Ministre vil fordoble eksport af dansk energiteknologi
Danmark har i dag en global førerposition inden for energiteknologier og løsninger og med dagens strategi er regeringens ambition at udbygge denne førerposition.
Med Parisaftalen og FN’s 17 nye verdensmål har verden for første gang fået en global ramme for grøn omstilling. Det vil igangsætte massive investeringer over hele verden og skabe en stor efterspørgsel efter netop de teknologier, løsninger og serviceydelser, den danske energibranche er verdensførende i at levere og eksportere.
Det er dog ingen foræring, at Danmark kan erobre markedsandele og øge eksporten. Derfor præsenterer energi-, forsynings- og klimaministeren Lars Chr. Lilleholt (V), udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) i dag en fælles eksportstrategi for energiområdet. En strategi, som erhvervslivet har efterspurgt.
Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V):
”Med denne strategi vil vi gøre Danmark til en eksportsupermagt på energi. Det er vores vision, at eksporten af energiteknologi skal fordobles fra ca. 70 mia. kr. i 2015 til mindst 140 mia. kr. i 2030. Det vil gavne klimaet, hjælpe andre lande med deres grønne omstilling, skabe danske arbejdspladser og bidrage til vækst, velstand og velfærd i Danmark.”
Med eksportstrategien bliver der for første gang sat en strategisk ramme for eksportindsatserne på energiområdet. Strategien samler og giver et overblik over eksisterende eksportinitiativer under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet, Udenrigsministeriet og Erhvervsministeriet, og der bliver samtidig igangsat en række nye tiltag, så danske energivirksomheder kan få endnu bedre fodfæste ude i verden. Det drejer sig eksempelvis om en ny eksportordning rettet mod Tyskland, Storbritannien og USA.
Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA):
”Globaliseringen er en fantastisk mulighed for en lille, åben økonomi som den danske. Og vi skaber jobs med eksport. Men for at vi til fulde kan høste frugterne af globaliseringen, kræver det, at vi målrettet arbejder på at hjælpe danske virksomheder med at få adgang til de rigtige markeder. Det skal udenrigstjenesten hjælpe den danske energisektor med.”
Strategien er lavet i samarbejde med energibranchen og industrien, så strategien rummer de værktøjer og nye indsatser der er brug for. Bl.a. indeholder den en række værktøjer under Danida, som bidrager til at fremme grøn energi i vækst- og udviklingslande.
Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V):
”Vi har netop lavet en ny udviklingspolitisk og humanitær strategi, hvor partnerskaber er et nøgleord for udvikling. Det, der gør Danmark stærk er det, vi kommer med som hele Danmark – fx stærke grønne kompetencer sammen med vores udviklingspolitiske værktøjer. Med den nye strategi skruer vi op for vores samlede indsats for at levere dansk kapital og kompetencer til bæredygtige energiprojekter. Det skaber jobs, vækst og udvikling i vores samarbejdslande. Og så gavner det de danske virksomheder”.
Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K):
"Danske virksomheder har udviklet løsninger inden for blandt andet vind- og vandteknologi, som efterspørges over alt i verden. Jeg har netop været i Californien, hvor der er vandmangel og store potentialer for danske virksomheder, som kan levere vandbesparende løsninger. Vores vindteknologi eksporteres også til store dele af verden, og med sidste uges politiske aftale om at udvide testfaciliteterne for store vindmøller i Danmark har vi gjort det muligt at teste mere avanceret teknologi og dermed fortsat understøtte grøn eksport. Med den nye eksportstrategi er det ambitionen, at danske virksomheder fremover kan levere endnu flere grønne løsninger til hele verden."
Pressekontakt:
Pressechef i Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet: Jesper Caruso, 41 72 91 84, jesca@efkm.dk
Presserådgiver i Udenrigsministeriet: Jens-Peter Levy, 41 90 41 24, larlev@um.dk og Dorte Bryde, 50 77 86 98, dortmi@um.dk
Pressekonsulent i Erhvervsministeriet: Rasmus Holm Thomsen, 91 39 94 55, rth@em.dk
Faktaboks:
- Strategiens vision er, at Danmark skal forblive foregangsland og udnytte sine styrkepositioner på energiområdet med henblik på mindst at fordoble eksporten af energiteknologi fra ca. 70 mia. kr. i 2015 til over 140 mia. kr. i 2030, ligesom Danmark fortsat skal være europamester i eksport af energiteknologi.
- I forbindelse med strategien vil flere nye initiativer blive igangsat, ligesom en række eksisterende aktiviteter vil blive videreført og fokuseret:
- Initiativ i Bruxelles: DK – EU Energy Alliance
- Styrket bemanding til varetagelse af arbejdet med energiunionen i Bruxelles
- Eksportordning for Tyskland, Storbritannien og USA
- Vækstrådgiver på energiområdet i Indien
- Rådgivningsydelse fra Energistyrelsen via Udenrigsministeriet
- Projektudviklingsfacilitet målrettet offentlig infrastruktur under Danida Business Finance
- Forlængelse af støtten til State of Green
- Forlængelse af bilaterale energi- og klimasamarbejder med Kina, Mexico, Sydafrika, Vietnam og nyt samarbejde med Etiopien
- Fortsættelse af energieffektivitets hub’en i FN-byen i København
- Styrkelse af EUDP-forskningsprogrammet som led i Danmarks deltagelse i ”Mission Innovation”
Information om Udenrigsministeriet
Følg pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet
Lars Løkke Rasmussen rejser til ekstraordinært handelstopmøde for at drøfte modsvar til USA’s toldindførelse7.4.2025 08:54:45 CEST | Pressemeddelelse
EU’s handelsministre samles for at diskutere et fælles modsvar på USA’s beslutning om at lægge told på varer og ydelser.
Europaministeren besøger Ungarn 3.-4. april3.4.2025 20:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Under sit besøg vil europaministeren tale med sine ungarske kollegaer og forskellige organisationer om de aktuelle udfordringer, Europa står overfor.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen ledsager Kongeparret til statsbesøget i Frankrig30.3.2025 14:06:49 CEST | Pressemeddelelse
Under besøget forventes udenrigsministeren også at mødes med franske ministre og virksomheder for at drøfte styrkelsen af Europa i den turbulente verden, vi lever i.
Michael Aastrup Jensen bliver ny fast repræsentant til Europarådet28.3.2025 11:00:24 CET | Pressemeddelelse
Regeringen udnævner nuværende folketingsmedlem Michael Aastrup Jensen som ambassadør og Danmarks faste repræsentant til Europarådet i Strasbourg. Han tiltræder stillingen 1. august 2025.
Møde i Det Udenrigspolitiske Nævn26.3.2025 15:38:13 CET | Pressemeddelelse
Det Udenrigspolitiske Nævn holder møde torsdag den 27. marts kl. 13.30
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum