ENESTÅENDE PYNTEKNAP MED TYR OG FENRISULVEN SOM MOTIV KAN OPLEVES PÅ FÆRGEGÅRDEN
15.4.2021 08:29:00 CEST | ROMU | Pressemeddelelse

Det var en detektorfører, der fandt den lille pynteknap ved Selsø Vestby på Hornsherred i 2019. Nedlukningen i 2020 medførte, at museet har ventet med at udstille den indtil nu, så flere kan få glæde af oplevelsen.
Pynteknappen er nemlig ganske særlig: dens gådefulde motiv viser myten om Tyr og Fenrisulven, som er nedskrevet i middelalderen efter kristendommens indtog og kendt fra de islandske sagaer. Men pynteknappens udformning, udsmykning og dyreornamentik er typisk for sen jernalder og vikingetid. Det viser, at myten om Tyr og Fenris er opstået, længe før den blev skrevet ned.
”Der findes ganske få andre afbildninger af myten, som ligesom pynteknappen er samtidige med asatroen og de mundtlige genfortællinger af myten - og altså også fra før myten blev skrevet ned. Men på pynteknappen, som vi nu har fundet, er det tydeligvis en kamp, der er afbildet. Den fremstilling af myten om Tyr og Fenris har vi ikke set før, hverken i de andre tidligere afbildninger eller fra middelalderens nedskrevne versioner af myten. Så det nye fund giver os et rigere billede af de mange forskellige versioner, myten har eksisteret i, før den blev nedskrevet,” forklarer arkæolog Palle Østergaard Sørensen fra museumsorganisationen ROMU, som Frederikssund Museum, Færgegården er en del af.
Hånd og ulvemund leder på sporet af myten
Motivet viser en dramatiske kamp mellem menneske og dyr. De to er viklet godt ind i hinanden, og en hånd holder fast i underkæben på et stort dyr.
”Fordi motivet viser en hånd og det ulvelignende dyr, leder det os på sporet af myten om Tyr og Fenrisulven. Selve motivet er omkranset af et fletbånd, der kan tolkes som lænken Gleipner, der i myten holder Fenrisulven fanget,” fortæller Palle Østergaard Sørensen
Myten om Tyr og Fenrisulven fortæller, hvordan de nordiske guder tre gange forsøgte at lænke ulven Fenris. Ved de første to forsøg sprængte ulven let kæderne. En tredje og speciel lænke, kaldet Gleipner, blev derfor lavet. For at lokke Fenrisulven til at lade sig teste en sidste gang, lagde Tyr sin hånd i munden på ulven som en form for pant. Kæden blev lagt om halsen, og da ulven hurtigt indså, at den ikke kunne sprænge kæden, bed han sammen, så Tyr mistede sin hånd. Fenrisulven bliver herefter holdt fanget indtil Ragnarok, som ifølge mytologien er verdens undergang.
Pynteknappen skulle ses
Hvad den lille pynteknap har været brugt til, står ikke helt klart for ROMUs arkæologer. Men den dateres til vikingetiden, og Palle Østergaard Sørensen forklarer, at den har været placeret et sted, hvor det var meningen, at den skulle ses:
”En knap med så detaljeret motiv og i forgyldt bronze kan have siddet på seletøjet til en hest eller som knap på et skrin. Den er i hvert fald bemærkelsesværdig og må have siddet så andre har kunne få øje på den” fortæller Palle Østergaard Sørensen.
Pynteknappen kan fra den 21. april ses i Frederikssunds Museum, Færgegårdens udstilling, hvor man også kan opleve et udvalg af andre danefæfund fra Selsø Vestby. Senere vil pynteknappen blive overdraget til Nationalmuseet, som skal vurdere, om den er danefæ og dermed tilhører Nationalmuseets samling.
Frederikssund Museum, Færgegårdens åbningstider fra 21. april:
Tirsdag – Søndag kl. 11-15
ROMU holder sig løbende opdateret om gældende retningslinjer for, hvordan besøgsstederne bedst passer på de besøgende. Foreløbig står det klart, at der bl.a. vil være krav om coronapas, når museerne kan åbne fra den 21. april. Det vil sige, at man skal fremvise dokumentation for, at man er vaccineret, tidligere har været smittet, eller at man inden for de sidste 72 timer er testet negativ for covid-19.
På romu.dk kan man løbende følge med i tiltag og retningslinjer, så alle kan passe på hinanden.
Relaterede links
Nøgleord
Kontakter
Sidsel Risted Staun
Formidlingschef
sidselrs@romu.dk
4631 6519
Palle Østergaard Sørensen
Arkæolog
palleos@romu.dk
22926858
Billeder

Information om ROMU
Museumsorganisationen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum Færgegården, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Gl. Kongsgård, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.
Følg pressemeddelelser fra ROMU
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra ROMU
Så gerne! Roskilde-købmand udgiver bog om høkere, købmænd og brugser23.9.2026 08:25:00 CEST | Pressemeddelelse
En ny bog tegner et levende og farverigt portræt af den danske købmandsstand gennem 150 år. Forfatteren til bogen, museumsinspektør Jakob Caspersen, driver og udvikler Roskilde-museet Lützhøfts Købmandsgaard, som naturligvis også er med i bogen – både som handelssted og som museum.
Bøffens barnebarn udfordrer bananens efterkommere til at gentage ikonisk duel22.9.2026 08:05:00 CEST | Pressemeddelelse
For 95 år siden lod en vegetar og en kødspiser pedalerne tale i en dyst om fart, kost og livsfilosofi. Nu efterlyser barnebarnet til den ene af cykelløbets kombattanter efterkommerne til den anden med en udfordring.
VIBE UP: Mød dit kommende yndlingsband, før alle andre opdager dem2.9.2026 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Med endagsfestivalen VIBE UP slår Rockmuseet den 19. september dørene op til fem livekoncerter med nogle af de navne, der måske står øverst på plakaten i morgen. For museet vil være med allerede, når musikhistorien bliver til.
ROMU styrker organisationen med erfaren administrationschef1.9.2026 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Med Jeanett Grau Engstrøm får ROMU en erfaren leder, der skal sikre stærke administrative rammer om museumsorganisationens fortsatte udvikling. Hun tiltræder i en tid, hvor ROMU blandt andet udbygger sit ansvar for verdensarven og moderniserer organisationens økonomiske og digitale infrastruktur.
Georadar afslører stort klosteranlæg fra middelalderen i Roskilde11.8.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Hidtil har man troet, at Sankt Clara Kloster fra 1200-tallet var gået tabt. Men jordskanninger af området, hvor klosteret lå i middelalderen, har afsløret et stort og velbevaret klosteranlæg. Fundet lægger sig i rækken af mange, der fortæller om Roskilde som en central by i middelalderen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
