Virksomheder hjælper med social inklusion: 300 midtjyske borgere sluses ind på arbejdsmarkedet
Udsatte ledige på kanten af arbejdsmarkedet i Øst- og Midtjylland kan se frem til en hjælpende hånd mod et arbejde i tre stærke inklusionsprojekter, der skal rulles ud i 2021 og 2022.
Projekterne får i alt 16,9 mio. kr. fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse ud af en samlet pulje på 47,7 mio. kr., der er finansieret af EU’s Socialfond og de decentrale erhvervsfremmemidler. Bestyrelsen har som noget nyt givet projekter, der arbejder med social inklusion, mulighed for at fokusere på at fastholde udsatte borgere, der allerede har været igennem et indslusningsforløb og under COVID-19-krisen er blevet særligt udsatte for ledighed.
Virksomheder har også mulighed for at arbejde tæt sammen med kommuner og selvejende institutioner om at få borgere ind i et fleksjob eller fastholde dem i et eksisterende fleksjob. Det gælder fx i projektet Virksomhedsøvebaner - på vej i fleksjob, hvor Aarhus Kommune har aftaler med en række store virksomheder, blandt andre Ikea, Proshop og Bauhaus, om at hjælpe 180 udsatte, ledige og fleksjobvisiterede borgere.
Gitte Breinholt Bjerregaard, centerchef for Center for Fleksjob og Særlige Virksomhedsindsatser i Aarhus Kommune, siger:
"Der har været stor interesse fra store virksomheder inden for detailhandel og lager i at være ”øvebane” for borgere, som har brug for at træne deres faglige og sociale kompetencer. Målet er naturligvis fast beskæftigelse, og for at sikre fastholdelsen følger vi borgerne et stykke ind i deres ansættelse.”
Det samlede mål for de tre projekter i Midt- og Østjylland er, at knap 600 borgere deltager i et indslusnings- eller fastholdelsesforløb – og at lidt over 300 efterfølgende får fast arbejde i en virksomhed.
Gavner virksomheder, borgere og kommunekasser
Opbakningen fra virksomhederne vækker glæde i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, hvor bestyrelsesmedlem Peter Sørensen, borgmester i Horsens Kommune, siger:
"Det er virkelig positivt, at vi midt i en COVID-19-periode ser virksomhederne gå helhjertet ind i disse tre projekter, som giver utroligt meget social inklusion for pengene. At vi kan sluse 300 personer ind på arbejdsmarkedet i løbet af to år, er ikke bare godt for virksomhederne, som har brug for arbejdskraften – det er også godt for borgerne, og det er godt for kommunekasserne.”
Virksomhederne spiller også en afgørende rolle i projektet Jobsporet i Ikast-Brande Kommune. Her skal 100 borgere på kanten af arbejdsmarkedet i en helhedsorienteret indsats gennem optræningsforløb og siden i praktikforløb i virksomheder. Målet er at få 42 borgere i fast beskæftigelse og at fastholde dem i arbejde, for der er brug for dem.
Charlotte Gye Sørensen, arbejdsmarkeds- og borgerservicechef i Ikast-Brande Kommune, siger:
"Vi har en del virksomheder med rekrutteringsudfordringer, så der er brug for de udsatte borgere. Projektet skal vise virksomhederne, hvordan de indsluser og fastholder borgerne, og det er glædeligt, at en række virksomheder på forhånd er gået ind i projektet."
Fastholdelse er også centralt i et tredje projekt i Øst- og Midtjylland, Rummelig Genstart, som støttes med 10 mio. kr. Den rutinerede operatør Projekter iMidt sætter fokus på udsatte borgere, som i tidligere projekter er sluset ud på arbejdsmarkedet, men har mistet tilknytningen under COVID-19-pandemien. Projektet gennemfører også traditionelle indslusningsforløb og en indsats for at skabe nye og udvide eksisterende socialøkonomiske virksomheder. 300 udsatte borgere deltager i projektet, og 175 af dem ventes i fast beskæftigelse efter det toårige projekt.
Fakta om bestyrelsens inklusionsindsats
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse lancerede den 28. maj 2020 puljen ”På kanten af arbejdsmarkedet – Flere i job” med i alt 47,8 mio. kr., heraf 31,8 mio. kr fra EU’s Socialfond og 16 mio. kr. fra decentrale erhvervsfremmemidler. Puljen var målrettet en indsats for indslusning- og fastholdelsesforløb til arbejdsmarkedet samt socialøkonomiske virksomheder.
Bestyrelsen modtog 22 ansøgninger til puljen og besluttede på sit møde den 3. februar 2021 at give tilsagn om en samlet støtte på ca. 47,7 mio. kr. til følgende 8 projekter (ansøger i parentes):
- Virksomhedsøvebaner - på vej i fleksjob (Aarhus kommune, Center for Fleksjob og Særlige Virksomhedsindsatser) – ca. 4 mio. kr.
- Jobsporet (Jobcenter Ikast-Brande) – ca. 2,9 mio. kr.
- Rummelig Genstart (Projekter iMidt) – ca. 10 mio. kr.
- VirksomhedsPorten - Porten til Arbejdsmarkedet i Region Syddanmark (Tietgenskolen) – ca. 6 mio. kr.
- Rekruttering og vækst gennem inklusion af borgere fra kanten (Jobcenter - Jobservice Uddannelseshuset (Esbjerg Kommune) – ca. 5,5 mio. kr.
- Plads til Flere (Kalundborg Kommune, Jobcenter Kalundborg) – ca. 3,2 mio. kr.
- Varig tilknytning til arbejdsmarkedet (Coro Co-Lab Roskilde) – ca. 7,7 mio. kr.
- JobStyrke i Nord (CABI, Center for Aktiv Beskæftigelses Indsats) – ca. 8,2 mio. kr.
Læs mere om de støttede projekter på Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses hjemmeside
Kontakter
Hvis du ønsker at vide mere om de støttede projekter og indsatsen ”På kanten af arbejdsmarkedet – flere i job”, kan du kontakte sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse:
Kommunikationskonsulent Rikke Thøfner Angel, 35 29 17 89 og rikang@erst.dk
Information om Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse
Vejlsøvej 29
8600 Silkeborg
3529 1700https://erhvervsfremmebestyrelsen.dk/
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse skal bidrage til at styrke udviklingen i dansk erhvervsliv. Det sker ved at fremme en sammenhængende, efterspørgselsdrevet og lokalt forankret erhvervsfremme- og turismeindsats for virksomheder på tværs af hele Danmark.
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse igangsætter og finansierer decentrale erhvervsfremmeindsatser, der tager højde for forskelle i de regionale og lokale erhvervsmæssige udfordringer, muligheder og prioriteter.
Følg pressemeddelelser fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse
Vækstiværksættere fra Brande: ”Iværksætterforløbet er en af hovedårsagerne til, at vi er her i dag”23.6.2025 12:10:53 CEST | Pressemeddelelse
3DCP Group er i gang med at opføre 36 studieboliger i Holstebro. Nok ikke en nyhed, der for alvor ville trække overskrifter, hvis ikke det var fordi, at det er Europas indtil videre største 3D-printede byggeri. Med et kæmpe drive, tårnhøje ambitioner og hjælp fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses iværksætterindsats er de unge iværksættere bag den bare fire år gamle virksomhed i fuld gang med at skabe nye standarder for byggebranchen.
Eksportsamarbejde har åbnet døren til det tyske marked20.6.2025 09:31:11 CEST | Pressemeddelelse
Esbjerg-virksomheden Dansk Scanning A/S har fået hjælp til at realisere det store potentiale, som virksomheden havde identificeret syd for grænsen. Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses eksportindsats åbnede for et eksportsamarbejde med det lokale erhvervshus, og det betød, at Dansk Scanning kunne få rådgivningsassistance i forbindelse med markedsafsøgning og deltagelse i udbud i Tyskland – og effekten har været tydelig.
Styrket indsats for danske iværksættere med vækstpotentiale18.6.2025 12:54:08 CEST | Pressemeddelelse
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse investerer 113 mio. kr. i at få flere vækstiværksættere i Danmark og i bedre betingelser for, at nye virksomheder kan vokse sig stærke og konkurrencedygtige.
Målrettede indsatser skal løfte tusindvis af SMV'er17.6.2025 12:51:48 CEST | Pressemeddelelse
Mere end 300 mio. kr. annoncerer Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse til at styrke danske SMV’ers robusthed og omstillingsevne i en hastigt foranderlig verden. Ved at samle og forenkle en række behovsdrevne tilbud er målsætningen at løfte det brede SMV-segments produktivitet, omsætning, eksport og bæredygtighed.
En stærk klyngeindsats skal styrke virksomhedernes produktivitet og konkurrenceevne14.5.2025 10:08:56 CEST | Pressemeddelelse
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har tildelt midler til 11 klyngeorganisationer, der hermed er udpeget som nationale innovationsklynger for perioden 2025-2028.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum