelt krænkende billed- og videomateriale med børn. Opdateringen af straffeloven er et afgørende fremskridt for børnebeskyttelsen, mener Red Barnet, hvis anbefalinger danner grundlaget for, at Danmark nu styrker kampen mod seksuelt krænkende materiale med børn.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum