
Bubber og Børnecancerfonden besøger børn
Den 15. februar fejrer forældreorganisationen ICCCPO (The International Confederation of Childhood Cancer Parent Organisation) den Internationale Børnekræftdag over hele verden.
Børnecancerfonden vil gerne støtte op om denne dag, for at øge opmærksomheden på børn med kræft og deres familier. Det har vi gjort ved at lave et hyggeligt program for dagen, hvor børnene på børnekræftafdelingerne og deres familier får besøg af Bubber, som er ambassadør for Børnecancerfonden og af fondens direktør Marianne Nielsen. De medbringer kagemænd, og børnene på afdelingerne har i forvejen tegnet tegninger, hvoriblandt Bubber skal trække i alt 10 vindere. Vinderne og deres familier får et gavekort på en miniferie doneret af Ribe Byferie.
Børnecancerfonden håber, at rigtig mange får lyst til at markere den Internationale Børnekræftdag og på den måde være med til at skabe fokus og rejse midler til Børnecancerfondens arbejde for børn med kræft.
Børnecancerfonden støtter børn med kræft og deres familier; både med økonomisk hjælp, og i form af aktiviteter. Fordi vi ved, at f.eks. underholdning i afdelingen, en udflugt eller en kort rejse med den nærmeste familie er en velkommen afbrydelse i en vanskelig tid, der går med mange hospitalsindlæggelser og en ubehagelig behandling. Børn med kræft får den bedste eksisterende behandling, men børnene og deres familier har brug for at blive ”forkælet” medens sygdommen står på.
Det er en kompliceret opgave at behandle børn med kræft. I Børnecancerfonden støtter vi den forskning, som handler om at gøre behandlingen af børn med kræft bedre. På den måde håber vi, at kunne bidrage til at helbredelsesprocenten bliver endnu højere end i dag. Vi støtter også den forskning, som skal sikre de ramte børn et godt liv, efter at de er blevet raske. Og vi støtter den forskning som arbejder med at finde årsagen til at børn får kræft.
150 børn i Danmark får hvert år kræft. For 30 år siden døde næsten alle disse børn. I dag helbredes tre ud af fire børn. Vores mål er at helbrede alle de børn, der får kræft. For at nå det mål har vi brug for penge til at forske og uddanne specialister. Børnecancerfonden fortsætter sit arbejde indtil alle børn der får kræft bliver raske, eller endnu bedre, indtil det lykkes at forhindre at børn får kræft.
www.boernecancerfonden.dk
Information om Børnecancerfonden
Følg pressemeddelelser fra Børnecancerfonden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.