Danske fodboldfans i Baku slipper for COVID-19 isolationskrav efter hjemkomst
Isolationskravet ved hjemkomst lempes
EU’s-liste over tredjelande, som medlemslandene kan vælge at åbne for indrejse fra, er den 1. juli blevet opdateret. Aserbajdsjan er blevet tilføjet til listen, fordi landet lever op til en række COVID-19 kriterier om bl.a. lavt antal af nye smittede.
Den nationale COVID-19 taskforce for rejserestriktioner har også vurderet smittesituationen i Aserbajdsjan og besluttet at ændre risikovurderingen for Aserbajdsjan fra orange til gul. Det betyder bl.a., at der fra lørdag den 3. juli kl. 16 ikke længere vil gælder krav om isolation efter hjemkomst fra Aserbajdsjan. Det er en god nyhed for de tilrejsende danske fodboldfans, som derved slipper for at gå i isolation efter hjemkomst fra Aserbajdsjan. De vil dog stadig skulle tage en COVID-19-test efter hjemkomsten. Færdigvaccinerede og tidligere smittede er allerede undtaget fra testkravet efter hjemkomst.
På grund af det generelle indrejseforbud, som medfører betydelige indrejserestriktioner for almindelige danske turister, vil Udenrigsministeriet gøre rejsevejledningen for Aserbajdsjan skraveret orange på verdenskortet. Det betyder, at Udenrigsministeriet, trods begrænset smitterisiko, fraråder alle ikke-nødvendige rejser, da indrejserestriktionerne ikke gør det muligt for danske turister at gennemføre en almindelig ferie i landet.
Visumkrav
Der kræves visum for at kunne indrejse i Aserbajdsjan. Danske statsborgere og statsløse personer, som har permanent opholdstilladelse i Danmark, kan søge om visum i forbindelse med Danmarks kamp i Baku. Hvis man ikke er dansk statsborger eller statsløs med permanent opholdstilladelse i Danmark, kan man ikke søge om visum til Aserbajdsjan på basis af fodboldkampen.
På denne hjemmeside Republic of Azerbaijan Official Electronic Visa Portal (evisa.gov.az) kan man søge om et elektronisk visum. Et elektronisk standardvisum tager normalt tre arbejdsdage at få udstedt og koster 23 USD. Hvis man betaler 51 USD kan man få det hasteekspederet på kun tre timer. Man vil modtage sit visum pr. mail. Det anbefales at søge visum hjemmefra i så god tid som muligt før afrejse.
De lokale myndigheder opfordrer til, at indrejsende har visum forud for ankomst til landet, men man afvises ikke. Det er muligt at få udstedt et visum ved ankomst i lufthavnen, men denne løsning frarådes dog af de lokale myndigheder bl.a. pga. risiko for smitte med COVID-19 i køen. Der gælder krav om mundbind på fly og i lufthavn, ligesom at de indrejsendes temperatur vil blive tjekket i lufthavnen.
Et standard visum er “single entry” og gyldigt 90 dage og giver ret til at opholde sig i landet 30 dage. Det er et krav, at ens pas er gyldigt mindst 6 måneder efter datoen for visumudstedelsen.
UEFA EURO 2020 billet
Der stilles ikke krav om dokumentation for EM-billet ved selve visumansøgningen, men det er et krav, at man kan fremvise dokumentation i form af en billet til kampen eller anden dokumentation for, at man vil kunne få adgang til stadionet. Man skal kunne fremvise sin billet ved grænsekontrollen.
Krav om gyldig PCR test
Rejsende skal kunne fremvise en negativ PCR test ved indrejse i Aserbajdsjan, også selvom man er vaccineret eller tidligere smittet. Der gælder et generelt krav om karantæne for indrejsende, men UEFA billetholdere er dog undtaget fra karantænekravet, hvis de ved indrejse kan fremvise en negativ PCR-test, der er taget højst 72 timer før indrejse. Der kræves ikke fremvisning af test ved indgang til selve stadionet.
Ved afrejse fra Aserbajdsjan skal man også kunne fremvise en negativ PCR test, der er taget højst 72 timer før afrejsen. Såfremt en test taget i Danmark ikke er for gammel, vil denne kunne fremvises ved afrejse. Ellers vil der skulle tages en ny test i Aserbajdsjan, hvor det vel at mærke tager mindst 12 timer før resultatet foreligger pr. mail og med QR kode. Gennemsnitsprisen for en test i Aserbajdsjan er 45 Euro. Her kan de certificerede testklinikker findes: https://www.azal.az/en/information/covid-clinics
Gode råd til rejsen
Rejsende rådes til at tjekke de nærmere krav med deres flyselskab, at have styr på deres rejseforsikring samt at downloade Udenrigsministeriets gratis app ”Rejseklar”, så man kan modtage beskeder under rejsen, hvis der opstår en krisesituation. Appen ”Rejseklar” kan downloades her: https://um.dk/da/rejse-og-ophold/rejse-til-udlandet/um-rejseklar-app/
Offentliggørelse af andre lande på EU’s liste
Udenrigsministeriet har ekstraordinært valgt at offentliggøre nyheden om åbningen af Aserbajdsjan af hensyn til de mange danskere, som planlægger at rejse til landet i forbindelse med slutrundekampen.
Udenrigsministeriet vil offentliggøre, hvilke øvrige lande taskforcen har besluttet at åbne for i lyset af den opdaterede EU-liste samtidig med de ugentlige opdateringer af rejsevejledningerne og rejserestriktionerne fredag kl. 16. Alle ændringer af rejserestriktionerne, herunder for Aserbajdsjan, vil være gældende fra lørdag den 3. juli kl. 16.
For pressehenvendelser kontakt Udenrigsministeriets pressevagt på pressevagten@um.dk
Information om Udenrigsministeriet
Følg pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet
Møde i Det Udenrigspolitiske Nævn9.5.2025 14:58:42 CEST | Pressemeddelelse
Det Udenrigspolitiske Nævn holder møde mandag den 12. maj 2025 kl. 09.00.
Dansk eksport i marts 20259.5.2025 13:38:50 CEST | Pressemeddelelse
I 2025 faldt Danmarks samlede eksport 1 pct. i forhold til februar. Årsstigningstakten, dvs. de seneste 12 måneder i forhold til de 12 måneder forud, var 10,3 pct.
For første gang vil FN-topmøde foregå på dansk jord7.5.2025 14:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Den 8.-9. maj vil Danmark være vært for et møde i FN-systemets højeste ledelses- og koordinationsorgan, Chief Executives Board.
Europaministeren drøfter konkurrenceevne i Dublin og Wien7.5.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Den 7.-8. maj besøger europaminister Marie Bjerre Irland og Østrig.
Regeringen lancerer ny handlingsplan for kvinder og piger i konflikt30.4.2025 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
I dag lancerer regeringen den femte danske nationale handlingsplan om Kvinder, Fred og Sikkerhed. Med handlingsplanen vil Danmark styrke indsatsen for kvinders fulde, lige og meningsfulde deltagelse i arbejdet for fred og sikkerhed.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum