TAG EN TUR TILBAGE I HISTORIEN

Nogle børn foretrækker en drabelig fortælling, så hårene rejser sig i nakken - om sagnkonger, kamp og magt. Andre vil måske hellere lege som børn på deres egen alder gjorde i vikingetiden. Andre igen er måske mere til at dryppe bivokslys eller prøve at kærne smør i en smørkærne. Uanset hvad man er mest til, er der hele sommeren masser af muligheder for at tage hele familien med et smut tilbage i historien på ROMUs besøgssteder i Lejre-området.
LEJRE MUSEUM
Skjalden fortæller for børn
Kom og hør museets dygtige formidler fortælle de sagnomspundne historier om de gamle Lejrekonger ”Skjoldungerne”. Hør om kong Skjold, som selveste Odin sendte til jorden for at blive den første danske konge. Hør også den drabelige fortælling om helten Bjowulf, der kommer kong Roar til undsætning og om Rolf Krake og hans prægtige kongsgård i Lejre. Vi snakker om sagn som fortælling og som mundtlig beretning gennem tiderne. Sagnene fortælles i stemningsfulde omgivelser, hvor museets udstilling og genstande inddrages, så historierne bliver levende.
Bagefter går vi en tur i landskabet og ser de steder, hvor kongernes haller har ligget, og hvor kongerne blev begravet. Undervejs er museet vært for en gudedrik til både store og små. For børn mellem 6 og 10 år.
Tid, pris, sted
9. juli, kl. 13-15
Voksne: 45 kr. Under 18 år: Gratis
Lejre Museum, Orehøjvej 4, Gl. Lejre
Leg som en viking
Børn i vikingetiden har selvfølgelig også leget, men legetøj fra dengang er der ikke fundet meget af ud over nogle små skibe, træsværd, dukker og dyrefigurer. Fra de islandske sagaer kender vi dog flere lege og mange af legene var styrkelege, der skulle forberede og styrke børnene til voksenlivets strabadser.
Legenavne som ”Glima” (brydning), ”føde en bjørn”, ”erobre land”, ”stikke Odins øje ud” og ”kaste thorshamre” er alle sammen lege, hvor man på en eller anden måde bruger kroppen og lemmerne for at opbygge kræfter. I sagaerne roses mænd for gode færdigheder som spring, kast og løb – alle færdigheder, der kunne betyde liv eller død i en senere kampsituation.
Denne dag kan du på Lejre Museum være med til at lege nogle af disse gamle vikingelege.
Tid, pris, sted
30. juli, kl. 13-15
Voksne: 45 kr. Under 18 år: Gratis
Lejre Museum, Orehøjvej 4, Gl. Lejre
Jagten på kongens skat
Hele sommerferien kan du tage på skattejagt i det spændende landskab omkring Gl. Lejre. Odins ravne Hugin og Munin har fortalt, at den gamle Lejrekonge ikke kan finde sin store sølvskat og at han har lovet en belønning til den, der kan fortælle ham hvor den er. Kom ind på Lejre Museum og få et skattekort og den app du skal bruge for at komme på sporet af skatten. Her kan du også låne en Ipad. Undervejs i skattejagten skal du med runetegn løse en masse forskellige opgaver, som også gør dig klogere på landskabet og dets historie. Når du er tilbage på museet skal du forsøge at ”knække” din runekode. Gør du det, finder du skatten og Lejrekongen vil belønne dig som lovet!
Tid, pris, sted
1. juli – 13. august. I museets åbningstid kl. 11-15
Voksne: 45 kr. Under 18 år: Gratis
Lejre Museum, Orehøjvej 4, Gl. Lejre
TADRE MØLLE
Tadre Mølles helt særlige, naturskønne og historiske stemning får en ekstra dimension af fortidens liv, når hørberedere, ovn-mestre og rebslagere på skift folder sig ud og fremtryller gamle tiders håndelag tre søndage i juli måned.
Hørberedere og blegepiger på Tadre Mølle
Tadre Mølle får på denne søndag besøg af Det rullende Hørværksted fra Køng Museum og blegepigerne fra Vintersbølle Blegeri. Hørren var i gamle dage en vigtig kulturplante. Af stænglen udvandt man de eftertragtede fible og hørberederne vil på dagen demonstrere, hvordan man både bryder, skætter, hegler og spinder hørren og publikum inviteres med i processerne. Når hørtråden er blevet vævet til hørlærred er det gråbrunt, men en efterfølgende blegning gør det hvidt. Sidstnævnte vil blegepigerne give en demonstration på.
Tid, pris, sted
9. juli, kl. 12-16
Voksne: 25 kr. Under 18 år: Gratis
Tadre Mølle, Tadre Møllevej 23, Hvalsø
Bagning i 1800-tals-ovnen
I 1800-tallet bagte man selv på gårdene det brød og de kager man spiste og bagningen foregik i brændefyrede bageovne. Denne dag kan du opleve et par ”madmødre” fra 1800-tallet, der stadig forstår sig på sådanne sager. Se hvordan de møjsommeligt ”ilder” ovnen, dvs. langsomt fyrer ovnen op, og undervejs bager de såkaldte skoldkager, inden ovnen er så varm, at de sidste gløder fejes ud og brød og kager kan sættes ind. Brødbagning var i gamle dage pigernes opgave på gården, men pigerne havde også mange andre opgaver dengang, som du selv kan prøve på dagen. Prøv f.eks. at kærne smør i en smørkærne, dyppe bivokslys, sy stramaj, eller snitte en smørkniv.
”Madmødrene” repræsenteres på dagen af Lone Fasmer, der tidligere har været tilknyttet Tadre Mølles skoletjeneste og Anne Grethe Rødvig, der i dag er ”madmor” på møllen.
Tid, pris, sted
16. juli, kl. 12-16
Voksne: 25 kr. Under 18 år: Gratis
Tadre Mølle, Tadre Møllevej 23, Hvalsø
Rebslager på Tadre Mølle
Tadre Mølle får denne dag besøg af rebslager Peter Jensen fra Guldborg, der vil demonstrere, hvordan man slår reb. Rebslagning er et ældgammelt håndværk der strækker sine rødder tilbage i forhistorisk tid, formenligt udviklet af bønders og fiskeres husflid. I hvert fald fra vikingetiden og fremefter bliver rebslagning et decideret håndværk, som var pladskrævede. Reberbanerne var som regel 100 m lange, hvis eksistens endnu afspejles i gadenavne i mere end en snes danske købstæder.
Peter Jensen har slået reb i mange år og har bl.a. produceret tovværk til Havhingsten, hvor der er brugt tov af forskellige materialer, hårdhed og elasticitet. Peter er samtidig en dygtig formidler af sit fag og inddrager gerne gæsterne i selve processen.
Tid, pris, sted
23. juli, kl. 12-16
Voksne: 25 kr. Under 18 år: Gratis
Tadre Mølle, Tadre Møllevej 23, Hvalsø
Relaterede links
Nøgleord
Kontakter
Stine Blegvad
Pressekontakt
stinebleg@romu.dk
+45 4631 6535
Billeder

Information om ROMU
Museumskoncernen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Gl. Kongsgård, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.
Følg pressemeddelelser fra ROMU
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra ROMU
Verdensarvscenter henter udstillingsleder fra BARK2.6.2025 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Fondsorganisationen Kulturarv Roskilde Domkirke har ansat Caroline Lørup som udstillingsleder til det kommende verdensarvscenter for Roskilde Domkirke. Lørup skal de næste tre år stå i spidsen for at etablere udstillinger om domkirkens 1000-årige historie i Det Kongelige Palæs historiske bygninger midt i Roskilde.
Danmarks første motorsportsbane racer igen28.5.2025 10:43:53 CEST | Pressemeddelelse
I juni 1955 lykkedes det at omdanne en forladt grusgrav til intet mindre end Skandinaviens første motorsportsbane, Roskilde Ring. Nu åbner billetlugerne igen til bilræs, når Roskilde Museum vækker byens hurtigste kapitel til live i særudstillingen ROSKILDE RACER
Roskilde Museum inviterer til Grundlovsfest med fællessang21.5.2025 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Demokratiet har fødselsdag. Derfor inviterer Roskilde Museum til Grundlovsfest den 5. juni i museets smukke gård, der bliver pyntet til fest med musik og taler. Samme dag åbner en ny udstilling om Roskilde Ring, og museet har gratis adgang hele dagen.
Grundlovsdag i historiske rammer på Lejre Museum19.5.2025 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Demokratiets dag bliver i år fejret med maner på Lejre Museum, der giver gæsterne gratis mulighed for både at få rørt stemmebåndene samt føle et historisk vingesus den 5. juni.
Oplev Lejres smukke natur og historie på gratis guidede vandreture7.5.2025 08:01:14 CEST | Pressemeddelelse
Er du nysgerrig på Lejres fortidsminder og spændende historie - eller vil du gerne blive klogere på sagnhelten Beowulfs eventyr, Harald Hildetands høj eller gudinden Nerthus i Herthadalen? Så tag med på en historisk sommervandring.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum