Dansk El-Forbund

Sygemeldte elektrikere mister forsørgelsesgrundlag

Del
Flere og flere elektrikere oplever, at de hverken kan få sygedagpenge, arbejdsløshedsunderstøttelse eller kontanthjælp

– Det er helt vildt. Vi får en sag ind cirka en gang om ugen. Jeg har aldrig oplevet noget lignende ...

Socialrådgiver i Dansk El-Forbund Lotte Fischer udtrykker i det nye nummer af fagbladet Elektrikeren sin vrede over kommunernes spareiver: Den medfører, at et stort og stigende antal elektrikere oplever, at de efter halvandet eller ét år – og somme tider hurtigere – går fra en pæn løn som faglært til ingenting.

Situationen opstår, når jobcentret beslutter at standse sygedagpengene til en sygemeldt. Hvis personen er for syg til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, kan vedkommende heller ikke få penge i a-kassen. Når han eller hun så har bare en smule opsparing, bil, ejerbolig eller en ægtefælle med indkomst, er der heller ingen kontanthjælp.

– Det gælder for en del af vores medlemmer. De må sælge bilen, tage lån i huset og spise en eventuel formue op. Mange tror, at der bliver taget vare om alle, der af den ene eller anden grund ikke kan klare sig selv. Det gør der ikke. Flere og flere havner i en situation, hvor de ikke kan arbejde, men hvor de heller ikke kan få hjælp, siger Lotte Fischer.

Hun oplever, at begrundelserne for at stoppe sygedagpengene i stigende grad bygger på påskud: Afgørelserne træffes af sparehensyn og ikke ud fra, hvad der reelt kan hjælpe de pågældende ud af situationen og tilbage på arbejdsmarkedet.

– Vi kører sagerne, og nogle gange vinder vi ankerne. Men vi kan se, at kommunerne ikke ’lærer’ af de sager, hvor deres afgørelser bliver underkendt: De fortsætter bare som hidtil.

– Det er derfor, jeg mener, at de træffer deres afgørelser af hensyn til økonomien og ikke de faktiske forhold i sagen. Men man kan ikke bebrejde kommunernes socialrådgivere: De gør bare, hvad de får besked på af deres arbejdsgivere.

To eksempler på elektrikere, som er kommet i klemme  

Fagbladet Elektrikeren bringer to eksempler på medlemmer af Dansk El-Forbund, som er kommet i klemme i systemet:

I den ene sag er en 56-årig elektriker nu uarbejdsdygtig på grund af slidgigt efter 38 år med hårdt arbejde, men kommunens fleksjobudvalg har for nylig givet afslag på fleksjob, og hans sygedagpenge er blevet standset. Han er for syg til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet og kan derfor ikke få arbejdsløshedsunderstøttelse, og da han kone har job, kan han ikke få kontanthjælp.

Et ”vægttab vil påvirke funktionsevnen væsentligt,” mener fleksjobudvalget. Elektrikeren er dog langt fra så overvægtig, at en operation kan komme på tale, og kommunen har ikke tilbudt elektrikeren vægttabstræning.

Samtidig siger e n principafgørelse fra Ankestyrelsen, som for nylig er truffet på baggrund af en sag om nægtet tilkendelse af førtidspension, at ”der kan ikke lægges vægt på, at der er mulighed for behandling af din overvægt, når der ikke foreligger konkrete oplysninger om forslag til realistisk vægttab, der kan medføre forbedring af arbejdsevnen.”

Den anden sag handler om en nyuddannet elektriker. Under uddannelsen kom han til skade med sit knæ ved en faldulykke. Han var i stand til at afslutte skoleforløbet, men da han fortsat har alvorlige problemer med knæet, har han været sygemeldt, siden han blev udlært. Problemerne er så alvorlige, at han muligvis skal have indopereret en knæledsprotese.

Efter tre måneders sygefravær vurderede Jobcentret, at han kan arbejde med at sælge el-artikler, som projektleder, som opsynsmand og som underviser inden for elektrikerfaget. Derfor kan han ikke længere få sygedagpenge.

Men d e jobmuligheder, jobcentret foreslår, er enten belastende for knæet eller uden for den nyudlærte elektrikers muligheder – han har ikke den fornødne erfaring og/eller videreuddannelse. Læger/speciallæger har foreslået revalidering, hvilket han også selv ønsker, men den indstilling har kommunen ikke ønsket at følge. Afgørelsen er anket, men anken har ikke opsættende virkning for fratagelsen af sygedagpengene.

Artiklerne kan læses her:

http://viewer.zmags.com/publication/6a18b3ec#/6a18b3ec/28

 

Information om Dansk El-Forbund

Dansk El-Forbund
Dansk El-Forbund
Nyropsgade 14
1602 København V

33297000http://www.def.dk

Følg pressemeddelelser fra Dansk El-Forbund

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Dansk El-Forbund

Rapport: Elektrikermangel risikerer at kortslutte grøn omstilling26.8.2024 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse

En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at der vil mangle knap 10.000 elektrikere og andre på det el-tekniske område i 2035. Det skyldes blandt andet den forventede femdobling af forbruget af grøn strøm, der skal til, hvis Danmark skal nå sine klimamål. Dansk El-Forbund opfordrer derfor til en samlet plan for elektrificering af Danmark og for behovet for kvalificeret arbejdskraft til den grønne omstilling

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye