Hjemløseudspil: Afgørende spørgsmål er uafklarede

Jeg er først og fremmest glad for, at regeringen nu for alvor viser ambitioner om at nedbringe antallet af hjemløse i Danmark. Det er et initiativ, som fortjener ros - og som vi naturligvis gerne indgår i en konstruktiv dialog om.
Desværre er udspillet på mange punkter ikke så konkret og klart, som man kunne ønske sig.
Udspillet baserer sig på Housing First-strategien, som er virksom for en stor del af de hjemløse, såfremt man kan skaffe sig en egnet bolig, og samtidig giver borgeren den fornødne støtte i eget hjem. Jeg – og vi i Blå Kors Danmark – bakker vi op om tilgangen, som passer til de fleste, såfremt borgeren i praksis får den nødvendige hjælp. Men for de hårdest ramte hjemløse, som har massive og komplekse problemer med misbrug, psykiske problemer, sundhedsproblemer og dårligt netværk, bør der være mulighed for et længerevarende rehabiliterende boophold.
Regeringen ønsker at afsætte midler til at tilvejebringe 2.900 billige boliger med en husleje på højst 3.500 kr., men tilskuddet skal ifølge regeringen prioriteres til kommuner med det største behov. Hvad betyder det i praksis? Er det landets fire største byer, eller skal de mindre provinsbyer selv betale for at skaffe boliger? Jeg mener, det er vigtigt, at der gribes ind mod hjemløsheden i hele Danmark.
Dernæst er der forslaget om, at den statslige refusion på hjemløsepladserne skal udfases efter kort tid. Det forlyder, at ”kort tid” skulle være tre måneder. Jeg er meget enig i, at de lange ophold skal undgås – også af hensyn til borgeren. Tre måneder kan dog for mange hjemløse vise sig at være for kort tid, hvis der skal ske en stabilisering og den rigtig løsning skal findes. I Blå Kors Danmark anbefaler vi derfor mindst 4-6 måneder.
Det er også positivt, at der indføres en nye bostøtteparagraf, som skal understøtte de specialiserede bostøttemetoder, og som skal have statsrefusion i stedet for de lange herbergsophold. Igen står det dog uklart, hvor stor refusionen vil være, og i hvor lang tid den vil gælde?
Jeg er alvorligt bekymret for, at den nødvendige støtte ikke vil følge med ud i egen bolig, eller at støtten ikke er tilstrækkeligt fleksibel, men eksempelvis kun kan fås i den almindelige arbejdstid på hverdage og i et meget begrænset omfang. Det matcher ofte ikke borgerens behov.
Det hedder i hjemløseudspillet, at den statslige støtte ”overgår til støtte til borgeren frem for at dække udgifter til lange ophold på herberger”. Det er positivt, men betyder det, at borgeren får frit valg af leverandør fra bostøtten, således at man eksempelvis kan vælge at få den fra herberget? Eller vil man være henvist til et kommunalt bostøtteteam?
I vores daglige arbejde i Blå Kors Danmark har vi gode eksempler på, at den rette støtte i egen bolig er en meget succesfuld vej ud af hjemløshed. Omvendt har vi også set masser af eksempler på mennesker, der bliver placeret i en bolig, men uden den nødvendige støtte. Det resulterer ofte i, at borgeren ender i samme problemer igen og atter vender tilbage som hjemløs.
Den nødvendige støtte sikres ikke bare ved obligatoriske handleplaner på herberger. Den nødvendige støtte sikres i samarbejde med borgeren selv og med håndholdt helhedsindsats, hvor der er fokus på misbrugsproblemer, svage eller brudte netværk, psykiske udfordringer, beskæftigelse og meget mere. Afgørende vil det derfor være, at der medfølger de nødvendige antal støttetimer, og hvor den hjemløse har frit valg til at vælge bostøtteleverandør, så det fx kan blive den eller de personer, som man allerede i forbindelse med et ophold på forsorgshjem har opnået en god relation til.
Hjemløsheden skal nedbringes, men hvis det skal blive til virkelighed, så er der brug for gode svar på de uafklarede punkter i udspillet – og en erkendelse af, at der skal være et godt samarbejde med de hjemløse borgere om deres fremtid og et tillidsfuldt samarbejde på tværs af de involverede aktører i form af staten, kommunerne og civilsamfundets organisationer.
Kontakter
Christian BjerreGeneralsekretær i Blå Kors Danmark
Tlf:29 68 96 67cbj@blaakors.dkBilleder


Information om Blå Kors Danmark
Blå Kors er en social og diakonal hjælpeorganisation, som hjælper udsatte børn, unge og voksne i Danmark.
Følg pressemeddelelser fra Blå Kors Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Blå Kors Danmark
Stigende behov for varme senge: Nødherberg åbner for Københavns hjemløse10.11.2025 06:05:00 CET | Pressemeddelelse
Byens hjemløse har allerede nu brug for et varmt sted at sove. Det mærker de tydeligt hos Blå Kors’ værested Grace Kbh, som åbner deres nødherberg den 15. november.
Blå Kors Genbrug i Bindslev fylder 30 år10.11.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Butikken markerer sit jubilæum med festlig stemning og 30 procent rabat på alle varer.
Ny leder af Barnets Blå Hus i Svendborg6.11.2025 09:51:11 CET | Pressemeddelelse
Inge Overgaard Jakobsen er ny leder af Barnets Blå Hus i Svendborg, som er et gratis behandlingstilbud for børn og deres familier, der lever med udfordringer på grund af alkohol- eller stofmisbrug.
Politikere inviteres indenfor i Den Blå Sociale Café29.10.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Brugere på Den Blå Sociale Café i Hjørring møder lokale byrådskandidater til valgcafé på værestedet den 7. november.
Nyt tilbud til børn fra familier med misbrug åbner i Vejen27.10.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Blå Kors Danmark udvider nu indsatsen Barnets Blå Hus med en ny afdeling i Vejen. Her kan børn i alderen 0-11 år, der vokser op i familier med alkohol- og stofmisbrug, få hjælp og støtte i trygge rammer.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
