Haastrup er Årets Landsby 2020

Vinderen af Årets Landsby 2020 er landsbyen Haastrup på Fyn. Mens utryghed og ensomhed har præget størstedelen af samfundet, har landsbyen Haastrup i Faaborg-Midtfyn Kommune slået ring om sine beboere og formået at skabe en glæde, der har blomstret i krisetiden.
Under coronanedlukningen spillede den lokale trompetist, Sara Brunse, koncert fra landsbyens kirketårn og holdt med sine smukke toner humøret højt hos haastrupperne i en tid, hvor det så allermest sort ud. Også ko-lokkepigerne og et band på den lokale gård, Stormgården, stod for musikalske indslag under nedlukningen – fremført i den åbne natur med afstand.
Allerede dagen efter nedlukningen arrangerede den lokale købmand gratis vareudlevering, så udsatte og utrygge borgere kunne undgå indkøbsturen. Varerne blev bragt ud af lokale frivillige hænder. Udendørsarealer blev åbnet for at huse skole- og børnehavebørn, håndvaske og toiletter blev sat op. Det hele rengjort af forældre, der mødte talstærkt - og ikke mindst meget tidligt - op.
Og det er et af kendetegnene ved Haastrup. Landsbyens knap 325 borgere har et stærkt frivilligt netværk blandt andet afspejlet i foreningslivet, der aktuelt rummer 20 forskellige foreninger. Viljen til at bidrage i lokalsamfundet var med til at gøre Haastrup til Årets Landsby 2020, lyder vurderingen fra komitéen.
I et stærkt finalefelt bestående af Bjergsted og Borris, var det nemlig Haastrup, der i sidste ende overbeviste dommerne, forklarer formanden for komitéen og tidligere minister for by-, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen:
- Beslutningen i år har været særligt vanskelig, fordi coronakrisen har berørt os alle - både personligt og som samfund. Det har været enormt spændende at se, hvordan vores landsbyer har løst denne udfordring, siger han og tilføjer:
- I Haastrup har borgerne virkelig stået sammen. Selvom de har haft store udfordringer under coronakrisen, har hele landsbyen givet en hånd med og løst opgaven sammen. Det er meget imponerende og livsbekræftende at se, hvordan indsatsen er kulmineret i et endnu stærkere fællesskab beboerne imellem. Derfor fortjener de titlen som Årets Landsby 2020.
Michael Demsitz, der er næstformand i Forenet Kredit og medlem af bedømmelseskomitéen, er også imponeret over Haastrups indsats:
- Jeg er meget imponeret over aktiviteterne i alle de tre landsbyer, vi har besøgt. I Haastrup er ingen blevet glemt eller overladt til sig selv takket være et bemærkelsesværdigt lokalt engagement. Mens krisen har lagt en dæmper på udviklingen og sammenholdet mange andre steder i landet, er landsbyen – med udendørs fællesskaber og masser af musik - kravlet gennem krisen og fremstår endnu stærkere end før. Den udvikling vil vi naturligvis gerne være med til at understøtte i hele landet, og jeg er sikker på, at Haastrup kan inspirere mange af os.
Årets tema 2020
I finalen til Årets Landsby 2020 var Haastrup i Faaborg-Midtfyn Kommune, Bjergsted i Kalundborg Kommune og Borris i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Hvert år uddeles prisen Årets Landsby inden for et selvstændigt tema. Årets tema er: Hvordan kommer landsbyernes fællesskaber gennem en krise? Kriterierne for at ansøge er, at den indstillede landsby har under 1.200 indbyggere.
Fakta Årets Landsby
Prisen til Årets Landsby uddeles af Landdistrikternes Fællesråd og Landsforeningen Landsbyerne i Danmark i samarbejde med Forenet Kredit, foreningen bag Nykredit og Totalkredit. I år uddeles prisen for 24. gang.
Sidste års tema var "Den bæredygtige landsby", og vinderen var landsbyen Torup i Halsnæs Kommune. Tidligere modtagere af Årets Landsby er: Vallekilde, Hvilsom, Skovlunde, Tise, Jordrup, Billum, Svindinge, Samsø, Bårse, Filskov, Klejtrup, Korinth, Ballum, Gjøl, Vejrup, Janderup, Horslunde, Bagenkop, Vrads, Vestervig, Trekroner og øen Fejø.
Bedømmelseskomitéen finder frem til vinderen af Årets Landsby og består af: Carsten Hansen, tidligere minister for by, bolig og landdistrikter, Michael Demsitz, næstformand i Forenet Kredit, Gunnar Landtved, medlem af Landdistrikternes Fællesråds bestyrelse, Lone Kastberg, medlem af Landdistrikternes Fællesråds bestyrelse, Steen Kjær Jensen, formand for Landsforeningen Landsbyerne i Danmark samt Knud Erik Elmann Jensen, bestyrelsesmedlem i Landsforeningen Landsbyerne i Danmark.
Nøgleord
Kontakter
Eva Østergaard, kommunikations- og presseansvarlig i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 53 85 01 36, mail: eoe@landdistrikterne.dk
Billeder




Information om Landdistrikternes Fællesråd
Landdistrikternes Fællesråd er en partipolitisk neutral interesseorganisation, der arbejder for at skabe bedre rammevilkår for landdistrikter og yderområder i Danmark.
Vi tæller 55 kommuner og fire regioner, der tilsammen repræsenterer over 4 millioner danskere. Medlemmerne er tillige en række landsdækkende organisationer, de lokale aktionsgrupper samt et større antal landsbyer og landdistriktsråd.
Følg pressemeddelelser fra Landdistrikternes Fællesråd
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Landdistrikternes Fællesråd
Landdistrikter: Aftale om VE-kompensation er et skridt i den rigtige retning, men ikke nok10.10.2025 14:30:46 CEST | Pressemeddelelse
Regeringen og en række partier har netop præsenteret en ny aftale, der skal fremme den lokale opbakning til nye solcelle- og vindmølleanlæg. Landdistrikternes Fællesråd roser flere initiativer i aftalen, men efterlyser fortsat rammer til en bedre borgerinddragelse og påpeger, at tiltagene kommer for sent.
Presseinvitation: Hør eksperternes bud på, hvordan levende bymidter bliver en drivkraft for stærke landdistrikter26.9.2025 07:00:00 CEST | Presseinvitation
Hvordan skaber vi levende bymidter til gavn for udviklingen i landdistrikterne? På Landdistriktsforskningens Dag 2025 stiller vi skarpt på bymidtens rolle i udviklingen af vores landdistrikter og undersøger, hvilke greb der virker, når vi skal skabe indbydende byrum, et stærkt handelsliv og blomstrende fællesskaber.
Nyt samarbejde skal udforske bymidtens betydning for omkringliggende landsbyer25.9.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Landdistrikternes Fællesråd og Dagrofa går sammen om at afdække nye muligheder for at fremme levende bymidter. Det sker gennem et bredt samarbejde med Gehl Architects, Aalborg Universitet, Center for Landdistriktsforskning og syv kommuner.
Landdistrikter: Nye boliger i landzone vil styrke bosætning i landdistrikterne22.9.2025 08:28:56 CEST | Pressemeddelelse
Regeringen lægger nu op til en væsentlig ændring af planloven, der skal gøre det muligt at placere nye boliger på landet, som erstatning for boliger, der bliver nedrevet i landzone, indenfor samme kommune. For Landdistrikternes Fællesråd er det et meget vigtigt tiltag, som modvirker at landzonen gradvist tømmes for boliger og borgere. Alene gennem de seneste 10-20 år er tusindvis af boliger forsvundet i landzone over hele landet.
Landdistrikterne: Regeringens energiudspil rummer gode initiativer, men for lidt og for sent17.9.2025 13:17:09 CEST | Pressemeddelelse
Regeringen har lanceret et nyt udspil, der skal mindske den lokale modstand mod nye solcelle- og vindmølleanlæg. På trods af gode takter i udspillet, vurderer Landdistrikternes Fællesråd, at udspillet ikke er tilstrækkeligt og tiltagene kommer for sent. Organisationen har i flere år efterlyst langt større kompensation og lokale hensyn for at undgå affolkning i områder tæt på solceller og vindmøller.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum