Halsnæs Kommune

Restriktioner forlænges – hvad betyder det for skoler, dagtilbud og klubtilbud?

Del
29. december meldte regeringen ud, at delvise nedlukning af samfundet forlænges til og med 17. januar 2021.

Forlængelsen betyder, at hovedparten af alle skolebørn – også i de mindste klasser – i den kommende tid skal modtage nødundervisning uden fysisk tilstedeværelse. Det betyder, at eleverne skal blive hjemme, hvorfra de efter anvisning fra deres nærmeste lærere vil modtage en form for digital undervisning.

Skoleledere og lærere arbejder pt. på højtryk for at forberede undervisningen, og der vil hurtigst muligt blive sendt konkret information ud via Aula. I den forbindelse kan det ikke garanteres, at alle rammerne for undervisningen af de mindste kan være på plads fra mandag morgen den 4. januar.

Læs mere herunder om, hvad restriktionerne betyder for skoler, dagtilbud og klubtilbud.

Skoler

Alle skoleelever overgår til nødundervisning uden fysisk tilstedeværelse fra 4. januar til og med 17. januar. 
Sårbare elever er dog undtaget. Der vil på den enkelte skole/specialtilbud blive tilrettelagt særskilt undervisning for denne gruppe. Den enkelte skole vil melde ud, hvordan det konkret organiseres. 

Der etableres pasningstilbud for elever i 0.-4. klasse, hvor forældrene ikke har mulighed for at være hjemme for eksempel pga. krav om fysisk fremmøde på ens arbejde. Det er vigtigt at understrege, at der er tale om et nødtilbud, og at det f.eks. ikke er til rådighed for forældre, der synes, de har brug for mere ro og fred i forbindelse med hjemmearbejde. Man vil skulle tilmelde sig på den enkelte skole med begrundelse for pasningsbehov. Også her vil der følge nærmere information på Aula.

De mindste elever, der nu skal undervises hjemmefra, har ikke fået udleveret it-redskaber til digital nødundervisning. Da skolerne ikke har et lager af computerudstyr til alle elever i indskolingen, opfordrer kommunen til, at alle, der har mulighed for det, bruger en privat computer/tablet i forbindelse med fjernundervisning. Har man ikke mulighed for dette, vil et begrænset antal elever kunne få udleveret en computer eller tablet af skolen. Dette vil den enkelte skole også orientere nærmere om. 

For de ældste elever fortsætter den undervisning, der allerede har været i gang i nogen tid.

Har man et barn, der går på en privatskole, skal man kontakte skolen for at høre nærmere om, hvordan undervisningen organiseres i den kommende tid.

SFO og klubtilbud

SFO og klubtilbud er omfattet af nedlukningen. Det betyder, at der som udgangspunkt ikke er mulighed for pasning i SFO mv. I sammenhæng med den nødpasning, der tilbydes i skoletiden, vil der også efter skoletid være et nødpasningstilbud til forældre med elever, der går i 0.-4. klasse. Nødpasningstilbuddet i SFO er målrettet de samme forældre, som kan gøre brug af nødpasning/nødundervisning i skoletiden.

Dagtilbud

Kommunens dagtilbud fortsætter i princippet uændret. Dvs. at alle har mulighed for at få passet børn.

Imidlertid skal der lyde en stærk opfordring til, at man bruger pasningstilbuddet mindst muligt. Har man et arbejde, som kræver fysisk fremmøde, skal man selvsagt aflevere ens børn som hidtil. Men arbejder man hjemmefra, vil det være en stor hjælp i forhold til at kontrollere smitten hos børn og personale, hvis man begrænser pasningsbehovet mest muligt. Set i lyset af det gennerelle smittetryk må det forventes, at der i den kommende tid også vil være pædagogisk personale, som bliver ramt, og dermed kan der opstå udfordringer i form af personalemangel, hvis alle forældre lader deres børn passe i samme omfang som normalt.

Sårbare grupper

Under nedlukningen tages der særligt hensyn til sårbare grupper af borgere – herunder sårbare børn. Derfor vil der på alle kommunale områder blive opretholdt et særligt tilbud til disse grupper. Man vil som forælder til denne gruppe af børn høre nærmere herom.   

Ungdomsuddannelser

Elever på ungdomsuddannelserne herunder gymnasier og Forberedende Grunduddannelse (FGU) skal i udgangspunktet også modtage fjernundervisning. Man vil høre nærmere om dette fra den enkelte uddannelsesinstitution.

Læs mere om nedlukningens betydning i Halsnæs Kommune på linket her. 

Billeder

Information om Halsnæs Kommune

Halsnæs Kommune
Halsnæs Kommune
Rådhuspladsen 1
3300 Frederiksværk

+45 47 78 40 00https://halsnaes.dk/

Halsnæs Kommune er placeret i naturskønne omgivelser i det nordvestlige hjørne af Nordsjælland. Vores motto er: "Halsnæs - rå og autentisk. Her er ikke for fint, og det føles ægte". Kom og vær med!

Følg pressemeddelelser fra Halsnæs Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Halsnæs Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye