RAGNAROCK ÅBNER NY SÆRUDSTILLING OM ROSKILDE FESTIVAL GENNEM 50 ÅR

Den nye udstilling om Roskilde Festival tager sit udgangspunkt i publikum og fortæller igennem dem den intense og utrolige historie om tre gymnasieelevers drøm om at skabe en dansk Woodstock Festival, der siden blev Nordeuropas største festival - 130.000 publikummer og frivillige skaber hvert år sammen et menneskeligt og ungdommeligt utopia, hvor samfundets gængse normer er sat på standby og fælleskabet, festen og de store drømme får frit løb.
Festivalen er skabt af, med og for de unge. Det er fortsat den vigtigste målgruppe, og gennemsnitsalderen for publikum har hvert år ligget på omkring 23 år. På den måde er festivalens historie også et prisme og en markør for de sidste 50 års ungdomskultur: fra hippier og flippere over punkere og læderjakker til technotrampere, metalhoveder og alt derimellem.
Publikum er hovednavnet
Roskilde Festival er kendt for at have et progressivt og enormt stort musikprogram fordelt på mange forskellige scener og med koncerter næsten i døgndrift. Det bliver dog ikke musikerne og de mange koncerter, som får størst opmærksomhed på RAGNAROCKS Roskilde-udstilling. Det bliver derimod publikum. Det er nemlig dem, som sammen med de mange frivillige har gjort festivalen til det fænomen, som vi kender i dag, fortæller udstillingsansvarlig projektchef Sebastian Gyrst-Longsig Christensen:
”Kernen på tværs af de 50 års festivalhistorie er publikum selv, og de er festivalens reelle hovednavn. Det er dem, der hvert år skaber den helt særlige Roskilde Festival stemning, og derfor er det deres fortællinger, oplevelser, møder og drømme, som vi lægger vægt på at fortælle i udstillingen. Ideen er at undersøge fænomenet Roskilde Festival som en katalysator for ungdomskulturelle fællesskaber skabt gennem rockens og poppens billeder, lyd og symboler - fortalt af dem, der selv har været der og oplevet det på egen hånd”.
Udstillingens fire grundpiller
Udstillingen om Roskilde Festival gennem fem årtier set med publikums øjne bliver fortalt gennem fire hovedzoner i udstillingen, der hver dykker ned i nogle af de mest essentielle og definerende emner, områder og oplevelser i festivalens vidtforgrenede historie gennem et halvt århundrede.
Her går turen først ud i Smattens Magi, hvor gæsten møder de forskellige ungdomsgenerationer på festivalens gigantiske campingområder. Her blomstrer fortællingerne om alt det, der foregår ude på camping og mellem scenerne. Alt det, der er skabt mellem og af publikum og alle de skæve, skøre, skønne og syrede oplevelser, som er kendetegnende ved parallelverdenen Roskilde Festival. For eksempel finder man her den første udgave af den legendariske Alien&Ko og rævebongen, som har bedrukket flere end 10.000 publikummer.
Herefter kan man bevæge sig over i Frivillighedens Magi, som sætter fokus på de 30.000 frivillige, der hvert år skaber festivalen. Her undersøger udstillingen, hvordan festivalens non-profit tilgang og brug af frivillige kræfter som det bærende element har påvirket festivalens dna og udvikling. Undervejs møder man de lokale foreninger, der er helt afhængige af festivalen; man møder nøglepersoner, der har dedikeret det meste af deres fritid på at skabe årets festivalbrag - og så er det her, man finder Mor Toves originale æbleskivepande. Samspillet mellem festivalen, lokalområdet og Roskilde by er også en del af fortællingen her.
Ingen Roskilde Festival uden livemusik, og i Lydens Magi kan gæsten gå på opdagelse i nogle af de ikoniske koncerter, som festivalen har lagt scener til i årens løb. Det er her, man finder papirmodellen, som Leif Skov brugte til at overtale resten af festivalledelsen til at købe Orange Scene i 1977. Og det er her både publikum og musikere fortæller om deres oplevelser foran og på scenerne. Det handler om energien og om samspillet mellem publikum og musikerne på scenen. Undervejs prøver udstillingen at opklare, hvad det er, der gør Roskilde så speciel, særlig og gåsehudsfremkaldende, både at spille på som musiker og at opleve koncerter på som publikum.
Endelig kan man i Tidens Magi (gen)opleve hele festivalens kronologiske fortælling fra 1971 og frem til i dag. Her bliver der for alvor mulighed for at nørde igennem ved hjælp af alverdens indsamlede genstande, som har været med til at definere festivalen på mikro- eller makroplan. Her finder man både armbånd, festivalbilletter, telte, merchandise, billeder, film– og lydklip. Desuden kan man her lave sin egen Roskilde Festival plakat og printe ud i originale farver og logo.
Ud over de fire hovedzoner i udstillingen er der også dedikeret et særligt rum til den tragiske ulykke i 2000, hvor ni mænd mistede livet under Pearl Jams koncert på Orange Scene. En ulykke, der både mentalt og rent praktisk ændrede festivalen helt grundlæggende, og som også er en indikator på, at den hedonistiske stemning og løssluppenhed, der hersker på festivalen, kan have alvorlige og fatale konsekvenser.
Genkendelse og identifikation
Holdet bag har arbejdet med udstillingen i flere år og glæder sig enormt til at slå dørene op for publikum til februar næste år. Ikke mindst ser Sebastian Gyrst-Longsig Christensen frem til at opleve publikums reaktioner og genkendelsesglæde:
”Vi har lavet en udstilling, hvor det er genkendelse og identifikation, der er i højsædet. Og vi håber, at alle, der har været på Roskilde Festival eller har planer om det, får lyst til at komme forbi og genopleve sig selv.”
Historien om Roskilde Festival er i Sebastian Gyrst-Longsig Christensens øjne både utroligt fascinerende og modsætningsfyldt:
Den er skabt af frivillige, men formet af publikum, som har personliggjort festivalen, uden at kommercielle kræfter har overtaget. Festivalen har gennem alle årene formået at holde sig ung, vild og vital, samtidigmed at den er blevet en etableret og verdenskendt kulturbegivenhed og et attraktivt brand. Hvordan kan det lade sig gøre? Og hvordan er den udvikling sket? Det er et par af de mange spørgsmål, som vi stiller og forsøger at besvare i udstillingen.”
Udstillingen er blevet til med bidrag fra Spar Nord Fonden, Bdr. Hartmanns Fond, medarbejdere fra CP Kelco ApS, Alle Tiders Musikby Roskilde samt Foreningen Roskilde Festival.
”Smattens Magi – 50 års aftryk af Roskilde Festival” åbner for et inviteret publikum torsdag den 4. februar og vil være åben for offentligheden fra og med fredag den 5. februar 2021.
Læs om udstillingen på www.rf50.dk, som løbende vil blive udbygget med videoer, billeder og artikler.
Få festivalfortællinger og nyheder om udstillingen direkte i din indbakke - tilmeld dig her.
De vedhæftede billeder kan frit benyttes i forbindelse med omtale af udstillingen og af RAGNAROCK .
Relaterede links
Nøgleord
Kontakter
Sebastian Gyrst-Longsig Christensen
Projektchef
sebastiangyrst@romu.dk
+45 28 26 24 00
Morten Thomsen Højsgaard
Museumsdirektør
mortenth@romu.dk
+45 40 17 84 16
Billeder

Information om ROMU
'RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur’ ligger blot et stenkast fra festivalpladsen i Roskildes kreative bydel Musicon, hvor bl.a. Roskilde Festival Højskole og Roskilde Festivals administration også har til huse.
Museet er en del af museumsorganisationen ROMU, som favner en række besøgssteder i Roskilde, Frederikssund og Lejre. ROMU havde i 2019 flere end 180.000 besøgende på tværs af alle besøgssteder.
Følg pressemeddelelser fra ROMU
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra ROMU
Sommersucces gentages: Tag med til middelalderens magtfulde Roskilde15.4.2025 14:34:33 CEST | Pressemeddelelse
I starten af august bliver tiden skruet tilbage på Roskildes centrale Stændertorv, når ROMU for andet år i træk afholder Roskilde Middelalderdage. Der vil være aktiviteter, musik og et væld af gode historier for hele familien, når Roskildes rolle som stor og magtfuld middelalderby sættes i fokus.
Mød påskens dunede superstjerner i Lützhøfts Købmandsgaard27.3.2025 07:30:00 CET | Pressemeddelelse
Kom i påskestemning på købmandsgården: Nus de nyfødte kyllinger, tril eller farv æg og gå på jagt efter påskeharens skatte i købmandsgårdens krinkelkroge.
Lützhøfts Købmandsgaard indtager Historiske Dage med smagsprøver og høflig betjening24.3.2025 07:30:00 CET | Pressemeddelelse
Roskildes gamle købmandsgård bygger videre på succesen og rykker for en weekend ind på festivalen Historiske Dage i København, hvor et nyt publikum kan opleve butikkens autentiske ånd den 29. og 30. marts.
Arkæologiske forundersøgelser ved nyt Vikingeskibsmuseum går i gang17.3.2025 06:30:00 CET | Pressemeddelelse
Arkæologer fra ROMU begynder i dag forundersøgelser af det område, hvor Vikingeskibsmuseets nye udstillingsbygning skal opføres. Vikingeskibe, stenalderfund, havneanlæg og affald fra vikingetidens beboere i havneområdetkan være blandt mulige fund.
Rockmuseum opfylder kvindes sidste opsigtsvækkende ønske6.3.2025 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
For nylig modtog Danmarks Rockmuseum, RAGNAROCK en privat donation fra en afdød kvinde, som fik museets inspektør til at tabe kæben. Til april kan museets gæster forhåbentlig få samme oplevelse, når udstillingen ‘Birthe & Beatles’ giver et direkte indblik i en almindelig dansk piges ualmindelige oplevelser med verdens største gruppe, The Beatles.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum