Udenrigsministeriet

Anders Samuelsen og Eva Kjer Hansen deltager i nordisk råds 70. session

Del
Norge er i år vært for Nordisk Råds årlige session. Sessionen finder sted fra den 30. oktober til 1. november 2018 i Oslo. Udenrigsminister Anders Samuelsen deltager den 31. oktober i det årlige udenrigsministermøde i Rådet, mens minister for nordisk samarbejde Eva Kjer Hansen bl.a. skal mødes med sine kolleger for diskutere fremtidige reformer af nordisk råd.

Nordisk Råds session er den største årlige begivenhed i det nordiske samarbejde. I 2018 har Norge formandskabet og Nordisk Råds 70. session holdes derfor i det norske Storting. Til mødet samles regeringsledere, ministre og parlamentarikere fra Danmark, Færøerne, Grønland, Norge, Sverige, Island, Finland og Åland til en drøftelse af de mange spørgsmål, der rør sig i det nordiske samarbejde. 

Udenrigsminister Anders Samuelsen mødes den 31. oktober med sine kolleger for blandt andet at sætte fokus på sikkerhedssituationen i Østersøregionen og det transatlantiske samarbejde.

”De nordiske lande deler en række centrale udfordringer, ikke mindst i forhold til Ruslands rolle i vores nærområde og udviklingen i Arktis. Samtidig deler vi også nogle fælles værdier og ser ofte ens på de store globale udfordringer, vi står overfor. Det gælder blandt andet i forhold til at sikre et regelbaseret internationalt samarbejde med respekt for de grundlæggende frihedsrettigheder. Det er blot én af de dagsordener, som vi kan fremme i fællesskab”, siger Anders Samuelsen. 

Minister for nordisk samarbejde Eva Kjer Hansen koordinerer sammen med de øvrige nordiske samarbejdsministre det interne nordiske regeringssamarbejde i Nordisk Ministerråd. Danmark skal i 2020 varetage formandskabet for Nordisk Ministerråd, og deltagelsen i Nordisk Råds session er også en mulighed for at opfange emner, hvor der kan være et særligt behov for en ekstra indsats. 

Eva Kjer Hansen vil især have fokus på reformer af samarbejdet. 

”Norden betyder meget for os, men vi skal have flere konkrete resultater af samarbejdet. Det vil jeg have fokus på under min deltagelse i Nordisk Råd. Jeg vil have Nordisk Ministerråds arbejde reformeret. De seneste års reformer har ikke taget nok fat. Vi skal have mere dynamik i samarbejdet, så vi får rykket på helt aktuelle problemstillinger”, siger Eva Kjer Hansen.

Eva Kjer Hansen har for nyligt med inspiration fra folketingets EU-Oplysningen foreslået at etablere en ny Norden info:

”Det skal også gøres mere synligt for borgere og virksomheder i Norden, hvad de kan få ud af det nordiske samarbejde. Jeg har taget initiativ til, at der skabes en ny Norden info, der kan oplyse om samarbejdet og støttemuligheder. Det forventer jeg, at vi på samarbejdsministermødet kan sørge for kommer til at ske ved årsskiftet.”

Årets session er med til at sætte vigtige pejlemærker for det kommende års samarbejde. De nordiske landes samfundsmodeller ligner hinanden på mange områder, og vi står ofte over for de samme udfordringer både nationalt og globalt.

I forbindelse med Nordisk Råds session uddeles også Nordisk Råds kulturpriser og miljøprisen. Der er flere danskere blandt de nominerede. Information om priserne og de nominerede findes her

Programmet for Nordisk Råds session og oplysninger om nordisk samarbejde kan findes her 

Kontakter

Information om Udenrigsministeriet

Udenrigsministeriet
Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
1448 København K

33 92 00 00http://um.dk/

Følg pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye