Gasledning til Lolland-Falster skal sikre CO2-reduktioner og arbejdspladser
Den grønne omstilling og de muligheder, der følger med et grønt samfund, skal nå alle egne af Danmark. Derfor indstiller regeringen til det statslige transmissionsselskab Energinet, at en gasledning, som samlet vil koste 792 mio. kr., fra 2024 skal forsyne Lolland-Falster med mere klimavenlig energi. I dag er Lolland-Falster sammen med Bornholm og Djursland de eneste større områder i Danmark, som endnu ikke har adgang til gas.
Med det grønne energiprojekt vil regeringen sikre CO2-reduktioner, grobund for fremtidig grøn beskæftigelse og fastholde nuværende lokale arbejdspladser. Gasledningen vil bidrage til at sikre fortsat beskæftigelse på Lolland-Falsters største arbejdsplads – Nordic Sugars fabrikker i Nykøbing F. og Nakskov – som har ca. 350 ansatte, og hvor ca. 750 lokale roedyrkere leverer sukkerroer til fabrikkerne. Derudover har flere andre produktionsvirksomheder, fx producenter af morgenmadsprodukter, maling og asfalt tilkendegivet, at de agter at blive koblet på gasledningen.
”Dette er en meget stor investering, som er nødvendig for at hjælpe Lolland-Falster. Det handler om at beskytte truede arbejdspladser og om at sikre grøn omstilling i alle dele af Danmark. Den nye gasledning vil allerede ved etableringen give store CO2-besparelser, og på sigt bliver det en helt CO2-neutral løsning, når vi får nok biogas”, siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen og tilføjer:
”Hvis sukkerproduktionen i Danmark ikke får hjælp til at omstille sig, er vurderingen, at den ville flytte til et andet sted i verden. Det ville ikke være bedre for klimaet, og det ville være katastrofalt for Lolland-Falster.”
Anlægsomkostningerne ved gasledningen er 792 mio. kroner. Heraf finansierer gashandleren Andel 84 mio. kroner ved en kontrakt om at aftage gas fra nettet i en 15-årig periode – gassen skal leveres videre til Nordic Sugar. De resterende anlægsomkostninger tariffinansieres. Både Andel og biogasproducenten Nature Energy har booket kapacitet i gasledningen i en 15-årig periode.
”Det er meget glædeligt, at der nu er fundet en løsning, som sikrer en langsigtet bæredygtig omstilling af sukkerproduktionen i Danmark. Jeg er meget glad for, at regeringen har lyttet til os undervejs i denne proces. Det er et vigtigt skridt for vores fortsatte konkurrenceevne internationalt og bidrager samtidig til, at Danmark kan opretholde en mere end 150 år gammel tradition for sukkerproduktion på Lolland-Falster”, siger Jesper Thomassen, Managing Director, Nordic Sugar i Danmark.
Nordic Sugar er i dag er den næststørste CO2-udleder i industrien i Danmark, og gasledningen vil årligt skære 51.000 tons CO2 alene af udledningen fra Nordic Sugar-fabrikkerne, når kul og olie erstattes. Det svarer til at fjerne 20.000 fossile biler fra vejene. Samtidig vil luftforureningen fra de to fabrikker blive mærkbart mindsket. Gasledningen vil derudover også skabe rammer for yderligere erhvervsudvikling. Ikke mindst i lyset af produktionen af vedvarende energi i området og fremtidige muligheder for integrering af Power-to-X.
”Det er en fremragende løsning for den grønne omstilling, arbejdspladserne på Lolland-Falster og den forsatte sukkerproduktion i Danmark. Nordic Sugar og DI har i adskillige år kæmpet for at få virksomheden koblet på gasnettet, så den på lidt længere sigt kan blive forsynet med CO2-neutral biogas. De danske virksomheder har kastet sig helhjertet ind i kampen for et bedre klima, men ikke alle steder kan det lade sig gøre uden investeringer fra samfundet. Nordic Sugar får nu mulighed for selv at foretage store investeringer for at kunne gennemføre den grønne omstilling”, siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i Dansk Industri.
Fakta
- Gasledningen bliver ca. 115 km lang og vil gå fra Sydsjælland over Falster og ende i Nakskov. Gasledningen bliver koblet på det danske gassystem ved Everdrup på Sydsjælland.
- Fra 2020 til 2030 forventes andelen af bæredygtig biogas i det danske gasforbrug at stige fra ca. 20 pct. til ca. 50 pct. I 2040 er der potentiale for, at al dansk gasforbrug består af gas fra vedvarende energikilder.
- Nordic Sugar-fabrikkerne danner grundlag for Lolland-Falsters største arbejdspladser med ca. 350 ansatte i Nakskov og Nykøbing Falster. Derudover leverer ca. 750 lokale roedyrkere sukkerroer til fabrikkerne.
- Det nuværende forbrug af kul og olie medvirker til, at Nordic Sugar i dag er den næststørste CO2-udleder i industrien i Danmark. I 2019 udledte de to sukkerfabrikker 162.000 tons CO2.
- Ud over Nordic Sugar har 15-25 andre virksomheder på Lolland-Falster tilkendegivet, at de gerne vil kobles på gasledningen. Det drejer sig bl.a. om producenter af morgenmadsprodukter, maling og asfalt.
Nøgleord
Kontakter
Pressekontakt:
Klimaministeriets pressetelefon: 41 72 38 05
Vedhæftede filer
Information om Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
I Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet arbejder vi for målet om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i Danmark i 2030 og for et visionært, grønt lederskab både i Danmark og ude i verden.
Følg pressemeddelelser fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Danmark skærper bæredygtighedskrav til biomasse10.10.2024 11:00:43 CEST | Pressemeddelelse
Danske bæredygtighedskrav til biomasse er blandt de skarpeste i Europa, og nu får de et ekstra grønt nøk.
Fra fangst til lagring: Nu er døren til nyt milliardudbud åbnet9.10.2024 10:30:25 CEST | Pressemeddelelse
CO2-fangst og lagring er et nødvendigt redskab for at nå Danmark og Europas klimamål, og i Danmark er arbejdet i fuld gang. Nyeste skud på stammen er åbningen af et udbud på 28 milliarder kroner, der skal sikre CO2-reduktioner i 2030.
Regeringen støtter, at Energinet starter på næste etape for brintrøret8.10.2024 10:16:00 CEST | Pressemeddelelse
Energinets indledende markedsdialog indikerer stor interesse for det danske brintrør. Regeringen imødeser med stor tilfredshed, at Energinet går videre med næste fase af projektet, hvor der nu arbejdes på, at idriftsættelse kan blive i 2031.
Omstilling af landbruget: Regeringen er klar med næste skridt for klimaredskab7.10.2024 13:48:36 CEST | Pressemeddelelse
Uden grøn omstilling og reduktioner i landbruget kan Danmark ikke blive klimaneutral. Derfor er det nødvendigt at få gjort op med nogle af de barrierer, som i dag står i vejen for teknologier som pyrolyse, der kan bidrage med reduktioner i landbruget.
Fra vision til virkelighed: Klimaminister samler Nordsøens ministre for at sikre fremtidens grønne jobs og industri4.10.2024 08:59:40 CEST | Pressemeddelelse
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard samler som formand for Nordsøsamarbejdet ministre og markedsaktører for at skrive et nyt og vigtigt kapitel, der skal indfri Nordsøens potentiale og sikre fremtidens grønne jobs og industri.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum