Sådan gør man naturen vild og uafhængig

Ideen om rewilding har mødt både begejstring og kritik, siden den blev lanceret for snart 30 år siden. Nogle forskere har efterlyst en konsekvent definition af begrebet rewilding. De har også savnet viden om de videre konsekvenser af at bruge det som redskab i naturforvaltningen – f.eks. ved at udsætte rovdyr og store planteædere for at fylde huller i økosystemerne. Der har også været kritik fra samfundsgrupper, som følge af værdimæssige uoverensstemmelser eller fordi de har følt sig overset i planlægningen.

Nu kommer en gruppe forskere fra 19 universiteter i Europa og Canada, heriblandt Aarhus Universitet, med et bud på en opdateret definition af rewilding, der bredt dækker, hvordan rewilding reelt er blevet diskuteret og implementeret.

Det gør de i en artikel i det ansete videnskabelige tidsskrift Science.

I artiklen Rewilding complex ecosystems foreslår forskerne også et metodeapparat, som naturforvaltere kan bruge som retningslinjer, når de planlægger eller evaluerer en rewilding-indsats. Heri indgår inddragelse af borgerne som et kernepunkt.

Vildhed frem for vildmark 

Forskerne lægger ud med at præcisere definitionen af, hvad rewilding går ud på:

Målet er ikke at genskabe vildmarker, som de var, før mennesket begyndte at sætte sit præg på naturen.

Målet er at genskabe vildhed – altså at gøre områder i stand til selv at opretholde vilde økosystemer med stor biologisk mangfoldighed, uden at mennesker efterfølgende behøver at gribe ind.

Det bredere sigte betyder, at rewilding ikke er forbeholdt store naturparker; også grønne områder i byerne og nedlagt landbrugsjord kan bidrage til at sætte skub i biodiversiteten, hvis man bruger de redskaber, som forskerne beskriver.

De ser rewilding med fokus på naturlige processer og selvforvaltende økosystemer som et effektivt redskab i fremtidens naturgenopretning, til gavn for den biologiske mangfoldighed og for samfundet.

Komplekse fødekæder med plads til forstyrrelser 

”Vi har udpeget tre miljømæssige egenskaber, som gør et økosystem robust og i stand til selv at bevare sin mangfoldighed. Dem har vi sat op i en model, der kan anskueliggøre opgaverne, udfordringerne og resultaterne ved rewilding-indsatser,” forklarer en af artiklens forfattere, professor Jens-Christian Svenning fra Institut for Bioscience på Aarhus Universitet.

De tre kerneelementer er 

• Fødekæde-kompleksitet, ikke mindst indflydelsen af rovdyr og store planteædere. De store planteædere påvirker på mange måder mangfoldigheden af andre arter som fugle, småpattedyr, insekter og planter.
• Naturlige forstyrrelser som f.eks. oversvømmelser, insektangreb og brande. Hvis vi undlader at gribe ind, vil sådanne forstyrrelser kunne styrke økosystemernes kompleksitet og dermed fremme den biologiske mangfoldighed.
• Mulighed for spredning. Når naturområder hænger sammen uden barrierer som f.eks. dæmninger og hegn kan populationer sprede sig og undgå fødemangel, overbefolkning og indavl.

Konkrete projekter kræver konkrete vurderinger

Det nye metodeapparat kan ikke vise, hvilke arter der kan udsættes hvor – hvis der overhovedet skal udsættes nogle – eller om andre specifikke tiltag er nødvendige.

”Det giver en generel ramme til at designe nærmere vurderinger for det konkrete økosystem af de konkrete indsatser. Disse indsatser kan strække sig fra blot at stoppe menneskelige indgreb til aktiv genopretning af f.eks. fauna og hydrologi, inden økosystemer ”slippes fri”,” fortæller Jens-Christian Svenning.

Fordi rewilding altid foregår i en samfundsmæssig sammenhæng, skal man også inddrage lokalsamfund og de socioøkonomiske forhold i området, når man planlægger en rewilding-indsats. Det kræver igen en tværfaglig uddannelse af forskere og praktikere.

Og, understreger forskerne, der er behov for objektive, evidensbaserede vurderinger af rewilding-initiativer, så vi kan lære af projekterne, og projekterne kan stå til regnskab for samfundet.  

Tjernobyl et strålende eksempel

Som antydet ovenfor indebærer rewilding ikke nødvendigvis, at der skal udsættes nye arter. Generelt når man langt ved at blande sig uden om og lade naturen gå sin gang.

Et eksempel på nedlagt landbrugsjord, der er brugt til rewilding, er de knap 1500 km2 jord i Ukraine og Hviderusland, som blev evakueret, da atomkraftværket i Tjernobyl nedsmeltede i 1986. Siden er området udvidet til at udgøre en sammenhængende naturpark på næsten 5000 km2, og efter genudsættelse af vilde heste og europæisk bison trives et stærkt og mangfoldigt dyre- og planteliv nu med minimal menneskelig indblanding.  

Rewilding og det nye FN-tiår for naturgenopretning

Forskningsartiklen er særligt aktuel nu, efter at FN’s Generalforsamling den 1. marts erklærede perioden 2021-2030 for FN Tiåret for Naturgenopretning (”ecosystem restoration”).

I perioden vil FN’s Miljøprogram og Miljøorganisation UNEP og FAO arbejde for at retablere 350 millioner hektar degraderede naturområder, bl.a. for derved at skabe økosystemtjenester for op til 9 billioner dollars og trække op til 26 gigaton drivhusgasser mere ud af atmosfæren.

”En succesfuld og storstilet fremtid indsats inden for naturgenopretning vil være altafgørende for at imødegå den global biodiversitetskrise – hvor det helt store problem er indskrænkning og degradering af naturområder,” siger Jens-Christian Svenning.