Udenrigsministeriet

Udenrigsministeriet opretter task force til danskere i Marokko

Del
Lige nu befinder flere end 1.100 danskere sig i Marokko, efter landets myndigheder i går valgte, med kort varsel, at lukke for alle flyvninger ind og ud af landet. Derfor har Udenrigsministeriet i dag oprettet en task force med fokus på Marokko.

Udenrigsminister Jeppe Kofod udtaler:
”Jeg har fuld forståelse for de bekymringer danskere i Marokko og deres pårørende har. Derfor har Udenrigsministeriet også siden i går arbejdet benhårdt for at finde løsninger på situationen. Det drejer sig først og fremmest om, at få muliggjort adgang for flyselskaberne til at flyve ind og ud af Marokko under ordnede forhold. Situationen understreger desværre kun alvoren af mit budskab fra i fredags om, at rejsende danskere bør forsøge at arrangere hjemrejse hurtigst muligt.”

Udenrigsministeren understreger, at budskabet til danske rejsende i Marokko er, at de kan være fuldt forvisset om, at Udenrigsministeriet arbejder på højtryk for at finde løsninger i samarbejde med Marokkanske myndigheder, flyselskaber, rejsebranche og europæiske lande.

Udenrigsminister Jeppe Kofod, siger:
”Det er klart, at vi har med et meget stort antal danske og europæiske borgere at gøre. Der kan derfor være kapacitetsudfordringer, men vi arbejder på at finde en diplomatisk løsning med den marokkanske regering. Muligvis allerede i løbet af i dag, så de første danskere forhåbentlig kan være på vej hjem i løbet af relativt få dage med kommercielle fly. Har man særlige behov eller brug for assistance, så kontakt os.”

Udenrigsministeriet er via ambassaden i Rabat og det Globale Vagtcenter i kontakt med mange danskere i Marokko. Der er dog for tiden et ekstraordinært pres på ministeriets telefonlinjer, app og hjemmeside. Kan man ikke komme igennem i første forsøg, så prøv igen lidt senere.

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg er i Marokko?

  • Tilmeld dig Danskerlisten via Udenrigsministeriets App ”Rejseklar” eller på www.um.dk
  • Danskere i Marokko, der er tilmeldt Danskerlisten, vil automatisk få opdateringer og informationer fra Udenrigsministeriet via e-mail og/eller SMS
  • Hold kontakt med dit rejseselskab, flyselskab og rejseforsikring
  • Har du brug for særlig hjælp eller assistance, så kontakt Udenrigsministeriets Marokko-task force, Det Globale Vagtcenter eller Ambassaden i Rabat.
  • Udenrigsministeriets særlige task force for danskere i Marokko kan kontaktes på hotlinen: +45 50778600 eller e-mailen coronamarokko@um.dk

Kontakter

For spørgsmål fra pressen, kontakt: Udenrigsministeriets pressevagt, tlf. 61 97 92 47

Information om Udenrigsministeriet

Udenrigsministeriet
Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
1448 København K

33 92 00 00http://um.dk/
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye