Ingeniører opdager unik egenskab ved plastiksugerør

”Velsagtens den mest betydningsfulde teknologiske bedrift i det 20. århundrede”.
Vi taler ikke om hverken biler, computere, Internettet, fjernsynet eller rumraketter. Nej, vi taler såmænd blot om sugerøret. Du ved, det der helt almindelige, bøjelige plastiksugerør, som ligger hjemme i enhver børnefamilies køkkenskuffer. For ja, den opfindelse er faktisk engang blevet beskrevet i så positive vendinger. Helt upartisk var udtalelsen nok næppe, for det var opfinderens egen slægtning, der sagde det, men måske det bøjelige plastiksugerør endnu ikke helt har fået den opmærksomhed, den har fortjent.
For det er faktisk mere unikt og rummer langt flere muligheder, end man lige umiddelbart skulle tro.
”Der har aldrig rigtig været nogen, der har kigget nærmere på, hvorfor det fleksible sugerør forbliver i den position, man sætter det i – heller ikke selvom sugerøret er noget, alle mennesker i hele verden bruger,” siger adjunkt Marcelo Dias fra Institut for Ingeniørvidenskab, Aarhus Universitet.
Det er nemlig det fantastiske ved sugerøret: På grund af dets hidtil uudforskede indbyggede multistabilitet kan sugerøret indstilles til uendeligt mange positioner langs den azimutale retning, og derefter blive stående i lige netop den konfiguration.
Det var den amerikanske opfinder Joseph Friedman, der i 1937 oprindeligt opfandt det bøjelige sugerør. En opfindelse han perfektionerede med sit patent af 1. maj 1951 til det, vi i dag kender som det helt almindelige fleksible sugerør.
Idéen slog ned i ham, da han sammen med sin lille datter Judith var på besøg i en slikbutik på 19. avenue nord for Golden Gate Park i San Francisco. I butikken iagttog han datteren drikke gennem et af datidens lige sugerør, som har eksisteret i årtusinder. Men det var bøvlet for hende, for sugerøret kunne ikke bøje over kanten af glasset.
Joseph proppede en skrue i sugerøret og viklede tandtråd hårdt om røret, så tråden og dermed røret blev trukket ned i skruens gevind: Et voilá! Et af verdens første eksempler på universelt design var skabt.
”Vi opsporede sugerørets historie og det mønster, der oprindeligt blev foreslået som patent. Sugerørets fleksible del fremstilles ved ekstrudering af plastmaterialet, og denne simple idé – det, der aldrig rigtigt er blevet værdsat før nu – er, at forspændingen i strukturen faktisk er kilden til enhedens multistabilitet," siger Marcelo Dias.
Den indbyggede forspænding i strukturen kan forklares ved at forestille sig, at man skærer et lille udsnit ud af sugerørets bøjelige del – altså en lille ring af plastik. Prøver man at klippe denne ring i stykker, vil materialet åbne sig, på grund af den indbyggede spænding (man kan sige, at ringen egentlig er designet med en større radius). Det er kun, fordi ringen er lukket, at strukturen bibeholder forspændingen, der sikrer muligheden for multistabilitet.
Marcelo Dias fra Institut fra Ingeniørvidenskab, Aarhus Universitet, har bidraget til det arbejdet, som et internationalt team af forskere og ingeniører ledet af James Hanna fra Virginia Tech og Ryan Hayward fra University of Massachusetts har udført. Marcelo Dias har hjulpet teamet med at formulere en matematisk model til flere 3D-printede versioner af den omtalte ring-struktur, for at kunne teste hvornår man opnår den helt korrekte forspænding i materialet. Idéen er, at strukturen opnår tilstrækkelig stabilitet i sin fase, uden at det koster for meget energi at flytte strukturen til en anden fase.
”For at strukturen kan forblive i den konfiguration, vi indstiller den til, og samtidig være fleksibelt nok til at kunne indstilles til uendeligt mange andre, har vi brug for en helt nøjagtig mængde forspænding," siger Marcelo Dias.
Og hvad kan man så bruge denne multistabile struktur til? Jo, der er faktisk langt flere muligheder for praktisk applikation, end man lige skulle tro. Særligt inden for robotteknologien og rumindustrien, hvor muligheden for at kontrollere eksempelvis robotarme med minimalt input og minimalt energiforbrug øjner sig:
”Det, vi forsøger at afdække her, er selve mekanismen: Muligheden for et system, der efter et indledende ”skub” falder ind i en fast tilstand og forbliver der,” siger Marcelo Dias og nævner mikrorobotter som et muligt eksempel på praktisk anvendelighed for teknologien.
FAKTA:
Projektnavn: Overcurvature induced multistability of linked conical frusta: how a ‘bendy straw’ holds its shape
Partnere: Nakul P Bende (University of Massachusetts), Tian Yu (Virginia Tech), Nicholas A Corbin (Virginia Tech), Christian D Santangelo (University of Massachusetts), James A Hanna (Virginia Tech), Ryan C Hayward (University of Massachusetts)
Nøgleord
Kontakter
Marcelo Dias
Adjunkt, Institut for Ingeniørvidenskab
madias@eng.au.dk
Tlf.: 93508876
Jesper Bruun
Kommunikationspartner
bruun@eng.au.dk
Tlf.: 42404140
Billeder


Information om Aarhus Universitet Technical Sciences
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet Technical Sciences
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet Technical Sciences
Forskere sætter hvepse ind i kampen mod skadedyr på kål27.6.2025 05:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Du er garanteret også skide irriteret over hvepse, der går i din marmelademad eller din øl, når du sidder og nyder sommeren. Nu undersøger forskere, om man kan spinde guld på det lille ’møjdyr’, ved at bruge hvepse til en mere bæredygtig produktion af kål og andre afgrøder, der plages af sommerfuglelarver.
Din shampoo, balsam og sæbe kan være giftig for smådyr i vandet26.6.2025 11:46:58 CEST | Pressemeddelelse
Stofferne i plejeprodukterne er indtil nu fløjet under myndighedernes radar. Det har nemlig ikke været lovpligtigt at teste dem.
Nu kan alle hjælpe med at overvåge naturen i Lille Vildmose18.6.2025 07:28:31 CEST | Pressemeddelelse
I Lille Vildmose er en ny aktivitet i gang, hvor helt almindelige mennesker kan være med til at overvåge naturens udvikling. Aktiviteten er finansieret af projektet Wet Horizons og handler om at inddrage alle, der har lyst, i arbejdet med at genskabe og beskytte moserne.
Elvira vil gøre op med 40 år gamle tal: Vi skal opdatere den måde, vi udregner metanudledning fra grise17.6.2025 12:58:16 CEST | Pressemeddelelse
Et nyt projekt på Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab vil opdatere beregningsgrundlaget for metanudledning fra grise, så de nationale emissionsopgørelser i fremtiden bliver mere retvisende.
Havet gemmer på fremtidig kviksølvforurening i Grønland12.6.2025 04:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Danske forskere har vist, at der kan ligge hundrede af års gammel kviksølvforurening i havene, som vil fortsætte med at påvirke dyr og planter.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum