
Fra studieprojekt til kæmpesucces på 5 år
Idéen var at skabe aktive og sunde ferieoplevelser for udvalgte børn og unge. Den første sæson var kun for overvægtige, men siden er flere målgrupper kommet til, og i dag er +Camp en kæmpesucces med flere forskellige camps rundt omkring i Danmark.
+Camp skaber ferieoplevelser med indhold
+Camp vil være mere end tilfældige camps, med tilfældige deltagere og instruktører. Målet er at skabe Danmarks gladeste børn og unge, og derfor lægger +Camp stor vægt på at arrangere camps, der netop gør en forskel for deltagerne – alt imens de nyder livet, får positiv opmærksomhed og er sammen med ligesindede. I sommerferien 2009 er der således camps for buttede og overvægtige 10-16-årige, StaveLæse Camp for 12-16-årige med problemer i danskfaget og GirlPower Camp for 10-16-årige piger, som trænger til et skud selvtillid, nye veninder og glade oplevelser.
En del af filosofien bag +Camp er, at når børn og unge har problemer, fx med overvægt, så er det ofte de problemer, der følger med, fx ensomhed og dårlig selvværd, der giver de største problemer. Hos +Camp rettes fokus derfor væk fra selve overvægten, og over på venskaber, sport, viden, hygge, oplevelser og på at skabe et netværk af ligesindede for deltagerne. Når det sker, kommer løsningen – hvad enten det er et vægttab, bedre danskfærdigheder eller mere selvtillid – næsten helt af sig selv. Fremgangsmåden er naturligvis forskellig fra camp til camp, men +Camp tager altid udgangspunkt i deltagerne og deres behov.
Mere end 70 frivillige instruktører, undervisere og ledere i 2009
For at få alle camps til at gå op i en større enhed, er der brug for rigtig mange instruktører, undervisere og ledere, og uden de frivillige kunne næsten ingenting lade sig gøre. De frivillige udgør simpelthen rygraden på enhver camp, men de lønnede undervisere og ledere er også nødvendige – fx Merete Løvgreen, som er noget nær Danmarksmester i at hjælpe børn og unge med faglige problemer, og Kathrine Brøndsted, som får børn og unge til at stråle, selvom deres batterier er brændt ud.
”Sommeren 2009 bliver vores største sæson nogensinde, og uden den flotte opbakning fra de mange frivillige, ambassadørerne og vores sponsorer, bl.a. Kellogg’s og Plus-Kids.dk, kunne vi simpelthen ikke gennemføre mange af de aktiviteter, som gør oplevelserne ekstra særlige”, forklarer Anja, som er den daglige leder af +Camp.
”Der er masser af ferietilbud til helt almindelige børn og unge, men hvis man fx vejer for meget, eller er bagud i skolen, så bliver man lynhurtigt marginaliseret. Derfor er det så dejligt, at vores studieprojekt er blevet en succes, hvor rigtig mange børn og unge får nye kompetencer og oplevelser for livet – det var jo netop det, vi i sin tid drømte om, da vi arrangerede de første camps, mens vi var studerende”.
Vigtig opbakning fra ambassadører og sponsorer
+Camp får stærk opbakning fra flere kendte danskere, som hver især ønsker at påvirke børn og unge positivt, ved at vise interesse og stille sig til rådighed. Ambassadørerne tæller bl.a. prominente navne som Flemming Østergaard, Bubber, Anja Andersen, Charlotte Bircow og Joachim B. Olsen – sidstnævnte kom endda på campbesøg i 2008, hvilket var en kæmpe oplevelse – bogstaveligt talt.
”Det er vigtigt at spise rigtigt, at være fysisk aktiv og at udfordre sig selv. Det gør jeg selv hver dag for at blive endnu bedre og stærkere. Hos +Camp udfordres deltagerne med sjove lege, sport og spændende aktiviteter, og sund mad er en naturlig del af oplevelsen. Derfor støtter jeg +Camp”, slår Joachim B. Olsen fast. På +Camps hjemmeside kan man læse om alle ambassadørernes baggrund for at involvere sig i +Camps arbejde, og hvorfor de gerne vil lægge navn til.
På sponsorsiden er Kellogg’s er for fjerde år i træk hovedsponsor, hvilket ligeledes betyder utrolig meget for +Camps arbejde. Dels er sponsoratet med til at holde maskineriet i gang internt, men også udadtil er det enormt vigtigt.
”Når en så stor virksomhed som Kellogg’s vælger at være hovedsponsor, sender det et stærkt positivt signal om, at +Camp er seriøse, og at vi ved, hvad vi gør”, forklarer Rasmus. Samtidig henviser han til, at også Maxim, Arto.dk, Kohberg, Alinea, plussport.dk og De Danske Vægtkonsulenter sponsorerer +Camp, samt at Plus-Kids.dk er campsponsor for alle +camps for buttede og overvægtige børn og unge i 2009.
”Og tænk engang”, afslutter Anja, ”for 5 år siden var +Camp mere drøm en virkelighed, og vi anede helt ærligt ikke, at det ville få så stor betydning for vores, og mange af deltagernes, liv. Vi er idealister, ikke forretningsfolk, men +Camp er alligevel blevet en kæmpesucces på flere måder, end vi overhovedet turde forstille os dengang i 2005”.
Pressekontakt
For mere information og billedmateriale, benyt kontakt@pluscamp.dk
eller 30 95 11 63. Der kan også findes flere informationer på +Camp’s hjemmeside, www.pluscamp.dk
.
Information om +Camp
Følg pressemeddelelser fra +Camp
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.