DEN GAMLE PRÆSTEGÅRD I JØRLUNDE VAR BYGGET PÅ 1000 ÅRS HISTORIE

Nogle gange gemmer jorden på hemmeligheder, der kan gøre os klogere på fortiden. Det var tilfældet, da arkæologer fra ROMU i september tog et kig under Jørlunde Præstegård.
Byens menighedsråd besluttede at rive den gamle præstegård ned for at opføre en ny og mere moderne, og i den forbindelse blev der sendt bud efter ROMU’s arkæologer. Erfaringsmæssigt kan de gamle præstegårde, der har ligget på samme sted i mange hundrede år, nemlig gemme på mange gode fund. Derfor laver man en forundersøgelse, hvor arkæologerne vurderer, om der inden for et kommende byggefelt findes væsentlige fortidsminder. De skal nemlig i følge loven udgraves, så de kan blive bevaret i stedet for at gå til grunde under byggeriet.
Forundersøgelsen viste, at der faktisk var kulturlag rundt om præstegårdens fundament, og vurderingen var derfor, at der kunne være mere bevaret, også inden for fundamentet.
Og vurderingen viste sig rigtig. Da arkæologerne i september undersøgte området under den nu nedrevne præstegård, fandt de både de forventede kulturlag inden for fundamentet og dertil resterne af to stenbyggede kældre og to niveauer af lergulve. Og fundene har været særligt godt beskyttet af de gode bevaringsforhold under præstegården.
”På den måde er det et interessant indblik – vi får mulighed for at undersøge et sted, som har ligget uforstyrret gennem en meget lang periode,” siger arkæolog fra ROMU Nadja Mortensen, der har stået i spidsen for udgravningen.
Spor fra mange perioder
Området under den nedrevne præstegård blev udgravet, og arkæologerne fandt spor efter op til 1000 års levet liv på matriklen. I lergulvene lå borgerkrigsmønter, som daterer gulvene til 1200-1300-tallet. En teglvæg i den ene kælder er formentligt opført i 1600-1700-tallet. I væggen sad en stikkontakt, der indikerer, at væggen har været i brug op til omkring 1930’erne. Og under kulturlaget, der lå under lergulvene fandt man i et stolpehul et stort stykke frådsten, som kan stamme fra byggeriet af kirken i 1100-tallet.
”Vi har en formodning om, at her har været konstant bebyggelse gennem næsten 1000 år, så vi har en ide om, at der kan have været præstegård her lige så længe, som der har stået en kirke,” siger Nadja Mortensen.
Men flere interessante fund fra lergulvene tyder på, at stedet har været mere end blot præstens bolig.
”Vi har blandt andet fundet keramik, knogler og hvæssesten, og så er der spor efter ovne, hvor vi fandt slaggerester og bronze-fragmenter. Så jeg forestiller mig, at bygningen måske har været opdelt, og der er foregået flere ting under samme tag. Der har været en del til beboelse og en del til noget andet,” forklarer Nadja Mortensen.
Hun og hendes kollega Amanda Sjöbeck har taget prøver til analyser, så man forhåbentlig kan komme til at datere fundene mere præcist.
En lang og vigtig historie
Jørlundes historie står lidt hen i det uvisse. Men en eller anden rolle har byen nok ifølge Nadja Mortensen spillet i middelalderen. Byen, som ligger meget tæt på Slangerup, optræder første gang i skriftlige kilder i 1085, hvor den er nævnt i Knud den Helliges gavebrev. Den magtfulde Hvide-slægt nævnes i forbindelse med kirken og dens store kalkmalerier i byzantinsk stil.
”Det har tilsyneladende været et meget spændende sted på det her tidspunkt. Både de store kalkmalerier i kirken og det faktum, at man har bygget flere store kirker - i Jørlunde og Slangerup - inden for en meget kort afstand, tyder på, at stedet har haft en særlig betydning i perioden.”
Udgravningen af præstegården er et skridt i retning af at belyse Jørlundes rolle. Men for nu er jorden under den gamle præstegård lukket til igen, og Nadja Mortensen afventer resultaterne af prøverne, de tog i september.
”Det er meget spændende, at vi har fået bare et lille indblik i, hvad Jørlunde har været for en størrelse. Forhåbentlig kan vi komme til at lave nogle flere undersøgelser i området for at se, om de komplekse strukturer, som vi fandt under præstegården, er et særtilfælde, som afspejler præstegårdens vigtighed, eller om lignende gør sig gældende flere steder i Jørlunde,” slutter hun.
Nøgleord
Kontakter
Nadja Mortensen
Arkæolog
nadjamo@romu.dk
+45 29327728
Billeder

Information om ROMU
Museumsorganisationen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum Færgegården, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Gl. Kongsgård, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.
Følg pressemeddelelser fra ROMU
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra ROMU
Endnu mere sjov for børn ved dette års traditionsrige kildemarked ved Tadre Mølle11.6.2025 08:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Når ROMU og Tadre Mølles Venner igen i år inviterer til kildemarked ved Tadre Mølle, vil traditioner blive suppleret med fornyelser, særligt for de yngste besøgende. Oplev kildemarkedet søndag den 22. juni.
ROMU’s årsskrift 2024 afrunder et stærkt år med milepæle og rekorder5.6.2025 08:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Publikumsrekorder, fantastiske fund, store nyheder og stærke udstillinger. Traditionen tro samler ROMU trådene i et årsskrift, der giver en overflyvning over 2024. Et år, der på mange parametre peger på en museumsorganisation med vind i sejlene.
Enestående stenalder-fund kan ses i Frederikssund4.6.2025 13:46:30 CEST | Pressemeddelelse
For nylig modtog arkæologer på Frederikssund Museum en vildsvinekæbe fundet af en privatperson. Kæben stammer helt fra stenalderen og afslører spor efter et 6.500 år gammelt ritual, som kan ses fra den 13. juni i museets nye spotudstilling ’Vildsvinekæben på pælen’.
Oplev cykeldysten mellem Bøffen og Bananen3.6.2025 11:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Hvem kommer først – kødspiseren eller vegetaren? Det spørgsmål runger igen i Roskildes gader denne sommer, hvor Lützhøfts Købmandsgaard og Slagtermuseet vækker cykeldysten mellem Bøffen og Bananen til live på Stændertorvet i Roskilde.
Verdensarvscenter henter udstillingsleder fra BARK2.6.2025 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Fondsorganisationen Kulturarv Roskilde Domkirke har ansat Caroline Lørup som udstillingsleder til det kommende verdensarvscenter for Roskilde Domkirke. Lørup skal de næste tre år stå i spidsen for at etablere udstillinger om domkirkens 1000-årige historie i Det Kongelige Palæs historiske bygninger midt i Roskilde.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum