SDU vinder det uofficielle VM i robotteknologi
22.10.2018 08:22:28 CEST | Syddansk Universitet | Pressemeddelelse
11 robotforskere fra SDU kan nu kalde sig verdens bedste i industrirobotter. I weekenden vandt Team SDU Robotics i kategorien industrirobotter ved World Robot Challenge i Japan. I konkurrencen, som i robotkredse går for at være det uofficielle verdensmesterskab i robotteknologi, slog holdet blandt andre Cambridge Robotics.
- Det er en helt fantastisk følelse at stå med som hold. Slutresultatet blev forsinket, så vi var temmelig nervøse, selvom vi troede, at vi havde klaret den. I seks uger har især vores programmerings-eksperter arbejdet intenst, så det er en kæmpe forløsning, siger holdets leder, Christian Schlette fra SDU Robotics.
Team SDU Robotics består af eksperter i blandt andet computer vision, robotkontrol, software og mekanisk design. Sammen har de skabt deres bud på fremtidens fleksible robot-celle til produktion. Og det har de gjort så overbevisende, at de blandt 250 ansøgere fra hele verden, var et de 16 udvalgte robothold, som fik lov at stille op i konkurrencen - og nu står som vindere.
- Det er rimeligt at sige, at vi er verdens bedste til at løse industriens udfordringer med at automatisere komplekse opgaver, som at samle emner, der ligger tilfældigt i en kasse, siger professor Henrik Gordon Petersen fra SDU Robotics, som er en af holdets 11 medlemmer.
Taktik eller problemløsning
I stedet for at sparke bolde i mål går World Robot Challenge ud på at være bedst til at finde robotløsninger, der matcher industriens krav. Og et af industriens største problemer er at finde fleksible robotløsninger, som kan finde dimser i kasser og skrue tingene sammen.
Holdet skulle testes i tre delopgaver, hvor de fik point efter hver opgave. Undervejs blev holdet blandt andet sat over for det dilemma, om de udelukkende skulle tænke på at vinde eller på at løse opgaven.
- Vi har aldrig før deltaget i en konkurrence og selvfølgelig lavede vi fejl undervejs, både fagligt og taktisk. Som et eksempel kunne vi have fået endnu flere point, hvis vi havde fokuseret på at få flest point i stedet for at løse problemet. Men vi er ambitiøse og går efter problemløsning, understreger professor Henrik Gordon Petersen.
Banebrydende produktionssystem
SDU Robotics’ robotcelle består af to mellemstore industrirobotter fra Universal Robots, som arbejder overfor hinanden. Mellem dem er et arbejdsbord, som er overvåget af kameraer.
- Det unikke ved vores celle er, at den er så fleksibel. Det er en åben robotarbejdscelle, hvilket gør det nemt at udvide den til en større produktionsopsætning. Og ud over fuldautomatiseret drift muliggør opsætningen, at robotter arbejder tæt sammen med mennesker, forklarer Christian Schlette.
Tidligere i år kom det frem, at Syddansk Universitet investerer over 100 millioner kroner i et Industri 4.0 Lab, som skal gøre virksomheder, forskere og studerende klar til at omsætte den fjerde industrielle revolution til nytænkende produkter og smartere produktion. Og når robotcellen kommer hjem fra Japan, skal den indgå i et banebrydende produktionsmiljø i det kommende laboratorium.
- Konkurrencen demonstrerer, at vi både nationalt og internationalt er helt i front, og vi derfor kan hjælpe robotvirksomhederne med at gøre robotterne mere intelligente og hurtigere til at tilpasse sig den opgave, de skal løse, siger institutleder Kasper Hallenborg fra Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet, SDU og fortsætter:
- Robotcellen fra konkurrencen er et supergodt eksempel på de muligheder for fleksibel produktion, som en avanceret produktionscelle giver. Så tænk bare på mulighederne, når vi begynder at sætte dem sammen og inddrage kollaborative elementer, hvor mennesker arbejder tæt og naturligt sammen med robotter, som vi også skal arbejde med i SDU I 4.0 Lab.
Faktaboks:
Medlemmer af Team SDU Robotics: Christian Schlette, Christoffer Sloth, Iñigo Iturrate San Juan, Henrik Gordon Petersen, Dirk Kraft, Frederik Hagelskjær, Simon Mathiesen, Thomas Nicky Thulesen, Anders Prier Lindvig, Aljaz Kramberger og Mads Høi Rasmussen.
Hovedsponsor: Universal Robots.
Nøgleord
Information om Syddansk Universitet
Følg pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Forskere på SDU skal undersøge, hvad der egentlig sker, når man koger en bønne7.5.2026 10:25:39 CEST | Pressemeddelelse
Forskere fra SDU Food Matters på Syddansk Universitet skal over de næste fem år analysere, hvordan bønners naturlige mikrostrukturer ændrer sig under tilberedning, og hvordan den viden kan bruges til at udvikle bedre plantebaseret mad. Projektet er støttet af Novo Nordisk Fonden med 12,5 millioner kroner.
Nyt forskningscenter skal styrke samspillet mellem jura, kunstig intelligens og robotteknologi7.5.2026 10:20:35 CEST | Pressemeddelelse
Juridisk Institut ved Syddansk Universitet etablerer CLAIR – Center for Law, AI and Robotics. Centret skal bidrage med ny viden, der kan omsættes i både uddannelse, lovgivning og praksis i mødet mellem jura og teknologi.
Danskernes opbakning til AI i mødet med det offentlige afhænger af, hvor tit de bruger AI og i mindre grad af deres alder7.5.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
En ny rapport fra Digital Democracy Centre tager temperaturen på danskernes holdninger til kunstig intelligens i den offentlige sektor. Det overordnede resultat er, at danskernes opbakning afhænger meget af sagstype og desuden hvilken type AI-baseret værktøj, der er tale om.
Globale eksperter er enige: Sundhedsvæsenet skal tænke fysisk aktivitet ind i behandling af kroniske sygdomme6.5.2026 10:19:59 CEST | Pressemeddelelse
Et internationalt konsensusarbejde ledet og koordineret af forskere fra Syddansk Universitet og Københavns Universitet viser, hvordan sundhedsprofessionelle systematisk kan vurdere, ordinere og fremme fysisk aktivitet i mødet med patienter med kroniske sygdomme
Angela Chang udnævnt til professor i global sundhedsøkonomi og målemetoder ved SDU5.5.2026 16:25:04 CEST | Pressemeddelelse
Ny professor skal styrke forskningen i globale sundhedsuligheder og udvikle bedre metoder til at måle sygdom og livskvalitet. Målet er at skabe viden, der kan bruges i sundhedspolitik og internationale indsatser.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
