Digitalt Landsbytopmøde sætter fokus på grøn omstilling på landet

Rundt om i landet bliver der udviklet lokale svar på problemstillinger relateret til den grønne omstilling. For de danske landdistrikter er beboet af ildsjæle og lokale organiseringer, som er klar til at bidrage til en bæredygtig samfundsudvikling. Og skal den grønne omstilling være en succes på landet, er netop den lokale forankring central.
Med afsæt i de politiske målsætninger om CO2-reduktion og en mere bæredygtig samfundsmodel stiller Landdistrikternes Fællesråd skarpt på, hvordan landsbyerne kan bidrage til en bæredygtig grøn omstilling og samtidig skabe lokal udvikling og gode forudsætninger for bosætning og arbejdspladser.
Derfor inviterer Landdistrikternes Fællesråd landsbyer, lokalråd, borgerforeninger og landsbylaug til at deltage i Landsbytopmøde 2020, der i år afholdes digitalt. Det digitale landsbytopmøde afløser to planlagte topmøder, som er blevet aflyst pga. corona.
- Landsbytopmødet 2020 finder sted tirsdag den 10. november kl. 17.00-18.30.
Det er gratis at deltage i Landsbytopmødet, men det kræver tilmelding. Den foregår via følgende link. Forud for mødet vil der blive fremsendt et link til det digitale møde.
I forlængelse af Landsbytopmødet 2020 vil Merete Due Paarup, kreativ direktør i Image Consult, præsentere Landsbybooster, den nye online værktøjskasse for ildsjæle i landdistrikterne. Landsbybooster er et samarbejde mellem Landdistrikternes Fællesråd og fem landsbyer, mens ImageConsult har forestået projektledelsen. Projektet er støttet af Erhvervsstyrelsens landdistriktspulje.
Præsentationen af Landsbybooster finder sted fra 19.00-20.00 via samme link som Landsbytopmødet.
Inspiration fra Torup og Nordenskov
I løbet af Landsbytopmødet vil landsbyernes rolle i den grønne omstilling blive sat til debat: Hvordan bliver flere landsbyer bæredygtige, og hvordan kan vi sætte gang i udviklingen af lokale løsninger på globale problemstillinger?
Erhvervsminister Simon Kollerup (S) bidrager til Landsbytopmødet med et oplæg om regeringens landdistriktspolitik.
Derudover vil der være konkrete perspektiver og erfaringer med den grønne udvikling på landet eksemplificeret af to landsbyer: Torup i Halsnæs Kommune og Nordenskov i Varde Kommune.
Torup blev Årets Landsby 2019, hvor temaet var bæredygtighed. Landsbyen har bl.a. erfaring med delebiler, egen spildevandsrensning og en økologisk bydel. Landsbyen skal desuden til at udvides med en ny bydel, Hvidelandet, som vil skabe moderne rammer for livet på landet, herunder et socialt, økonomisk og økologisk bæredygtigt liv. Landsbyens lokalråd har endvidere etableret sin egen jordfond, der sælger byggemodnet jord til boliger og erhverv.
Tegnestuen Urland vil fortælle om deres arbejde med at omdanne landsbyen Nordenskov til Danmarks første LAR-landsby (lokal afvanding af regnvand) – det vil sige en landsby, hvor regnvand nedsives lokalt, mens veje og byrum bliver brugt til at skabe ny natur og nye mødesteder. Siden 2015 har Nordenskov Borger og Sogneforening omlagt alle landsbyens villaveje til slyngede veje, åbne forhaver, regnbede, ny beplantning og nye samlingssteder. Sidste og største del af projektet forestår stadig; nemlig at LAR-omlægge byens hovedgader og centrale torv. Projektet involverer alle landsbyens borgere og institutioner og genfortolker indretningen af hele landsbyens fællesrum.
Nøgleord
Kontakter
Eva Østergaard, kommunikations- og presseansvarlig i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 53 85 01 36, mail: eoe@landdistrikterne.dk
Billeder

Information om Landdistrikternes Fællesråd
Landdistrikternes Fællesråd er en partipolitisk neutral interesseorganisation, der arbejder for at skabe bedre rammevilkår for landdistrikter og yderområder i Danmark.
Vi tæller 55 kommuner og fire regioner, der tilsammen repræsenterer over 4 millioner danskere. Medlemmerne er tillige en række landsdækkende organisationer, de lokale aktionsgrupper samt et større antal landsbyer og landdistriktsråd.
Følg pressemeddelelser fra Landdistrikternes Fællesråd
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Landdistrikternes Fællesråd
Landdistrikter: Varmepumpepuljen rammer skævt – målret den til yderområderne10.12.2025 06:57:40 CET | Pressemeddelelse
Ny rapport fra De Økonomiske Råd viser, at tilskud fra varmepumpepuljen i høj grad ender hos boligejere, der ville have købt en varmepumpe, selvom de ikke fik tilskud. Landdistrikternes Fællesråd opfordrer til, at puljen målrettes land- og yderområder, hvor boligejerne på landet og i landsbyer typisk har lav friværdi, lave ejendomsvurderinger og en del har mindre opsparinger.
Landdistrikter: Nye anbefalinger fejler - svækker grundlaget for regionale mediers succes2.12.2025 07:33:55 CET | Pressemeddelelse
Ekspertudvalgs anbefalinger om at samle TV2-regionerne i én national koncern møder massiv modstand fra Landdistrikternes Fællesråd. Det vil centralisere TV2-regionerne og svække nyhedsdækningen uden for de største byer, advarer organisationen.
Landdistrikter: Et Danmark i balance kræver kommuner og regioner i balance13.11.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Kommunal- og regionalvalgkampen er i fuld gang. En undersøgelse viser, at danskerne fortsat tillægger lokale kernevelfærdsområder stor betydning. Skoler og uddannelse, sundhed, trivsel og socialt udsatte samt ældrepleje er blandt de temaer, som flest borgere mener er de vigtigste. I landdistrikterne er de decentrale tilbud ekstra afgørende for bosætning.
Landdistrikter: Regeringens forslag er et centralt skridt i kampen mod rigide låneregler og bedre boligfinansiering på landet7.11.2025 11:43:18 CET | Pressemeddelelse
Regeringen vil i et nyt boligudspil gøre det lettere at låne til bolig i landdistrikter og landsbyer. Tiltagene skal bl.a. give bankerne større fleksibilitet i kreditvurderingen af boligkøbere. Landdistrikternes Fællesråd bakker op om forslaget – men der skal flere tiltag til for at sikre bedre boligfinansiering i landdistrikterne, og henviser til en række forslag fra eget boligudspil.
Nyt udspil: Et BoligDanmark i balance6.11.2025 06:01:00 CET | Pressemeddelelse
Boligmarkedet viser dybe kløfter mellem land og by, hvor låneudfordringer og mangel på attraktive lejeboliger særligt spænder ben for bosætning i land- og yderområder. Gennem en række nye anbefalinger vil Landdistrikternes Fællesråd vise vejen til et boligmarked i bedre balance, på tværs af landet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum