Spis chokolade med bedre samvittighed

Del
Danmark har stået i spidsen for verdens første internationale standarder for bæredygtig kakao.

Miljørigtig kakaodyrkning, der ikke skader klima og biodiversitet, ordentlige arbejds- og levevilkår for kakaofarmere samt afvikling af tvangs- og børnearbejde. Det skal nye internationale standarder nu være med til at sikre, så der også i fremtiden bliver produceret kakao nok til at dække den globale efterspørgsel.

- Toms Gruppen har længe arbejdet målrettet med at hjælpe kakaofarmere til at opnå bedre og mere bæredygtig kakaoproduktion. Derfor ser vi rigtig stor værdi i, at der nu findes internationale standarder på området, som kan understøtte denne udvikling, siger Lea Sørensen Holm, CSR & Communications Manager i Toms Gruppen, der har spillet en aktiv rolle i udviklingen af standarderne.

Kakaostandarderne er de første internationale standarder, der er udarbejdet af alle aktører i en sektor, inklusiv kakaofarmerne selv, for at opnå bæredygtig produktion. Og modellen kan let overføres til andre sektorer, så effekten kan mangedobles ved en ret lille indsats.

- Det kan lyde som en dråbe i havet, at kakaosektoren har sat sig for at opnå bæredygtighed, men standarder koster relativt lidt at udarbejde og har en enorm effekt på verdensmarkedet, siger Lars Brogaard, der er seniorkonsulent i Dansk Standard og har været ansvarlig for arbejdet med de nye ISO-standarder.

I dag er det kun 10 % af kakaoproduktionen, som kan opfylde dele af de nye standarders krav. Håbet er, at over 50 % af kakaoproduktionen inden for de næste 10 år vil blive produceret efter de nye krav.

Kakaobønderne skal lære at drive bæredygtig forretning

Noget af det unikke ved standarderne er, at de fremfor blot at opliste en række faste krav til kakaoproduktionen, skal give farmerne forretningsforståelse og lære dem at drive forretning.

- Størstedelen af verdens 8 mio. kakaobønder lever i fattigdom. Og det er en af hovedårsagerne til en række andre problemer som tvangs- og børnearbejde samt manglende miljøhensyn, fortæller Lars Brogaard.

De nye krav har derfor indbygget en forretningsmodel, som vil føre til større indtægter for farmerne og bedre arbejdsvilkår for dem, der er ansat i kakaoproduktionen. Og det er vigtigt, hvis vi i fremtiden ikke skal løbe tør for kakao. Den lave indtjening får nemlig mange afrikanske unge til at fravælge arbejdet i kakaosektoren, hvilket på sigt kan betyde, at der ikke vil være nok kakao på verdensmarkedet til at dække efterspørgslen.

Krav til klimabeskyttelse

Derudover sætter de nye standarder også en række klima- og biodiversitetskrav, som er vigtige for at opnå en bæredygtig produktion. Primære skovområder må for eksempel ikke omdannes til kakaoproduktion og der er krav om, at farmene skal indrette farmen på en måde, som understøtter det naturlige dyre- og planteliv.

- Det vil naturligvis være udfordrende for kakaofarmerne at implementere de nye standarder. Derfor er der valgt en model, hvor de fleste kan være med fra starten, og de skal så hvert femte år leve op til endnu højere krav, siger Lars Brogaard.

 

Om standarderne

I 2012 tog Dansk Standard sammen med bl.a. Toms Gruppen initiativet til at udarbejde verdens første konsensus-baserede standarder for bæredygtighedskrav til kakao, der først og fremmest sigter på at skabe bedre levevilkår for kakaofarmerne.

Udarbejdelsen af standarderne har været støttet med danske udviklingsmidler. Det har muliggjort, at de afrikanske landes farmere, universiteter, myndigheder og NGO’ere for første gang har haft mulighed for at deltage i udviklingen af internationale ISO-standarder, som har afgørende betydning for deres landes produktion, økonomi og for de basale levevilkår for deres kakaofarmere, på lige vilkår med de vestlige lande.

Udover at øge mulighederne for at skabe arbejde og sikre højere indtægter og bedre arbejdsforhold på kakaofarmene, har standarderne også fokus at skabe bedre sociale forhold i udviklingslandene. Standarderne stiller således bl.a. også krav til øget fokus på kvinders rettigheder og deres ret til at deltage i ledelsen af kakaofarme og kakaokooperativer.

Standarderne for bæredygtig og sporbar kakao, ISO 34101-1, består af fire dele: Del 1 stiller krav til managementsystemer for bæredygtig kakao og løbende forbedring af forretningen. Del 2 specificerer økonomiske, sociale og miljømæssige kriterier. Del 3 indeholder krav til sporbarhed af bæredygtig produceret kakao. Del 4 omhandler krav til dem, der skal certificere kakao efter de nye standarder.

Nøgleord

Kontakter

Til redaktionen: Yderligere oplysninger fås hos Lisa Olufson Klæsøe, presseansvarlig i Dansk Standard, på 27 12 93 69 eller lio@ds.dk

Information om Dansk Standard

Dansk Standard
Dansk Standard
Göteborg Plads 1
2150 Nordhavn

http://www.ds.dk/

Dansk Standard er Danmarks standardiseringsorganisation og arbejder bl.a. for at sikre dansk indflydelse på europæiske og internationale standarder. Dansk Standard tilbyder også rådgivning, kurser og undervisning. 

Følg pressemeddelelser fra Dansk Standard

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Dansk Standard

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye