
Nu skal Sonja Ferlov Mancoba til Paris

Billedhuggeren Sonja Ferlov Mancoba (1911-1984) boede det meste af sit liv i Paris sammen med ægtefællen Ernest Mancoba og deres søn Wonga. Sonja Ferlov Mancoba var i sin kunst og i sit liv meget optaget af global kultur, og hun var en stærk fortaler for solidariteten mellem mennesker på tværs af kulturer og nødvendigheden af at have et globalt udsyn. I sin levetid opnåede hun stor anerkendelse i kunstnerkredse, men hun blev aldrig særlig kendt i den brede befolkning.
Nu kommer en del af de skulpturer, der stod tilbage i Rue du Château i Paris ved Sonja Ferlov Mancobas død, igen til Paris i en udstilling på Centre Pompidou, Musée National d’Art Moderne. Skulpturerne, der første gang blev vist offentligt på SMK, vil sammen med et udvalg af bronzeskulpturer og tegninger udgøre udstillingen på Pompidou-centret fra 26. juni til 23. september 2019. Pompidou-centret er et af Frankrigs største museer for moderne kunst og bliver hvert år besøgt af flere millioner gæster.
De senere år har flere danske kunstnere været på udstilling i Paris. Frem til 22. juli vises Vilhelm Hammershøis værker på Musée Jacquemart-André i Paris.
”Samarbejdet mellem SMK og Centre Pompidou i Paris omkring udstillingen af Sonja Ferlov Mancobas værker er en stor begivenhed for dansk kunst i Frankrig. Den cementerer kunstnerens mangeårige, tætte tilknytning til Frankrig og til Paris, og den giver anledning til at vise noget af det bedste, banebrydende kunst, skabt af en af det 20. århundredes vel nok mest betydningsfulde, moderne danske kunstnere. At Sonja Ferlov Mancobas ret sene anerkendelse nu slås fast er ikke alene godt for udbredelsen af kendskabet til hendes egen produktion, men også for dansk kunst som sådan på den franske kunstscene. Danmark har en stor strategisk satsning på kunst og kultur i Frankrig i 2018-20, som nu for alvor får vind i sejlene med en udstilling af Hammershøis værker på Jacquemart-André og med Sonja Ferlov Mancoba på Pompidou,” siger kultur- og presseråd ved Danmarks ambassade i Paris, Klaus Ib Jørgensen.
På SMK er udstillingen med Sonja Ferlov Mancoba blevet godt modtaget. 9. april 2019 havde 72.086 gæster besøgt SMK, siden udstillingen åbnede 8. februar, hvilket er 28 procent flere end i samme periode i 2018.
SMK har fået mulighed for at forlænge udstillingen med Sonja Ferlov Mancoba, og den kan derfor ses helt frem til 12. maj. Læs mere om udstillingen her.
Kontakter
Dorthe Aagesen, overinspektør og
seniorforsker
M dorthe.aagesen@smk.dk
T +45 25527214
Karen Ormstrup Søndergaard,
presseansvarlig
M kos@smk.dk
T +45 25527203
Billeder

Information om Statens Museum for Kunst
SMK (Statens Museum for Kunst) er Danmarks nationalgalleri og landets største kunstmuseum med mere end 700 års dansk og international kunst fra den tidlige renæssance til den nyeste samtidskunst. SMK’s kunstsamling stammer fra de danske kongers private samling, men tilhører i dag den danske befolkning. Særligt samlingen af dansk og nordisk kunst er enestående, ligesom samlingen af fransk kunst er verdensberømt. SMK ligger i centrum af København ved siden af Rosenborg Slot.
Følg pressemeddelelser fra Statens Museum for Kunst
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.