Transportministeren kan ikke flyve under radaren på grøn transportomstilling

-Jeg er med på, at det ikke er nogen nem opgave at komme med de gode bud på fremtidens førende teknologier. Men klima-udfordringens ur tikker. Så transportministeren kan ikke bare flyve under radaren. Ser man på energibranchens omstilling, så var der siden 1990’erne en klar politisk prioritering. Det gjorde Danmark til et foregangsland, som vi kan være stolte af. Men den kom ikke af sig selv, og den blev realiseret, fordi man gennem politisk prioritering, afgiftsreguleringer og sikring af relevant infrastruktur, der kunne understøtte omlægningen af energisektoren. Den historiske erfaring kan man ikke skrive ud af ligningen, bare fordi man taler transport. Og hér er der brug for en retning, en tilpasset og meningsfuld afgiftsstruktur samt sikkerhed for bidrag til relevant infrastruktur for at komme i mål, siger Erik Østergaard.

Udstik en kurs

- Den politiske opgave er at omlægge afgifter og yde støtte for at fremme det grønne valg ved at gøre det økonomisk attraktivt. Vi ønsker ikke, at politikerne skal beslutte, hvad vognmændene præcis skal investere i og køre på. Men retning, sikkerhed for økonomi til infrastruktur, og derfor en afgiftsstruktur der fremmer dette – dét må være obligatorisk.

- Ministeren har da ret i, at det er svært at spå: Prisen på køretøjerne med fremtidens teknologi - både i anskaffelse og ved salg, bilernes driftsøkonomi – herunder rækkevidde og prisen inklusive afgifter på alternative brændstoffer, bilernes CO2-udledning, tankinfrastrukturens udbredelse og dækning i både DK og udlandet mm. er nogle af de mange ubekendte. Men hvis der ikke er udstukket en kurs – og ideelt én der er afstemt med, hvad man gør i nabolandene og EU, da vejtransport som bekendt er grænseoverskridende - kan alle havne ende med at være destinationen. Og det er jo åbenlyst uholdbart, hvis transporterhvervet skal bidrage til at nå 70-procentsmålsætningen.

Træf politiske valg

- Ministeren siger, at ”det der med at træffe politiske beslutninger om, hvad den vindende teknologi skal være, og ikke overlade det til den naturlige udvikling, det har vi ikke specielt gode erfaringer med”. Til dét må jeg sige: Det kan meget vel være. Men det er altså ikke Darwins lære om arternes udvikling, vi taler om. Det er en menneskestyret proces, hvor der skal træffes nogle politiske valg på baggrund af en kendt viden og eksperters bedste vurdering, og hvor staten uanset teknologivalg skal sikre sig, at afgiftsprovenuet ikke udvandes. Det adskiller sig ikke fra alt mulig anden politik, fortsætter Østergaard.

- Vi er helt indstillet på at bidrage til klimaambitionerne. Men vi kan ikke holde stirrekonkurrence, og udviklingen kommer ikke i gang, hvis ikke regeringen og folketingsflertallet går forrest – præcis som man gjorde med energisektoren for år tilbage, slutter Erik Østergaard.