Invitation til ansøgning om Børnenes U-landskalenderprojekt i 2023
Hvad er Børnenes U-landskalender?
Børnenes U-landskalender er et stærkt udviklings-, engagements- og fundraisingsamarbejde mellem DR, Udenrigsministeriet/Danida og en udvalgt dansk civilsamfundsorganisation. Når danske børn eller deres forældre op til jul køber U-landskalenderen, går overskuddet fra salget til et projekt for børn i et udviklingsland. U-landskalenderprojektet er administreret af en dansk civilsamfundsorganisation.
DR Ramasjang og Ultra producerer programmer om årets land med deres kendte værter og formater som omdrejningspunkt. Programmerne er normalt meget populære blandt DR’s yngre seere (børn fra 4-12 år) og er en unik mulighed for at nå bredt ud i danske børnefamilier. DR laver også outreach-aktiviteter, der skal engagere børn og deres familier uden for skærmen – i 2021 fx i børnehaver og på biblioteker.
Udenrigsministeriet/Danida producerer et omfattende undervisningsmateriale med en skønlitterær børnebog, som tager udgangspunkt i børneliv i årets land, samt et mangefaceteret online undervisningsunivers. Mere end 150.000 indskolings- og mellemtrinselever arbejder med materialerene hvert år – ofte i flere uger.
Fortællingen om årets U-landskalenderprojekt og om årets land er omdrejningspunktet for kommunikationen, i DR-programmerne, undervisningsmaterialet, lågekalenderen og i markedsføringen af U-landskalenderen på tværs af kanaler.
Se: www.u-landskalender.dk
Hvem kan søge og hvordan?
Alle danske civilsamfundsorganisationer med erfaring i at gennemføre udviklings- og/eller humanitære projekter kan søge om at få U-landskalenderprojektet. Der lægges også vægt på kapacitet til at understøtte planlægning og gennemførelse af oplysningsindsatserne og organisationens engagement og villighed til at indgå i aktivt samarbejdet med Udenrigsministeriet og DR om i fællesskab at skabe det stærkeste projekt.
I første omgang skal organisationen indsende en interessetilkendegivelse. Interessetilkendegivelsen må max fylde fem A4-sider og skal indeholde:
- en beskrivelse af projektidéen og målet for aktiviteterne (forandringsteori), herunder:
-Kort beskrivelse projektet og den lokale kontekst
-Målgruppe for projektaktiviteterne i Syd
-Projektets relevans for opfyldelsen af verdensmålene
-Målsætninger, aktiviteter og forventede resultater
-Samarbejde med lokale og evt. internationale partnere
-Sikkerhedssituationen (er det muligt for film- og forfatterhold at rejse i projektområdet og i andre dele af landet?) - overordnede idéer til formidlingsindsats samt en beskrivelse af, hvordan organisationen vil tilrettelægge arbejdet med oplysningsindsatsen, herunder bogholdets og DRs arbejde og rejse.
- et foreløbigt budget
Projektaktiviteterne i udvalgte land skal iværksættes fra begyndelsen af 2024. Varighed kan variere alt efter hvilken type projekt, der udvælges.
Overskuddet fra salget af U-landskalenderen har i de seneste år ligget på mellem 2 og 4 mio. kr. Herudover støtter Udenrigsministeriet/Danida med yderligere midler, så den samlede budgetramme er på 8-10 mio. kr.
Udenrigsministeriets og DR har igangsat en udviklingsproces med det formål at styrke og fremtidssikre de forskellige dele af Børnenes U-landskalender, og det arbejde forventes organisationen at indgå aktivt i.
Læs om U-landskalenderen og se oversigten over tidligere års projekter her: Bagom Børnenes U-landskalender - Børnenes U-landskalender 2021
Hvad skal der til for at få U-landskalenderprojektet?
U-landskalenderprojektet er både et udviklingsprojekt og et engagements- og fundraisingprojekt. Netop fordi det bliver så eksponeret i kommunikationssammenhæng, er det væsentligt, at projektet kan kommunikeres på en forståelig og engagerende måde til målgrupper, der ikke har særligt kendskab til udviklingssamarbejdet; ligesom det er afgørende, at projektet i lokal sammenhæng er relevant og har udviklingsmæssig tyngde. Dertil kommer, at det har stor betydning, at effekten af projektet kan dokumenteres, og at projektet efter gennemførelse har skabt grundlaget for yderligere udvikling og fremskridt.
Der vil ved udvælgelsen af projektet for 2023 blive lagt vægt på, at:
- projektet har en solid og overbevisende forandringsteori (det er sandsynliggjort, at de forventede resultater kan opnås, og at de kommer udsatte og eller marginaliserede grupper til gavn i det udvalgte land)
- projektet gennemføres i ligeværdigt partnerskab med lokalt forankrede civilsamfundsorganisationer
- resultaterne af indsatsen kan dokumenteres
- projektet forholder sig aktivt til ét eller flere af verdensmålene, også i kommunikationen
- projektets formål, titel og aktiviteter er umiddelbart forståelige for voksne danskere uden forudgående kendskab til udviklingssamarbejdet
- projektet kan kommunikeres, så det er forståeligt og engagerende for danske børn og giver dem en vedkommende, interessant og gerne anderledes fortælling om børns hverdag i et udviklingsland – samtidig med at de forstår, hvordan de støtter børnene ved at købe U-landskalenderen.
I forhold til det foreslåede land vil der blive foretaget en afvejning på baggrund af følgende kriterier:
- Landet er på OECD/DACs liste over lande, der kan modtage udviklingsbistand, og har strategisk geografisk eller tematisk relevans for Danmark. Der henvises til den udviklingspolitiske strategi ”Fælles om Verden”.
- Danmark har udviklingspolitiske eller humanitære indsatser i det pågældende land. Det kan være i form af målrettede eller udvidede partnerskaber – eller humanitær tilstedeværelse.
- Der er en rimelig variation over tid i de udvalgte lande, regioner og tematikker. I 2022 er projektlandet Tunesien, og i de to foregående år var det hhv. Kenya og Etiopien. Tematisk ligger fokus i 2022 på demokrati og ytringsfrihed. I de to foregående år på skolegang for børn i sårbare ørken-regioner præget af klimaforandringer.
- Det er sandsynliggjort, at det er praktisk og sikkerhedsmæssigt fuldt muligt for film- og forfatterhold at rejse i dele af landet, der kan illustrere selve projektet, men også i andre interessante dele af landet. Se UMs rejsevejledninger.
Yderligere krav til projektet
Projektet skal have en selvstændig karakter – det vil sige, at det skal være afgrænset fra allerede eksisterende projekter. U-landskalenderprojektet kan godt være en forgrening eller en knopskydning på et allerede eksisterende projekt eller program, eller det kan være et helt nyetableret projekt. Det afgørende er, at projektet indholdsmæssigt og økonomisk kan afgrænses som ”U-landskalenderprojektet”.
Da oplysningsindsatsen har stor vægt, kan der undtagelsesvist anvendes op til max. 10 pct. af projektbudgettet hertil, men det afhænger af organisationens præferencer og kapacitet på området.
Formidling om projektet og årets land
Både i markedsføringen, på låge-julekalenderen og i Udenrigsministeriets/Danidas undervisningsmateriale indgår information om projektet, hvad overskuddet fra kalender-salget går til, og om forholdene generelt i det land, hvor projektet finder sted. Den primære målgruppe for oplysningsarbejdet er danske børn i alderen 5-12 år; den sekundære er lærere, forældre og bedsteforældre.
Oplysningsindsatsen omkring Børnenes U-landskalender er omfattende, mangesidet og justeres løbende, så den både indholds- og formmæssigt når målgrupperne bedst muligt. Ud over at fortælle om årets organisation og om årets projekt, skal de forskellige materialer også tegne et bredere billede af landet, f.eks. dagligliv og levevilkår, typiske forhold og pligter for børn samt vigtige kulturelle og naturmæssige forhold.
Derfor tilstræbes det, at den konkrete idé-udvikling til organisationens egne dele af kommunikationsindsatsen sker i et samarbejde mellem parterne på et senere tidspunkt i processen, når projektet er udvalgt – og at de prioriteres ud fra, hvad der netop dette år er mest behov for i helheden. Organisationen skal derfor i interessetilkendegivelsen blot skitsere overordnede formidlingsidéer, og hvordan disse flugter med og understøtter de øvrige kommunikationsaktiviteter.
Forventningerne til organisationen i forbindelse med formidlings- og engagementsindsatsen:
- Organisationen skal være indstillet på at samarbejde og koordinere tæt med DR og Udenrigsministeriet i forberedelsen af film, undervisningsmateriale og al anden kommunikation.
- Årets organisation forventes at stille de relevante personlige og tidsmæssige ressourcer til rådighed i både researchfasen og i forberedelse og gennemførelse af produktionsrejser for holdet bag undervisningsmaterialerne (”bogholdet”) og DR’s filmhold. Der er erfaringsmæssigt brug for at afsætte én primær projektleder, der bruger det meste af sin tid på projektet fra efterår 2022 til efterår 2023.
- Researchfasen fra sommer 2022 til forår 2023: Forfatteren til årets elevbog, redaktørerne af undervisningsmaterialet og DR’s redaktører/filmhold skal klædes på med viden om årets projekt og om livet, naturforhold og kultur i årets land mere generelt. Organisationen må derfor give adgang til personer med indgående kendskab til landet.
- Planlægning og gennemførelse af rejserne: Organisationen forventes at bistå med både planlægning og gennemførelse af rejserne, så DR’s og Udenrigsministeriets/Danidas hold får så gode vilkår som muligt for at formidle fra landet. I planlægningsfasen gælder dette at bistå med at lægge en rejserute, hvor der på forhånd er truffet de nødvendige, lokale aftaler, skaffet nødvendige tilladelser, booket ophold m.v. Under bogholdets rejse skal organisationen stå for at arrangere lokal transport samt at der er en tolk og lokal rådgiver/guide til rådighed for holdet. Alle udgifter til bogholdets rejse, herunder overnatninger, forplejning, særlige entréer el. lign. samt til lokal transport dækkes af Udenrigsministeriet. Eventuelle lønudgifter til lokal rådgiver/guide skal dog indgå i organisationens budget. DR afholder egne udgifter. Der er tale om én rejse for bogholdet i første kvartal af 2023 og 1-2 separate rejser for DR i første halvår af 2023 Alle af 2-3 ugers varighed.
- Organisationen bidrager med kommunikations- og engagementsaktiviteter om U-landskalenderensom kan skabe folkeligt engagement og forståelse for projektet hos den danske målgruppe.
- Organisationen tilrettelægger sin egen formidlingsindsats, så den bedst muligt supplerer de aktiviteter, Udenrigsministeriet/Danida og DR gennemfører. Særligt ses det gerne, at organisationen bidrager til at indholdsudfylde et meget populært område på U-landskalenderens website, der rummer portrætter af børn fra årets land (se: Mød Kenyas børn - Børnenes U-landskalender 2021). Børneportrætterne bruges af mange lærere i undervisningen og er også en del af det åbne univers, som alle børn og familier kan gå på opdagelse i. Herudover kan organisationen spille ind med andre aktiviteter til undervisningsmaterialet – fx kreative aktiviteter og lege/bevægelse med udgangspunkt i årets land. Derudover bør vægten for organisationens eget engagementsarbejde lægges op til og i forbindelse med lanceringen, hvor der gerne ses presse-, kommunikations og engagementsaktiviteter, der bredt profilerer årets projekt og U-landskalenderen overfor danskerne.
Tidsplan
Interessetilkendegivelsen skal indsendes elektronisk til Udenrigsministeriet (um@um.dk) med kopi til Kontoret for Humanitære indsatser, Civilsamfund og Engagement (hce@um.dk) og være ministeriet i hænde fredag den 12. februar 2022.
Kontoret for Humanitære indsatser, Civilsamfund og Engagement (HCE) vil udvælge et eller flere af forslagene med henblik på, at organisationen/organisationerne udarbejder en egentlig projektansøgning. Denne ansøgning skal følge retningslinjerne for støtte til enkeltprojekter (Enkeltprojekter (um.dk)). Den egentlige projektansøgning skal være Udenrigsministeriet i hænde fredag den 7. maj 2022.
Yderligere oplysninger kan fås hos:
Kontoret for Humanitære Indsatser, Civilsamfund og Engagement (HCE), Mille Døllner Fjeldsted, mildol@um.dk, tlf. 33 92 09 51(Projektansøgning) og Ditte Vagn Madsen, ditmad@um.dk, tlf. 33 92 00 55 (Engagementsindsats)
Information om Udenrigsministeriet
Følg pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet
Udenrigsministeren præsenterer ny handlingsplan for økonomisk diplomati2.6.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Udenrigsministeriet vil tilbyde mere geopolitisk rådgivning og hjælpe danske virksomheder med at gøre sig gældende på markeder udover USA, Kina, Tyskland mv., som Danmark allerede har meget samhandel med.
Udenrigsministeren rejser til Italien29.5.2025 11:09:54 CEST | Pressemeddelelse
Den 29. til 30. maj rejser Lars Løkke Rasmussen på sit første besøg til Italien som udenrigsminister. Han skal både besøge Milano og Rom.
Udenrigsministeren drøfter styrket samarbejde med Indiens udenrigsminister i en afgørende tid21.5.2025 14:30:31 CEST | Pressemeddelelse
Udenrigsministeren tager i dag imod den indiske udenrigsminister i København for at drøfte et styrket bilateralt samarbejde i en tid, der binder Danmark og Indien tættere sammen.
Joint donor statement on humanitarian aid to Gaza21.5.2025 09:26:24 CEST | Pressemeddelelse
Whilst we acknowledge indications of a limited restart of aid, Israel blocked humanitarian aid entering Gaza for over two months. Food, medicines and essential supplies are exhausted. The population faces starvation. Gaza’s people must receive the aid they desperately need.
Danmark og Kinas udenrigsministre mødes i Beijing19.5.2025 10:02:58 CEST | Pressemeddelelse
I anledning af 75-året for diplomatiske relationer mellem Danmark og Kina mødtes udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen i dag med den kinesiske udenrigsminister Wang Yi i Beijing.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum