Aarhus Teater udskyder premiererne på Romeo & Julie og Sandmanden
Det har desværre vist sig umuligt at gennemføre prøverne på Store Scene og Scala.
I skrivende stund er 19 ud af et cast på 20 på Romeo & Julie og 6 ud af 9 medvirkende på Sandmanden hjemsendt med corona, og derfor må premiererne udskydes.
Teaterdirektør Trine Holm Thomsen fortæller:
- Vi er som mange af vores kolleger i teaterbranchen hårdt ramt af covid-19. Vi har krav til de medvirkende på produktionerne om gyldigt coronapas og daglige tests, vi er ekstremt påpasselige med sikkerhedsforanstaltningerne og alligevel har virus sneget sig ind i vores prøvelokaler. Derfor har vi måttet hjemsende størstedelen af de medvirkende på Romeo & Julie og Sandmanden og kan først genoptage prøverne, når alle er raskmeldt igen. Det betyder desværre, at vi er nødsaget til at udskyde premiererne på de to forestillinger for at have tid til at færdiggøre dem.
Det er dog et lys i mørket, at vi trods alt kommer til at præsentere forestillingerne for publikum, og så må vi leve med, at spilleperioden reduceres, fordi det ikke er muligt for os at forlænge den. Det er også glædeligt, at det ser ud til, at vi kan fastholde den oprindelige spilleplan på Nanna Cecilie Bangs uhyggeligt aktuelle forestilling om incels – The Supreme Gentleman.
Direktør Allan Aagaard fortsætter:
- Som situationen ser ud lige nu med aflyste forestillinger, forventer vi et tab på billetindtægter og nye corona-relaterede udgifter på ca. 2,5 mio. kr. Det er et stort beløb, som vil være meget svært at hente ind i resten af sæsonen. Vi har haft et fint forsalg, men billetsalget er nu helt forventeligt gået i stå og vi er håber meget at publikum hurtigt vil vende tilbage til teatersalene.
Vi gør alt hvad vi kan for at skabe tryghed om teaterbesøget og bl.a. er alle publikumsområder desinficerede inden hver forestilling. Vi sætter vores lid til at man snarest får detaljerne om hjælpepakker på plads, så vi kan kompenseres.
De publikummer, der har købt billet til en af de aflyste forestillinger på Romeo & Julie og Sandmanden, kontaktes direkte og får et gavekort, som vi håber bliver omsat til nye teaterbilletter.
FAKTA
ROMEO & JULIE
Aarhus Teater Store Scene
Ny spilleperiode: 10. februar – 11. marts (oprindelig premiere 3. februar)
Pressepremiere: 12. februar
Link til forestillingen på aarhusteater.dk
Dato for pressemøde annonceres senere
Oplev Aarhus Teaters to nye stjernefrø i sprødt samspil – Mette Klakstein, der i 2020 fik Reumerts Talentpris, spiller Julie, og Viktor Pascoe Medom spiller Romeo – flankeret af et fornemt hold af teatrets skuespillere. Et originalt norsk makkerpar tilføjer dramaet og de sceniske billeder nye dimensioner; den internationalt fremadstormende instruktør Maren Bjørseth og scenograf Olav Myrtvedt, der tidligere har høstet en Reumert for bedste scenografi i Shakespeares Helligtrekongersaften på Aalborg Teater. Med på scenen er Aarhus Teaters huskomponist Marie Koldkjær Højlund, dansere fra Holstebro Dansekompagni og Aarhus Teaters Kor, så vi tør godt love en storslået teateroplevelse.
SANDMANDEN
Aarhus Teater Scala
Ny spilleperiode: 22. februar – 19. marts (oprindelig premiere 9. februar)
Pressepremiere: 24. februar
Link til forestillingen på aarhusteater.dk
Dato for pressemøde annonceres senere
Forestillingen er en samproduktion Sort/Hvid og Holstebro Dansekompagni
– de planlagte premieredatoer i København og Holstebro fastholdes:
Sort/Hvid 1. april – 3. maj / Holstebro Dansekompagni 11.- 12. maj
Den står på vrangforestillinger, gåsehud og myrekryb, når Christian Lollike gendigter E.T.A. Hoffmanns mest berømte fortælling, Sandmanden fra 1817. Forestillingen er en urpremiere skabt i samarbejde Sort/Hvid og Holstebro Dansekompagni. Den prisbelønnede instruktør og dramatiker Jonas Corell Petersen, der blandt andet som husinstruktør på Nationaltheatret i Oslo, har stået bag en række særegne og meget roste forestillinger, sætter i scene. Scenograf David Gehrt, der senest brillerede på Scala med sin sanselige scenografi til Reumert-forestillingen Ordet, kreerer rum og kostumer, mens komponist-duoen Den Sorte Skole skaber forestillingens soundtrack.
På scenen får du skuespillere Andrea Øst Birkkjær og Lasse Steen fra Aarhus Teaters ensemble sammen med Frederik Mansø. Seks dansere fra Holstebro Dansekompagni, koreograferet af Marie Brolin-Tani, fuldender setuppet til denne angstfulde og pirrende fortælling om magtforholdet mellem mennesker og teknologi.
THE SUPREME GENTLEMAN
Urpremiere Aarhus Teater Studio 5. februar - 3. marts
Link til forestillingen på aarhusteater.dk
Forestillingen produceres i samarbejde med Betty Nansen Teatret.
Planlagt premiere Balkonscenen, Betty Nansen Teatret 15. februar med et andet cast.
Nyskrevet monolog om incels og (selv)had. I 2020 oprullede politiet en international sag med mindst 145 ofre fra især USA og England. Kvinder og mindreårige piger, der på det mørke internet var blevet udsat for ydmygelser og mishandling af en gruppe mænd, der hader kvinder. Og lige nu ruller en retssag herhjemme om planlagte skoleskyderier og drab af unge piger i Østjylland.
Aarhus Teaters Jacob Madsen Kvols står alene på scenen i Nanna Cecilie Bangs ætsende monolog. Aarhus Teaters huskunstner, Nathalie Mellbye, står for scenografien og vil færdiggøre forestillingen med afsæt i Liv Helms instruktion.
TIL DE LYSE MORGENER
Aflyses – skulle have spillet på Studio 27. januar – 19. februar.
Forestillingen opsættes på et senere tidspunkt.
Link til forestillingen på aarhusteater.dk
TIL DE LYSE MORGENER giver os lov til at mærke alt det, vi længtes efter, da verden var lukket ned. Det er en hyldest til de fester, der ikke stopper, før solen står op. Hvor vi sammen skråler og danser os svedige og bevæger os dybt ind i ekstasen, mens vi tænker: Hell no, jeg tager aldrig hjem, jeg vil danse for evigt!
Teaterdirektør Trine Holm Thomsen siger om aflysningen:
På baggrund af corona-situationen har vi set os nødt til at aflyse forestillingen Til de lyse morgener. Forestillingens grundidé var at vi skulle samles om alt det vi har savnet allermest under corona, med fokus på nærvær og intimitet. Det er tiden desværre ikke til. Vi håber at forestillingen kan produceres i en eller anden form i fremtiden.
Nøgleord
Kontakter
Yderligere oplysninger og aftale om interviews hos kommunikationschef Morten Daugbjerg, tlf. 4213 4700 / presse@aarhusteater.dk
Billeder
Links
Information om Aarhus Teater
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Teater
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Teater
Ny Thomas Helmig-teaterkoncert kickstarter 125-års jubilæum på Aarhus Teater og åbner Aarhus Festuge 202528.11.2024 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Thomas Helmigs ikoniske sangunivers har i fire årtier sat sit aftryk i danskerne på tværs af generationer. Til august går to af Aarhus’ to store kulturinstitutioner sammen og hylder en af byens og Danmarks allerstørste kunstnere med en groovy og varmblodet TEATERKONCERT THOMAS HELMIG. Forestillingen får urpremiere 28. august 2025 på Aarhus Teater, og Aarhus Festuge afholder sit 60-års jubilæum med gallaåbning 29. august 2025. Billetsalget til de første forestillinger er åbnet.
Landets to største teatre præsenterer Danmarkspremiere på prisvindende musical20.11.2024 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Det er blevet en ny tradition, at landets to største teatre - Det Kongelige Teater og Aarhus Teater - forener de kunstneriske kræfter til glæde for publikum i hele Danmark. Den kommende sæson er ingen undtagelse. Til foråret 2026 er der nemlig Danmarkspremiere på den hjertegribende Grammy-, Tony- og Olivier Awards-vindende musical DEAR EVAN HANSEN, der handler om længslen efter at blive set og høre til. Billetsalget er netop åbnet.
VIA University College og Aarhus Teater indgår nyt samarbejde30.10.2024 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
VIA University College og landets næststørste teater skaber ny teaterpædagogisk efteruddannelse i Anvendt scenekunst. Efteruddannelsen er for lærere, pædagoger, formidlere og andre, der ønsker at beskæftige sig med æstetiske læreprocesser, scenekunst og drama.
Fra Sdr. Bjert til Aarhus Teater: Frank Thiel fejrer 25 år som skuespiller15.8.2024 11:33:55 CEST | Pressemeddelelse
Skuespiller Frank Thiel er drevet af et ønske om, at hans arbejde – på scenen, på skærmen og som kommunikationscoach – kan forløse andre mennesker. I år fejrer han sit 25-års jubilæum med forestillingen Blodbadets Gud, der spiller på Aarhus Teater fra den 5. september. Selve jubilæet fejres på Aarhus Teaters Scala-scene efter forestillingen den 25. september.
TRO, HÅB & KÆRLIGHED - urpremiere på teaterversion af Bjarne Reuters elskede romanklassiker20.3.2024 12:00:00 CET | Pressemeddelelse
Aarhus Teater indleder den nye sæson 2024/25 med en musikspækket sceneudgave af Bjarne Reuters romanklassiker Når snerlen blomstrer om den både famlende og fandenivoldske ungdom. Urpremiere på Aarhus Teater 31. august.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum