Danmark får klare regler om psykisk arbejdsmiljø

”Et afgørende skridt mod ligestilling af fysisk og psykisk arbejdsmiljø!”
Sådan beskriver næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation, Morten Skov Christiansen, en splinterny bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø.
Danmark er ét af de første lande i Europa, der får en bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø. Til sammenligning har vi langt over hundrede bekendtgørelser, der konkretiserer det fysiske arbejdsmiljø.
”Det er kæmpestort, at vi nu får tydeliggjort og konkretiseret reglerne for det psykiske arbejdsmiljø. Det har fagbevægelsen kæmpet for i mange år. Nu får vi sort på hvidt, hvilke pligter arbejdsgiverne har haft i over 40 år for at sikre et sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt arbejdsmiljø – også i forhold til det psykiske arbejdsmiljø. Det er hidtil ikke fremgået klart og samlet noget sted,” siger Morten Skov Christiansen.
Over halvdelen har psykisk belastende arbejde
Arbejdsgiverne har nemlig hele tiden haft pligt til at forebygge bredt inden for alle områder af det psykiske arbejdsmiljø.
Men hidtil har det kun været beskrevet meget overordnet. Der har ikke været en samlet konkret beskrivelse af de risikofaktorer, hvor det er særlig vigtigt at forebygge. Fx har det ikke tidligere fremgået direkte af reglerne, at arbejdsgiver skal forebygge, at medarbejderne bliver syge pga. en for stor arbejdsmængde eller et for højt tidspres.
Der er ellers nok at gå i gang med: Sidste år viste en undersøgelse foretaget af Epinion for FH, at mere end hver anden (55 pct.) medarbejder i den offentlige sektor føler, at deres arbejde er psykisk belastende. Det samme gælder hver tredje i den private sektor.
LINK: FH-analyse: Stort arbejdspres nu og mere fremover
Gør en kæmpe forskel
”Det gør en kæmpe forskel, at der nu også kommer en definition af, hvad det psykiske arbejdsmiljø omfatter – det gælder måden arbejdet er planlagt og tilrettelagt på, de organisatoriske forhold, arbejdets indhold, kravene i arbejdet, den måde arbejdet udføres på og de sociale relationer, ” siger Morten Skov Christiansen.
”Med klare regler bliver hele grundlaget også klarere for at tage snakken ude på arbejdspladserne om, hvad der skal prioriteres og forebygges i forhold til det psykiske arbejdsmiljø,” siger Morten Skov Christiansen.
Et nyt fælles sprog
Den nye bekendtgørelse ser Morten Skov som et afgørende første skridt på vejen til at få det fælles sprog om psykisk arbejdsmiljø, som hidtil har manglet.
”Vi ved jo godt, at de nye regler ikke er nogen tryllestav. Men vi får noget helt afgørende og noget som er et meget vigtigt fundament, nemlig et fælles sprog, som gør, at der ikke længere opstår tvivl eller diskussion om, hvad det psykiske arbejdsmiljø handler om ude på arbejdspladserne, ” siger han.
Han pointerer, at selvom arbejdsgiverne har ansvaret, er arbejdet med at sikre at godt psykisk arbejdsmiljø en opgave, der skal løses gennem dialog og samarbejde mellem arbejdsgivere, ledere og medarbejdere.
Morten Skov Christiansen understreger, at det derfor er centralt, at samarbejdet om det psykiske arbejdsmiljø i arbejdsmiljøorganisationen (AMO) også får et løft med bekendtgørelsen.
Kollektive løsninger – ikke individuelle
Med den nye bekendtgørelse gøres det også mere klart, at når virksomhederne forebygger, så handler det først og fremmest om at finde kollektive løsninger i den måde, arbejdet tilrettelægges på. Fx at der er overensstemmelse mellem de opgaver medarbejderne skal løse og den tid, de har til rådighed.
Det bliver tydeligere, at kollektive, organisatoriske løsninger, der tager hånd om årsagerne til psykiske belastninger, kommer forud for individuelle løsninger, som eksempelvis psykologbehandling, der primært tager hånd om symptomerne, når det er gået galt.
”Derfor er jeg også virkelig glad for, at bekendtgørelsen bakkes bredt op af både arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer. Det er et stærkt afsæt for samarbejdet og den fælles indsats for at løfte det psykiske arbejdsmiljø og forebygge psykisk nedslidning på de danske arbejdspladser,” siger Morten Skov Christiansen.
Bekendtgørelsen følges op af fem vejledninger fra Arbejdstilsynet med uddybning af forpligtelserne for hver af fem risikofaktorer.
I år kommer de to første – som begge er opdateringer af eksisterende vejledninger: dels om krænkende handlinger, herunder mobning og seksuel chikane, dels om vold.
Til næste år forventes den første af de helt nye – og banebrydende – vejledninger, nemlig om stor arbejdsmængde og tidspres. Senere kommer en vejledning om høje følelsesmæssige krav i arbejdet med mennesker, og formentlig først i 2022 den sidste vejledning om uklare og modsatrettede krav.
Nøgleord
Billeder

Information om FH - Fagbevægelsens Hovedorganisation
Følg pressemeddelelser fra FH - Fagbevægelsens Hovedorganisation
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra FH - Fagbevægelsens Hovedorganisation
Nyt tal slår fast: Spareforslag vil give kæmpe underskud11.12.2024 09:05:26 CET | Pressemeddelelse
Et forslag om besparelser på uddannelse til arbejdsløse vil sænke beskæftigelsen med næsten 3000 og skabe et stort hul i statskassen, viser ny rapport lavet for FH.
FH om FL25: Ros til uddannelsesprioriteringer og skolemad – men bekymring for arbejdsmiljøområdet22.11.2024 10:03:03 CET | Pressemeddelelse
Fra Fagbevægelsens Hovedorganisation er der ros for penge til uddannelsesområdet og skolemad, men finansloven for 2025 efterlader mange ønsker tilbage på arbejdsmiljøområdet i en tid med stress og nedslidning.
En sundhedsreform med gode ambitioner15.11.2024 11:08:40 CET | Pressemeddelelse
Den kommende sundhedsreform sætter store skibe i søen, som kan styrke nærheden, forebyggelsen og det tværgående samarbejde. For Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) er det afgørende, at medarbejderne sidder med ved bordet, når detaljerne skal udformes og reformen implementeres.
Nyt udspil fra FH: Sådan skaber vi et trygt, retfærdigt og ansvarligt pensionssystem4.11.2024 07:39:36 CET | Pressemeddelelse
I et nyt udspil foreslår Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) blandt andet at styrke Arne-pensionen, investere massivt i arbejdsmiljø og sporskifte.
Nyt udspil: Den grønne omstilling skal være socialt retfærdig21.10.2024 10:11:16 CEST | Pressemeddelelse
Hvis vi skal i mål med den grønne omstilling, skal vi skrue op for uddannelsesambitionerne og sikre, at lønmodtagerne får økonomisk tryghed og stærke jobmuligheder. Mange lønmodtagere er i dag bekymrede for konsekvenserne af omstillingen, og det skal tages alvorligt. Derfor præsenterer Fagbevægelsens Hovedorganisation nu et udspil, der sikrer social retfærdighed i den grønne omstilling.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum