Hvad betyder COVID-19 for gravide kvinder og deres mentale sundhed?
Det gik stærkt, da forskere fra Open Patient data Explorative Network (OPEN), Klinisk Institut, Syddansk Universitet og Obstetrisk-Gynækologisk Afdeling, Odense Universitetshospital skulle søge penge fra Forsknings- og Uddannelsesministeriets pulje til forskningsprojekter relateret til COVID-19. Og det gik stærkt, da de fik pengene til at sætte projektet i gang.
Den 24. april modtog 31.000 gravide kvinder i Danmark et spørgeskema med spørgsmål om deres bekymringer og mentale sundhed i den aktuelle situation med en hverdag præget af coronavirus, hvor gravide på flere måder har fået en særstatus.
Over 12.000 har allerede svaret, men forskerne vil gerne have endnu flere med. Undersøgelsen er åben indtil 24. maj.
Ekstra bekymring er naturlig
-Gravide kvinder er generelt en gruppe, der tænker meget over deres livssituation, og netop i denne tid kan de have ekstra mange bekymringer i forhold til deres graviditet, fostrets sundhed og den kommende fødsel, fortælle projektansvarlig lektor Mette Bliddal.
-Derfor spørger vi dem, hvordan de trives. Vi ved, at det har stor betydning for en kvindes oplevelse af graviditeten, når der kommer nye og forskellige meldinger fra sundhedsvæsenet hele tiden, som der har gjort de seneste måneder. Nu vil vi høre fra hver enkelt af de gravide, så vi kan gøre det bedre fremover.
Ifølge Mette Bliddal er det helt naturligt, hvis de gravide kvinder er ekstra bekymrede for deres graviditet og den forestående fødsel i denne tid. Deres bekymringer skal tages alvorligt og bruges til at kommunikere mere og bedre om det, de synes er mest vigtigt.
Fokus på det, der betyder mest
I dette forår og med den særlige situation, som coronapandemien har bragt, ændrer virkeligheden sig fra dag til dag. Fødekarret i dagligstuen, far som heppekor på fødeafdelingen og besøg af familie på barselsgangen er blandt nogle af de ting, det pludselig blev umuligt at regne med i planlægningen af fødslen.
Nu i begyndelsen af maj er flere ting mulige igen. Men ingen ved, om det varer ved, og om det bliver aktuelt med flere begrænsninger eller nye tiltag i forbindelse med graviditet og fødsel.
-Når vi ved fra kvindernes svar i spørgeskemaet, hvad der betyder mest for dem, kan vi fokusere på at blive dygtigere til at tage hånd om det, når vi er i kontakt med dem, mener Mette Bliddal.
Bedre rådgivning fremover
I spørgeskemaet bliver de gravide kvinder blandt andet bedt om at svare på, om de føler sig isolerede fra andre, mere stressede i graviditeten, og om de har bekymringer direkte relateret til fødslen og risiko for smitte. De bliver også spurgt til om coronapandemien og myndighedernes tiltag har fået dem til at foretage positive ændringer i deres liv eller reflektere over, hvordan de lever deres liv.
-Det giver os unik og aktuel viden, som kan bruges til at forbedre den måde, vi i sundhedsvæsenet kommunikerer til netop gravide på, siger Mette Bliddal.
Konkret skal svarene bruges til at understøtte forbedringer af de retningslinjer, sundhedspersonale arbejder efter, så de kan yde den bedste rådgivning og omsorg for gravide og fødende kvinder under en eventuel ny COVID-19 epidemi.
Vil følge de gravide og konsekvenserne
Forskningsprojektet har også en anden del, som bygger på de unikke registre, vi har i Danmark. Her vil forskerne via de eksisterende registre følge de gravide kvinder i de nationale sundhedsregistre og se, hvilke fysiske konsekvenser COVID-19 får på mor og barn på længere sigt.
-Endnu ved ingen, hvordan coronavirus kan påvirke mor og barn, hvis en gravid kvinde bliver smittet. Det kan vi blive klogere på, når vi ser data fra de danske sundhedsregistre i den kommende tid.
Mette Bliddal og kollegerne fra SDU vil især se på, hvor mange gravide, der bliver smittet med virussen og på, om smitte er farlig for gravide, fødende og nyfødte børn.
Håb om flere projekter
-Fremadrettet vil vi kunne se, hvordan det går for dem, der har været smittet i forhold til dem, der ikke har.
Den guldgrube af data, som de gravide kvinder er med til at bygge op lige nu, vil bidrage til forskernes arbejde på flere måder. Mette Bliddal håber at kunne sætte flere forskningsprojekter i gang, baseret på spørgeskemaerne og registrene.
-For eksempel vil vi kunne se, hvordan det går med de kvinder, der har det værst mentalt lige nu. Kommer det til at påvirke deres fødsel?
Læs mere om projektet her: https://open.rsyd.dk/OpenProjects/openProject.jsp?openNo=1110&lang=da
Nøgleord
Kontakter
Mette Bliddal
Lektor, OPEN Open Patient data Explorative Network
E-mail: mette.bliddal@rsyd.dk
Telefon: 29437912
Links
Information om Syddansk Universitet
Følg pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Første læger fra SDU i Esbjerg har aflagt lægeløfte25.6.2025 18:51:24 CEST | Pressemeddelelse
Historisk dag på Esbjerg Sygehus – Syddansk Universitetshospital: De første kandidater i medicin er færdiguddannede
En indsats for bedre forståelse af hjernens aldring25.6.2025 09:03:17 CEST | Pressemeddelelse
Manouchehr Seyedi Vafaee er udnævnt til professor i neuroimaging og neurobiologisk aldringsforskning på SDU. Professoratet skal styrke vores viden om hjernens aldring og afklare mekanismerne bag Alzheimers sygdom og andre neurologiske lidelser.
Batterierne fra verdens længstsejlende el-færge får nyt liv: Fra bølgeskvulp til solskin19.6.2025 10:04:40 CEST | Pressemeddelelse
El-færgen Ellen er en klimadarling. Men hvad gør man med 26.000 slidte battericeller? To SDU-forskere vil bruge batterierne til at lagre sol og vind.
Nye tandlæge- og tandplejeruddannelser på Syddansk Universitet18.6.2025 16:08:25 CEST | Pressemeddelelse
Den politiske beslutning om tandlæge- og tandplejeruddannelser på SDU imødekommer Region Syddanmarks behov for flere tandfaglige specialister, som kan styrke den regionale sundhedssektor og sikre bedre tandpleje til borgerne.
Bygninger skal have kjoler på vævet af solskin10.6.2025 10:37:30 CEST | Pressemeddelelse
Fremtidens solenergi er blød og vævet i fibre. I hvert fald, hvis det står til et internationalt hold af forskere og designere i Danmark, Tyskland og Holland, som er gået sammen om at integrere organiske solceller (OPV) direkte i lette, fleksible tekstiler, hvilket skaber en solcelle, der kan væves som stof, der kan beklæde bygninger.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum