IT-Universitetet i KøbenhavnIT-Universitetet i København

It-studerende lærer unge at programmere på YouTube

Del
IT-Universitetet går i luften med en ny YouTube-kanal, hvor it-studerende inspirerer andre unge til at lære at programmere og se muligheder i teknologien.

Mange unge tilbringer en stor del af deres liv bag skærmen uden at tænke nærmere over, hvordan apps, sociale medier og andre digitale produkter egentlig fungerer, og hvordan de digitale tjenester påvirker vores liv.

Det vil IT-Universitetet lave om på med YouTube-kanalen Tænk i Tech, som officielt går i luften i dag. Her kan man blandt andet lære at programmere, møde inspirerende tech-personligheder og følge med i en række it-studerendes hverdag.

Vil inspirere unge til at opsøge viden
En af de ITU-studerende, man kan møde på Tænk i Tech-kanalen, er Melissa Høegh Marcher, som læser Softwareudvikling. Hun har været med til at tilrettelægge en serie tutorials, hvor man kan lære at programmere helt fra bunden – kun ved hjælp af en almindelig computer, og i et sprog og tempo, som alle kan følge med i.

”I folkeskolen og på gymnasiet bliver vi undervist i mange aspekter af den verden, vi lever i, men desværre ikke særligt meget om teknologi, selvom det er noget, vi alle er afhængige af og bruger hver eneste dag. Så for mig er det vigtigt at formidle den teknologi, vi går og bruger, på en sjov og lærerig måde. Og endnu vigtigere at inspirere unge mennesker til selv at opsøge ny viden om teknologi,” siger hun.

Selv havde Melissa Høegh Marcher ingen erfaring med at programmere, inden hun startede på sit studie.

”Det er en ret vild oplevelse at starte på softwareudvikling som programmerings-nybegynder. Man begynder at tænke på teknologi på en helt ny måde. Lige pludselig bruger man ikke kun Facebook og Spotify. Man tænker også over, hvordan de er blevet udviklet,” siger hun.

Teknologi er for alle
YouTube-kanalen er en del af projektet ’Tænk i Tech’, som er støttet af Novo Nordisk Fonden. Projektet henvender sig til alle 16-21-årige på tværs af interesser, køn, etnicitet og landsdele, og har særligt fokus på at nå de unge, der ikke allerede har it-færdigheder.

”Med Tænk i Tech vil vi gøre teknologien tilgængelig der, hvor de unge allerede er i deres fritid, hvilket jo i høj grad er på YouTube og Instagram. I onlineuniverset kan de unge komme i gang med at programmere, men også få viden om, hvad man egentlig kan med it. Formålet er vise, at teknologi og kodning er for alle og give inspiration til, hvordan it kan bruges kreativt, for eksempel til at lave musik, skabe kunst eller løse vigtige samfundsproblemer. Det handler om at få viden ud fra universitetet og ind på ungdomsværelserne,” siger Anna Lohmann Ahlbom, projektleder for Tænk i Tech.

Undervisning i hele landet
Udover tutorials og how-to videoer vil man på YouTube-kanalen Tænk i Tech kunne finde indhold, der viser bredden af muligheder, it-færdigheder giver. For eksempel vil man i små reportager kunne møde en musiker, der bruger sin computer som instrument, en iværksætter, der laver udviklingsarbejde med teknolog og andre unge, der bruger teknologien kreativt.

Derudover vil ITU-studerende via Instagram-kontoen Tænk i Tech dele posts om teknologi, livet på uddannelsen og tanker om at vælge en it-uddannelse og -karriere.

Projektet indeholder også et fysisk spor, hvor ITU-studerende vil undervise i programmering på ungdomsskoler, i foreninger og på efterskoler over hele landet. Denne del af projektet bliver igangsat, når coronasituationen tillader det, formentlig i første del af 2021.

FAKTA

  • Tænk i Tech er støttet af Novo Nordisk Fonden med en bevilling på 3,9 millioner kroner og løber over en periode på tre år.
  • Følg YouTube-kanalen Tænk i Tech her
  • Følg Instagram-profilen her.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Links

Information om IT-Universitetet i København

IT-Universitetet i København
IT-Universitetet i København
Rued Langgaards Vej 7
2300 København S

+45 7218 5000https://www.itu.dk/

Følg pressemeddelelser fra IT-Universitetet i København

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra IT-Universitetet i København

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye