
IT-firma knækker XBRL-koden …for revisorer og regnskabsafdelinger
Det er it-firmaet Revisor Informatik ApS i Odense, der kan tilbyde et avanceret program til revisorer og virksomheder til digital indberetning af regnskaber på en nem og overskuelig måde. Firmaets ejer og direktør, Carl-Helge Juul Petersen, der selv er uddannet statsautoriseret revisor, fortæller, at systemet er udviklet i CaseWare, der udover at anvendes af hovedparten af de store og større revisionsvirksomheder tillige anvendes af en række mindre revisionsvirksomheder.
"Andre systemer er også i stand til at levere regnskaber digitalt. Men vi har lagt vægt på en løsning, som er let at benytte, og som ikke kræver, at brugeren har viden omkring XBRL-teknikken. Vores løsning anvender ikke den såkaldte "clob"-opmærkning, hvor en stor del af årsrapporten indsendes i store klumper - en teknik, der er som et lager, hvor man skal ind og finde de enkelte varer, der ligger spredt ud på hylderne. Med vores system er hvert enkelt element på dette lager tag'et på en måde, så det i XBRL-regi straks kan findes", siger Carl-Helge Juul Petersen. Inden længe vil "clob"-opmærkning i øvrigt ikke være tilladt.
Når regnskabet er lavet og revideret, vil det med Revisor Informatiks system billedligt talt dreje sig om to klik på computeren - så vil regnskabet være placeret i det rigtige format og indsendt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
Med det nye system fra Revisor Informatik vil virksomhedernes regnskabsafdeling og revisorerne kunne koncentrere sig om det, de skal være gode til: At udarbejde og revidere et regnskab. Og dermed spare en masse ressourcer, fordi Revisor Informatik sørger for opdateringer og vedligeholdelse af det indberetnings-system, som nu gælder for såkaldte B-virksomheder, men snart også er krav til C- og D-virksomheder.
RevisorgruppenDanmark er netop begyndt at bruge Revisor Informatiks XBRL-løsning. RevisorGruppenDanmark består af 27 revisorfirmaer med 70 kontorer og 1.600 medarbejdere ud over landet. Direktør Jens Skovby siger, at RevisorGruppen Danmark, har valgt denne løsning netop for at effektivisere arbejdet og tage højde for de fremtidige krav til digital indberetning.
For virksomhederne, for revisorerne, for myndighederne og for offentligheden vil det på denne måde være nemt at finde rundt i regnskaber, sammenligne dem og i øvrigt sikre en bedre offentlig kontrol med dem - bl.a. vil det gøre det nemmere for myndighederne at få overblik over de revisor-anmærkninger, som regnskaberne er forsynet med.
For nærmere detaljer kontakt: Carl-Helge Juul Petersen, direktør, Revisor Informatik ApS, tlf. 47 38 44 84, post@revisorinformatik.dk . Reference : Direktør Jens Skovby, direktør RevisorGruppen Danmark, tlf. 86 80 21 75, js@revisorgruppen.dk.
Information om Revisor Informatik Aps
Følg pressemeddelelser fra Revisor Informatik Aps
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.