Bag skærmen

Der er ikke meget ledig gulvplads på det lille værelse, hvor oprydning ikke har første prioritet. Til gengæld er halvdelen af værelset omdannet til et værksted, hvor en 3D-printer for tiden producerer dele til et par hjemmelavede ’augmented reality’-briller. Værelsets beboer, Jacob Mols, forklarer passioneret, hvordan linserne i brillen kaster et billede ind foran øjnene, så man ser virkeligheden gennem et computerfilter.

”Jeg kan sidde alene med mine projekter i flere uger uden at have behov for andres selskab. Jeg går i en slags hyperfokus. Men man kan ikke alt alene. Jeg har lært, at interaktionen med andre fjerner min ensomhed og giver nye refleksioner,” siger Jacob Mols tænksomt.

Det er en anden selvindsigt, end han havde, da han flyttede ind i Hvide Hus-bofællesskabet i Gentofte for knap tre år siden, hvor kan får støtte af personalet til sin udvikling.

”Jeg havde et misbrug af hash og havde været indlagt på den åbne afdeling af Sct. Hans. Jeg har aldrig før haft et sted, jeg kunne lide at være, som jeg kan her. Jeg har fået et socialt liv, er kommet i bedre humør og får lavet rigtig mad,” erklærer Jacob Mols med tilfredshed.

Ind i fællesskabet
Det var en overvindelse for ham at træde ind i gruppen af frivillige, der agerer værter, mens personalet holder møde, hver onsdag. De frivillige gør det muligt at holde Sundhedscenter Hvide Hus åbent under møderne, og det giver tryghed for brugergruppen at vide, at døren altid er åben.

”Først ville jeg ikke, fordi jeg var bange for at engagere mig i noget, som jeg ikke kunne leve op til. Jeg har svært ved at sidde i sociale sammenhænge med andre mennesker, og jeg kan slet ikke finde ud af at ’small talke’,” fortæller Jacob Mols.

Personalet spurgte, hvad der skulle til, for at han ville kunne klare det, og Jacob Mols svarede, at han gerne ville sidde med sin computer.

For souschef Anette Kjærgaard Frandsen krævede det, at hun lige fik drejet sin egen forestilling om, hvordan man er frivillig-vært:

”Min første rektion var, ’det kan du da ikke. Som vært kan man ikke sidde og glo på en skærm’. Men så tænkte jeg, ’hvorfor egentlig ikke?’ Det var jo kun mine egne forestillinger, der stod i vejen,” fortæller hun.

Så Jacob Mols sidder to-tre gange om måneden med sin computer i dagligstuen i Hvide Hus. Her programmerer han computerspil, samtidig med at han er vært for andre brugere af sundhedscentret.

”Det er sjovt, fordi folk bliver virkeligt nysgerrige på, hvad jeg laver. Så det bliver et samtaleemne, og så har jeg pludselig noget at tale med de andre om,” siger Jacob Mols.

Rammerne tilpasses den enkelte
På samme måde blev hans deltagelse i et såkaldt discovery-forløb til et udviklingsområde – ikke bare for Jacob Mols, men også for personalet.

”Jacob kunne ikke se sig selv i et gruppeforløb,” husker Anette Kjærgaard Frandsen og fortsætter:

”Vi prøvede at lade ham sidde med computeren, mens der var gruppe-interviews, men Jacob havde oplevelsen af, at det provokerede de andre deltagere, der måske opfattede det som om, at han ikke hørte efter. Det var en af grundene til, at vi flyttede hele forløbet udendørs, så interviewene foregik, mens vi gik. Det gav nogle udfordringer for personalet, der ikke kunne tage noter, som vi plejede, men det gav mere mening for deltagerne.”

Og det er et godt billede på, hvordan man arbejder i Hvide og Gule Hus: Rammerne skal tilpasses, så de giver mening for den enkelte.

”Vi får en bestilling fra kommunen om, at vores beboere skal have ’Almen Daglig Læring’ – det vil sige struktur på hverdagen, at lære at stå op og tage ansvar. Det løser vi ved at lære mennesket at kende og finde frem til, hvad den enkelte har rigtig meget lyst til at opnå. På den måde skaber vi relationer og motivation til at arbejde med de bestilte mål som eksempelvis at bryde isolation og få ryddet op i eget hjem,” forklarer Anette Kjærgaard Frandsen.

”I discovery-forløbet afdækker vi, hvor i livet deltagerne har været rigtig glade, og så er de selv med til at planlægge en tur for hele gruppen. På den måde har de noget at stå op efter, og de har forskellige små opgaver, som lærer dem struktur og ansvar,” tilføjer hun.

Med åbne arme mellem træerne
For Jacob Mols’ vedkommende var destinationen en snobrødstur i skoven.

”Jeg havde helt glemt, hvor glad jeg er for at gå ture i skoven. Det var virkelig fedt. Jeg fik lyst til at gå på opdagelse. Fornemmelsen af rum, når man kommer fra skovens mørke ud i en lysning, gav mig en aha-oplevelse, som jeg kan bruge, når jeg designer spil. Det er svært at lave terræn!” siger han med tydelig begejstring i stemmen.

Anette Kjærgaard Frandsen strækker armene ud og beskriver, hvordan Jacob Mols løb af sted mellem træerne og ned ad en bakke:

”Du kunne have løbet rundt længe, men du valgte at komme tilbage til gruppen,” understreger hun.

”Ja, jeg har flyttet mig,” medgiver Jacob Mols. ”I starten var målet at komme ud af mit værelse. Jeg har stadig brug for at finde balancen mellem at være alene og sammen med andre. At der lige bliver banket på kan gøre, at jeg kommer ned.Men nu tænker jeg også på at blive stabil i min døgnrytme og opbygge flere gode vaner.”

Han bliver lidt fjern i blikket et øjeblik og siger så:

”Jeg vil gerne finde et fag, jeg kan dedikere mig til, så jeg kan tjene mine egne penge. Og i en balance, så jeg får brugt tid på både relationer og projekter. Man kan ikke opleve alt alene.”

 

Fakta:

• Hvide og Gule Hus er to botilbud i Gentofte for mennesker med psykiske og sociale udfordringer, der i en periode af deres liv har brug for at bo et sted med støtte fra professionelt personale.
• Sundhedscenter Hvide Hus er et tilbud til borgere i Gentofte Kommune om at holde kroppen i gang, give hjernen lidt at arbejde med og holde kontakten til andre mennesker ved lige.
• Hvide og Gule Hus er en del af Diakonissestiftelsen, der har 155 års erfaring i at drage omsorg for mennesker.