Udenrigsministeriet

Skolelever sætter nedtælling til juleaften i gang med årets U-landskalender

Del
HKH Prinsesse Marie og udviklingsministeren præsenterede i dag årets U-landskalender for 160 forventningsfulde elever på Heibergskolen i København. Eleverne var de første, der fik fingrene i julekalenderen, der i år støtter Folkekirkens Nødhjælps arbejde i Kenya.

Eleverne på Heibergskolen fik en anderledes start på skoledagen med besøg af blandt andre HKH Prinsesse Marie og udviklingsministeren. Efter de modigste elever havde lokket HKH Prinsessen med på en selfie, kunne DR-vært Anna Lin byde velkommen.

Herefter præsenterede udviklingsministeren årets julekalender for de spændte 2.-4. klasseelever i skolens multisal. U-landskalenderen har en særlig plads hos ministeren.

”Jeg er så utrolig stolt over denne her juletradition, hvor vi sammen med danske familier er med til at hjælpe børn i verdens mest udsatte områder,” siger udviklingsminister Flemming Møller Mortensen.

DR og Udenrigsministeriets samarbejde om børnenes U-landskalender går helt tilbage til 1962. U-landskalenderen støtter børn i udviklingslande og er samtidig med til at give danske familier et vigtigt indblik i anderledes børneliv.

Dét fik børnene til at juble

Dagens største jubel kom, da generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Birgitte Qvist-Sørensen spurgte børnene, om de var glade for at gå i skole. Og netop adgang til skole er fokus for dettes års U-landskalender. Når danske familier køber lågekalenderen, går overskuddet til Folkekirkens Nødhjælps arbejde for at sikre skolegang for børnene i Kenyas fattigste region, Turkana.

Turkana-regionen er hårdt ramt af klimaforandringerne. Børn og forældre er udsat for flere og længere tørkeperioder og den undtagelsesvise, kraftige regn medfører store oversvømmelser. Det ekstreme vejr presser familierne og fører til konflikt om de knappe ressourcer. Børnene betaler ofte en høj pris, og mange bliver taget ud af skolen for at forsørge familien.

HKH Prinsesse Marie deltog som protektor Folkekirkens Nødhjælp og fortalte sammen med generalsekretæren om organisationens arbejde ude i verdens brændpunkter.

Det store undervisningsmateriale og U-landskalenderen på TV

Ud over lågekalenderen lanceres det omfattende undervisningsmateriale til landets 1.-5- klasser, som Udenrigsministeriet udgiver i forbindelse med U-landskalenderen.

Undervisningsmaterialet kommer ud til omkring 150.000 børn på tværs af landet og skal sætte fokus på børneliv i Kenya med forløb i Dansk, Matematik, Natur og Teknologi, Madkundskab og Billedkunst. I centrum af materialet står årets børnebog ’Den store plan’, skrevet af forfatter Kim Langer. Derudover er der et stort læringsunivers på 2021.u-landskalender.dk/

Igen i år laver DR programmer om årets land til deres unge seere: en fiktionsserie med Hr. Skæg og Motor Mille på DR Ramasjang og en DR Ultra miniserie med værten Jonas Madsen.

U-landskalenderen er til salg fra i dag den 4. november i supermarkeder, boghandlere og legetøjsbutikker over hele landet. Kalenderen koster 45 kr.

For yderligere information kontakt:

Få mere information på www.u-landskalender.dk eller kontakt:

Udenrigsministeriet: Presserådgiver for udviklingsministeren Marijn Vermeulen, mail: marive@um.dk, mobil: +45 24 87 22 23

Information om Udenrigsministeriet

Udenrigsministeriet
Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
1448 København K

33 92 00 00http://um.dk/

Følg pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye