Aabenraa Kommune

Projekt Netværk for kvinder uden indtægt fra lande uden for EU

Del
Et nyt projekt skal give ægtefælleforsørgede kvinder fra lande uden for EU et netværk og hjælpe dem til job eller uddannelse. Projektet er et samarbejde mellem Jobcenter Aabenraa, AOF SYD og Sprogcenter Aabenraa

Jobcenter Aabenraa vil i samarbejde med AOF SYD og Sprogcenter Aabenraa gøre en ekstra indsats for ægtefælleforsørgede kvinder fra lande uden for EU, der bor i Aabenraa kommune. Kvinderne får tilbud om støtte til at få et personligt netværk og hjælp til at komme i job og uddannelse. Det sker via Projekt Netværk, som er støttet økonomisk af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering med 1.474.000 kr. fordelt over en 2-årig periode.

De næste tre år vil der blive iværksat tre inspirationsforløb på hver 6 måneder for denne gruppe kvinder. Det er gratis for dem at deltage. Det forventes, at ca. 60 kvinder vil komme igennem et forløb i løbet af de tre år. Målet er at forbedre deres jobmuligheder i Danmark.

- Det drejer sig om en gruppe kvinder i begyndelsen eller i midten af den arbejdsdygtige alder, der kan være sårbare, fordi de som udgangspunkt skal forsørges af deres ægtefælle og ikke har ret til sociale ydelser i Danmark. På den anden side er der brug for dem på arbejdsmarkedet. Vi er et område af Danmark, hvor befolkningen - og især arbejdsstyrken - falder. Hvis vi skal sikre velfærd og vækst fremadrettet, er det vigtigt, at også disse kvinder får mulighed for at blive en del af arbejdsstyrken, siger formand for Arbejdsmarkedsudvalget Ejler Schütt.

Kvinderne vil få tilbud om undervisning i danske samfundsforhold og sprog samt i job- og uddannelsesforhold. De vil også kunne få personlig vejledning og coaching, der kan være med til at afdække, hvordan den enkeltes personlige og faglige kvalifikationer kan anvendes aktivt i Danmark. Derudover vil der blive iværksat en række sociale og netværksskabende aktiviteter.

Det er jobcentret, sprogskolen og AOF, der står for at søsætte og drive Projekt Netværk, men hvis opgaven med at få de ca. 60 kvinder godt videre mod selvforsørgelse skal lykkes, bliver det nødvendigt at søge hjælp hos lokale kræfter.

- Vi får bl.a. behov for information, viden, praktiksteder, sociale kontakter og personer, som vil introducere disse kvinder til aktiviteter i lokalområdet. Derfor vil vi målrettet kontakte foreninger, organisationer, virksomheder, initiativer og privatpersoner, som kan være et aktiv for dette initiativ. Og alle er velkomne til at bidrage med ideer og initiativer, der kan gøre en positiv forskel for disse kvinder, siger kontorleder Kristian Jørgensen fra Jobcenter Aabenraa.

Der vil ske en løbende evaluering af projektet, og opsamling af erfaringer og anbefalinger vil blive forankret i jobcenteret og i sprogskolen.

Det første forløb begynder efter sommerferien.

Informationsmøder
Der er informationsmøder for kvinder i målgruppen onsdag 25. juni kl. 16.30 og onsdag 13. august kl. 16.30 hos AOF SYD, lokale 007, Nørretorv 3, 6200 Aabenraa.

Information om Aabenraa Kommune

Aabenraa Kommune
Aabenraa Kommune
Skelbækvej 2
6200 Aabenraa

7376 7676https://www.aabenraa.dk/

Følg pressemeddelelser fra Aabenraa Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Aabenraa Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye