Blå Kors Danmark

Misbrugsbehandling som 25-årig

Del
Maya har haft alkoholproblemer i mange år. Hendes børn blev redningen.
Foto: Jens Peter Engedal
Foto: Jens Peter Engedal

”Mine børn er glade for at have fået en nærværende mor tilbage igen.”

Maya har haft et alkoholproblem i mange år. Ligesom sin mor. Allerede fra Maya var 14 år, sad hendes mor klar med en øl til Maya, når hun kom hjem fra skole.

Da Maya var 25 år kom hun i ambulant behandling for første gang. Derefter er alkoholmisbruget gået op og ned og tog for alvor fart, da hun som 40-årig fandt sin mor død af druk.

I dag har Maya en dreng på 11 år og en pige på 17. Og netop børnene har været hovedårsagen til, at Maya som 45-årig i oktober 2017 kom i behandling på Blå Kors’ behandlingscenter i Taastrup.

”Det gik op for mig, at mine børn var i gang med at opleve det samme, som jeg oplevede som barn – og som jeg havde lovet mig selv, at de aldrig skulle opleve.”

”Jeg gik op til kommunen og bad om hjælp og kom så i et intensivt forløb i fem måneder her i Taastrup.”

”Det var helt fantastisk at komme i et forum med jævnbyrdige. Meget af behandlingen har faktisk været at snakke med de andre, som også var i behandling.”

I de fem måneder, hvor Maya var på Blå Kors' behandlingscenter i Taastrup modtog hun terapi hver dag, fik motion og sund kost, mindfullness, yoga, NADA og styrketræning.

”Jeg deltog i alt. Jeg havde ligget på en sofa i to år uden at røre mig. Det var dejligt at få oparbejdet en krop, der kunne fungere.”

”Gennem terapien har jeg lært mig selv at kende, som jeg aldrig har gjort før. Og jeg har fundet ud af, at jeg faktisk rigtig godt kan lide Maya.”

Maya har haft tre tilbagefald af en dags varighed, siden hun stoppede i behandling.

”Det er forfærdeligt at falde i. Men nu har jeg fået værktøjer til at stoppe, når det går galt og ikke bare fortsætte, som jeg tidligere har gjort.”

I dag er Maya frivillig på behandlingscenteret.

”Jeg fik så meget, da jeg selv var i behandling, og jeg vil gerne give noget tilbage. Det er fantastisk, når jeg kan hjælpe dem, der har det, ligesom jeg havde det.”

Billeder

Foto: Jens Peter Engedal
Foto: Jens Peter Engedal
Download

Information om Blå Kors Danmark

Blå Kors Danmark
Blå Kors Danmark
Aarhusvej 7
7120 Vejle Ø

86811500http://www.blaakors.dk/

Blå Kors er en social og diakonal hjælpeorganisation, som hjælper udsatte børn, unge og voksne i Danmark.

Følg pressemeddelelser fra Blå Kors Danmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Blå Kors Danmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye