Hedegaard A/S: Selskabsmeddelelse

Del
Redegørelse fra Hedegaard A/S' bestyrelse i forbindelse med offentligt købstilbud fra Dan Agro Holding A/S

OMX Nordic Exchange                                                             

Nikolaj Plads 6                                                                 

1007 København K                                                                

                                                                  17. april 2008

 

Redegørelse fra Hedegaard A/S' bestyrelse i forbindelse med offentligt          

købstilbud fra Dan Agro Holding A/S dateret den 17. april 2008                  

 

Dan Agro Holding A/S (”Dan Agro Holding”) har den 17. april 2008 afgivet et     

frivilligt offentligt købstilbud (”Købstilbuddet”) til aktionærerne i Hedegaard 

A/S (”Hedegaard” eller ”Selskabet”) på kontant 650 kr. pr. aktie à nominelt 100 

kr. (”Tilbudskursen”). Dan Agro Holding ejede forud for købstilbuddet ca. 3,3%  

af aktierne i Hedegaard.                                                        

 

Bestyrelsen har i overensstemmelse med Takeoverbekendtgørelsens (bek. nr.       

1228/2007) § 14, stk. 1 udarbejdet en redegørelse, som indeholder bestyrelsens  

holdning til Købstilbuddet og begrundelse herfor. Bestyrelsen har i denne       

forbindelse endvidere engageret FIH PARTNERS til at afgive en ”fairness opinion”

om værdiansættelsen af Hedegaard.                                               

 

På baggrund heraf har bestyrelsen enstemmigt besluttet at anbefale aktionærerne 

at acceptere Købstilbuddet fra Dan Agro Holding.                                

 



Baggrund                                                                        

Lantmännen ek för afgav den 2. april 2008 et offentligt frivilligt købstilbud   

til alle aktionærerne i Hedegaard, hvor de tilbød 520 kr. pr. aktie á 100 kr.   

Bestyrelsen engagerede umiddelbart herefter FIH PARTNERS til at bistå med at    

afsøge mulighederne for at forbedre tilbuddet eller finde alternative købere,   

der ville tilbyde bedre vilkår for aktionærerne i Hedegaard, og derigennem sikre

maksimal værdiskabelse for alle Selskabets aktionærer.                          

 

Bestyrelsen har som led i disse bestræbelser haft en dialog med Lantmännen og   

alternative købere for at afdække muligheden for et eventuelt højere bud. Denne 

dialog har resulteret i en aftale med Dan Agro Holding om Købstilbuddet, som er 

fremsat tidligere i dag.                                                        

 

Med henblik på at imødekomme Dan Agro Holdings krav om øget ejerskab i          

forbindelse med Dan Agro Holdings afgivelse af offentligt Købstilbud har        

Hedegaards bestyrelse besluttet at udstede 81.089 stk. aktier á nom. 100 kr. til

Dan Agro Holding til 650 kr. pr. aktie. Det er hensigten, at anvende provenuet  

fra emissionen på 52,7 mio. kr.  til etablering af nye aktiviteter, tilkøb samt 

deltagelse i strukturændringer i branchen. For yderligere information om        

emissionen henvises til fondsbørsmeddelelsen herom, der vil blive udsendt i     

forlængelse af nærværende redegørelse.                                          

 

Bestyrelsen har, via dialog med potentielle købere søgt at afdække, at den kurs 

hvortil emissionen foretages er den højst opnåelige for Selskabets aktier. Som  

anført nedenfor har bestyrelsen til betryggelse heraf tillige indhentet en      

"fairness opinion" fra FIH PARTNERS. Emissionen udelukker ikke andre fra at     

fremsætte et købstilbud på Selskabets aktier. Bestyrelsen er i forhold til Dan  

Agro Holding frit stillet til at vurdere og redegøre for et sådant evt. højere  

tilbud, om det måtte komme. Det skal herved anføres, at hvis et sådant højere   

købstilbud måtte fremkomme, har emissionen medført en udvanding af aktionærerne 

svarende til et tab på pr. aktie på 1 kr. for hver 10 kr. som et sådant højere  

købstilbud overstiger tegnings- og tilbudskursen. Bestyrelsen har samlet set    

vurderet, at fordelen ved at modtage et købstilbud, der overstiger det af       

Lantmännen fremsatte tilbud med 130 kr. pr. aktie, langt opvejer det eventuelle 

tab for aktionærerne ved en sådan udvanding.                                    

 



 

Som et led i dialogen med Lantmännen og Dan Agro Holding har Hedegaard den 15.  

april 2008 efter indgåelse af fortrolighedsaftale givet Lantmännen og den 16.   

april Dan Agro Holding adgang til udkast til den kvartalsmeddelelse, der blev   

offentliggjort tidligere i dag. Bortset fra denne information er der ikke       

videregivet intern viden om Hedegaard til Lantmännen eller Dan Agro Holding.    

 



Om Dan Agro Holding A/S                                                         

Dan Agro Holding A/S er et dansk selskab stiftet den 16. april 2008 med det     

formål at afgive frivilligt købstilbud på og erhverve aktier i Hedegaard. Dan   

Agro Holding er ejet af: Danish Agro A.m.b.A., S.A.B. A.m.b.A. Landbrugets      

Andel, Vestjyllands Andel A.m.b.A., Nordjysk Andels Grovvareforening A.m.b.A.,  

Vilomix Holding A/S, Protein- og Oliefabrikken Scanola A/S og DLA Agro A.m.b.A. 

Der henvises til det tidligere i dag offentliggjorte Købstilbud fra Dan Agro    

Holding A/S for yderligere oplysninger.                                         

 

Dan Agro Holding ejer ved fremsættelsen af Købstilbuddet 26.797 aktier i        

Hedegaard, svarende til  3,3% af såvel aktiekapitalen som det samlede antal     

stemmer i Hedegaard. Dan Agro Holding vil endvidere erhverve 81.089 aktier via  

tegning af aktier i en rettet emission der dags dato udstedes til en            

tegningskurs på 650 kr. pr. aktie. Der vil blive udsendt en særskilt            

selskabsmeddelelse herom.                                                       

 

I henhold til aktionæroverenskomst, er konsortiedeltagerne forpligtet til at    

overdrage aktier i Hedegaard A/S, som de måtte have erhvervet forinden          

indgåelsen af aktionæroverenskomsten, til Dan Agro Holding umiddelbart efter    

fremsættelsen af Købstilbuddet til anskaffelseskursen. Konsortiedeltagerne ejer 

ved fremsættelsen af Købstilbuddet i alt 351 aktier i Hedegaard, svarende til   

0,04% af såvel aktiekapitalen som det samlede antal stemmer i Hedegaard. Ingen  

af konsortiedeltagerne har - hverken direkte eller indirekte - købt eller       

erhvervet ret til at købe aktier i Selskabet inden for de sidste 6 måneder til  

en kurs højere end Tilbudskursen.                                               

                                                                                

Dan Agro Holding, vil efter overdragelsen fra konsortiedeltagerne, således eje i

alt 27.148 aktier i Hedegaard, svarende til 3,4% af såvel aktiekapitalen som det

samlede antal stemmer i Hedegaard.                                              

 

Når den rettede emission til Dan Agro Holding bliver gennemført vil Dan Agro    

Holding eje 108.237 aktier, svarende til 12,1% (eller 11,9% efter fuld          

udnyttelse af warrants) af aktierne og stemmerne i Hedegaard.                   

 

Dan Agro Holding har modtaget bindende, uigenkaldeligt tilsagn om accept af     

Købstilbuddet fra LD Equity 1 K/S, PLD Danske aktier, Spar Nord Bank A/S, de    

generalforsamlingsvalgte medlemmer af Selskabets bestyrelse samt fra Selskabet  

for så vidt angår Selskabets egne aktier. Disse uigenkaldelige tilsagn          

repræsenterer i alt ca. 11,5% (hvilket efter gennemførsel af den rettede        

emission vil repræsentere 10,4% eller 10,2% efter fuld udnyttelse af warrants)  

af aktiekapitalen og stemmerne i Hedegaard.                                     

 

LD Equity 1 K/S og PLD Danske aktier ejer 68.092 aktier i Hedegaard svarende til

8,4% (hvilket efter gennemførsel af den rettede emission vil repræsentere 7,6%  

eller 7,5% efter fuld udnyttelse af warrants) af såvel aktiekapitalen som det   

samlede antal stemmer i Hedegaard.                                              

 

Spar Nord Bank A/S aktier ejer 12,462 aktier i Hedegaard svarende til 1,5%      

(hvilket efter gennemførsel af den rettede emission vil repræsentere 1,4% eller 

ca. 1,4% efter fuld udnyttelse af warrants) af såvel aktiekapitalen som det     

samlede antal stemmer i Hedegaard.                                              

 

De generalforsamlingsvalgte medlemmer af Selskabets bestyrelse ejer i alt 1.843 

aktier i Selskabet svarende til ca. 0,2% (eller 0,2% efter såvel den rettede    

emission som efter fuld udnyttelse af warrants) af såvel aktiekapitalen som det 

samlede antal stemmer i Hedegaard.                                              

 

Hedegaard ejer 10.444 egne aktier dags dato svarende til ca. 1,3% (eller ca.    

1,2% efter såvel den rettede emission som efter fuld udnyttelse af warrants) af 

aktiekapitalen.                                                                 

 

Fælles for de uigenkaldelige tilsagn om accept af Købstilbuddet gælder, at de   

automatisk vil ophøre, hvis tilbudsgiver ikke tilbyder en tilbudskurs som er den

samme eller højere end eventuelle andre offentlige tilbud.                      

 

Dan Agro Holding har modtaget bindende, uigenkaldelige salgstilbud fra Ole      

Thomsen, OHSB A/S, A/S Harald Thomsen, H.C.Hempler Holding A/S, Frost-Rasmussen 

Holding ApS, Birkely Holding ApS og Petcha Holding ApS, der samlet repræsenterer

ca. 4,1% (eller 4,0% efter fuld udnyttelse af Warrants) af aktiekapitalen og    

stemmerne i Hedegaard. Ifølge betingelserne for disse uigenkaldelige salgstilbud

har de nævnte aktionærer forpligtet sig til at sælge deres aktier i Hedegaard   

til en nærmere aftalt kurs pr. aktie inden for en periode på seks måneder fra   

aftalens indgåelse. Hvis der i Tilbudsperioden tilbydes en højere kurs i et     

offentligt købstilbud end kursen angivet i salgstilbuddet, forhøjes den aftalte 

kurs tilsvarende. Der er ikke indgået nogen aftaler med en aftalt kurs over     

Tilbudskursen.                                                                  

 

Købstilbuddet fra Dan Agro Holding                                              

Aktionærerne i Selskabet tilbydes kontant 650 kr. pr. aktie à nominelt 100 kr.  

Hvis Hedegaard udbetaler udbytte eller foretager andre udlodninger til sine     

aktionærer forud for afregningen af Købstilbuddet, vil Tilbudskursen blive      

reduceret tilsvarende.                                                          

 

Købstilbuddet gælder fra og med den 17. april 2008 og til og med den 15. maj    

2008 kl. 16.00 (dansk tid) eller ved udløbet af en eventuel forlængelse af      

tilbudsperioden.                                                                

 

Hedegaard har i alt 810.891 udestående aktier à nominelt 100 kr. Heraf ejer     

Hedegaard selv 10.444 aktier. Der er udstedt i alt 16.000 warrants, hvoraf alle 

er ”in the money” på Tilbudskursen og derfor forventes udnyttet i henhold til   

vedtægternes §4.b.                                                              

 

Købstilbuddet er af Dan Agro Holding betinget af følgende:                      

 

at Dan Agro Holding ved tilbudsperiodens udløb har modtaget gyldig accept       

vedrørende så stor en del af Selskabets aktier, at Dan Agro Holding efter       

gennemførelsen af Købstilbuddet kommer til at eje mindst 51% af Selskabets      

aktiekapital;                                                                   

 

at Tilbudsgiver opnår alle nødvendige godkendelser fra offentlige myndigheder,  

herunder eventuelle godkendelser fra konkurrencemyndigheder, og at der ikke     

gøres indsigelse fra konkurrencemyndighederne eller andre offentlige            

myndigheder, som påvirker gennemførelsen af Købstilbuddet;                      

 

at Hedegaard, indtil Købstilbuddet er blevet gennemført, fortsat kun driver     

virksomhed på sædvanlig vis, at Selskabets aktiekapital forbliver uændret indtil

Købstilbuddet er blevet gennemført, og at der ikke sker eller offentliggøres    

væsentlige negative ændringer i Hedegaards forretningsmæssige og økonomiske     

forhold (herunder men ikke begrænset til Selskabets aktiver, passiver,          

omsætning, indtægter, udgifter, kunder, virksomhed eller fremtidsudsigter) i    

perioden indtil Købstilbuddet er blevet gennemført; og                          

 

at gennemførelse af Købstilbuddet ikke helt er delvist udelukkes eller i        

væsentlig grad trues eller vanskeliggøres af lovgivning, retssager eller        

myndighedsbeslutninger eller andre omstændigheder uden for Dan Agro Holdings    

kontrol.                                                                        

 

at bestyrelsen i Hedegaard dags dato enstemmigt træffer beslutning om at udnytte

bemyndigelsen i § 4 c i Selskabets vedtægter til at udstede 81.089 stk. nye     

aktier á DKK 100 ved en rettet emission til Tilbudsgiver (den rettede emission),

og at beslutningen efterfølgende registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.  

 



Hedegaard                                                                       

Hedegaard har en stærk position på det danske marked for foderstoffer og æg.    

Hedegaard realiserede en omsætning i årets første kvartal på 599,4 mio. kr. mod 

445,9 mio. kr. i samme periode sidste år. Resultatet før skat i årets første    

kvartal blev på 28,7 mio. kr. mod 9,5 mio. kr. i samme periode sidste år.       

 

Hedegaard Agro omsatte i årets første kvartal for 501,9 mio. kr. mod 355,2 mio. 

kr. i samme periode sidste år. Resultatet før skat i årets første kvartal blev  

på 23,5 mio. kr. mod et underskud på 2,8 mio. kr. i samme periode sidste år.    

Resultatet er positivt påvirket af en større tonnageomsætning end forventet.    

Samtidig er det lykkedes Hedegaard Agro at udnytte de volatile råvaremarkeder på

en optimal måde således, at der kan konstateres større enhedsavancer end        

forventet som følge af de gunstige korn- og råvarepositioner, som er opbygget.  

 

Hedegaard Foods omsatte i årets første kvartal for 88,5 mio. kr. mod 84,9 mio.  

kr. i samme periode sidste år. Overskuddet før skat i årets første kvartal blev 

på 4,6 mio. kr. mod 10,4 mio. kr. i samme periode sidste år, som var positivt   

påvirket af en ejendomsavance på 6,5 mio. kr.                                   

 

Andre selskaber har tilsammen realiseret et resultat før skat på 0,6 mio. kr.   

mod 1,9 mio. kr. sidste år. Datterselskabet Trinol A/S, som sælger produkter til

forebyggelse mod og bekæmpelse af skadedyr, har præsteret en vækst i omsætningen

på 55% - resultatet af primær drift er uændret i forhold til sidste år 0,6 mio. 

kr.                                                                             

 

Koncernbalancen udgør pr. 31. marts 2008 i alt 841 mio. kr. mod 787 mio. kr.    

ultimo 2007. Stigningen i selskabets samlede balance skyldes en mindre stigning 

på 12 mio. i de samlede varelagre, samt en stigning i tilgodehavenderne på 34   

mio. på grund af stigende omsætning og sæsonudsving. Koncernens egenkapital var 

pr. 31. marts 2008 på 316 mio. kr. mod 302 mio. kr. ultimo 2007.                

Soliditetsgraden er herefter 37,6 %. Nettoinvesteringerne i materielle          

anlægsaktiver var 17,7 mio. kr. i årets første kvartal. Afskrivningerne udgjorde

7,3 mio. kr. i perioden.                                                        

 

Ud over de ordinære driftsaktiviteter i Agro, Foods og Trinol har Hedegaard en  

række værdifulde ejerinteresser i bl.a. Rose Poultry A/S (10 %), DanHatch A/S   

(20 %) og Dangødning A/S (14 %), der tilsammen bidrager med broderparten af de  

bogførte værdier af associerede selskaber og andre værdipapirer og kapitalandele

på i alt DKK 60 mio. Hedegaard vurderer herudover, at den ikke-bogførte         

strategiske værdi for en køber af disse poster kan være betydelig.              

 

Omsætningen forventes i 2008 at andrage 2.250 mio. kr. mod 1.953 mio. kr. i     

2007.                                                                           

 

Som følge af den positive resultatudvikling i Agro og den nuværende disponering 

af korn og råvarer opjusteres resultatforventningerne i koncernen som helhed fra

40-50 mio. kr. til 65-80 mio. kr. for året.                                     

 

En forudsætning herfor er at det nuværende råvareprisniveau stort set er        

gældende indtil høst.                                                           

 

Såfremt det forventede resultat opnås og såfremt der ikke identificeres nye     

investeringskrævende forretningsområder kan hele årets resultat efter skat      

udloddes til aktionærerne.                                                      

 

I årets forventninger er indregnet en udgift på 4,0 mio. kr. som er afledt af   

Købstilbuddene fra Lantmännen og Dan Agro Holding.                              

 

Resultatet for året 2008 vil blive påvirket negativt af yderligere udgifter til 

eksterne rådgivere i tilfælde af, at der fremkommer og gennemføres købstilbud,  

der er højere end kurs 520.                                                     

 

Disse forventninger fremgår ligeledes af Hedegaards regnskabsmeddelelse for 1.  

kvartal 2008, som blev offentliggjort tidligere i dag.                          

 



Bestyrelsens vurdering                                                          

Hedegaards bestyrelse har med bistand fra finansielle og juridiske rådgivere    

gennemgået og analyseret Købstilbuddet for at kunne fastlægge sin holdning      

hertil. I den sammenhæng kan følgende fordele og ulemper ved Købstilbuddet      

fremhæves:                                                                      

 

Fordele                                                                         

Tilbudskursen indebærer en betydelig præmie på 47,7% i forhold til den          

gennemsnitlige kurs på Hedegaards aktie i ugen op til offentliggørelsen af      

købstilbuddet fra Lantmännen ek för.                                            

Tilbudskursen er 50,8% højere end gennemsnitskursen fra den 1. januar 2008 til  

den 1. april 2008 (dagen inden offentliggørelse af købstilbuddet fra Lantmännen 

ek för).                                                                        

Købstilbuddet er resultatet af en struktureret proces, hvor bestyrelsen i       

Hedegaard har haft intensive drøftelser med mulige alternative bydere, der har  

haft mulighed for at tilkendegive niveauet for deres eventuelle interesse.      

 

Ulemper                                                                         

Sælgende aktionærer vil ikke kunne tage del i en eventuel senere forøgelse af   

Selskabets værdi efter transaktionen.                                           

Aktionærerne kan blive beskattet af en realiseret fortjeneste, hvis de vælger at

sælge deres aktier. Den skattemæssige konsekvens af en accept af købstilbuddet  

afhænger af hver enkelt aktionærs individuelle forhold, og bestyrelsen anbefaler

de enkelte aktionærer at vurdere deres egen skattemæssige stilling og eventuelt 

rådføre sig med egne professionelle rådgivere.                                  

Købstilbuddet fremsættes med forbehold for konkurrenceretlige godkendelser.     

 



 

Fairness Opinion                                                                

Bestyrelsen har til brug for sin anbefaling modtaget en ”fairness opinion” fra  

Selskabets finansielle rådgiver, FIH PARTNERS. Med de forbehold og              

forudsætninger, der ligger til grund for en sådan vurdering, er det FIH PARTNERS

opfattelse, at Tilbudskursen ud fra et finansielt perspektiv er fair for        

aktionærerne i Hedegaard. Vurderingen fra FIH PARTNERS er afgivet til           

bestyrelsen til brug for bestyrelsens vurdering af Købstilbuddet og kan ikke    

anvendes til andre formål.                                                      

 



Øvrige overvejelser                                                             

Ved afgivelsen af denne redegørelse har bestyrelsen bl.a. noteret sig følgende: 

 

at det er Dan Agro Holdings hensigt, at Hedegaard skal forblive noteret på OMX  

Nordic Exchange Copenhagen og bevare samme aktivitetsomfang som hidtil. Dan Agro

Holding har således ikke planer om lukning af fabrikker eller driftssteder, og  

overtagelsen forventes ikke at føre til en reduktion af antallet af             

arbejdspladser.                                                                 

at det er Dan Agro Holdings hensigt at Selskabets direktion skal fortsætte      

uændret efter Købstilbuddets gennemførelse. Der forventes ændringer i Hedegaards

bestyrelse efter Købstilbuddets gennemførelse, således at bestyrelsens          

sammensætning kommer til at afspejle ejerstrukturen samtidig med, at der sikres 

kontinuitet ved fastholdelse af nogle af de nuværende bestyrelsesmedlemmer.     

at det er Dan Agro Holdings hensigt at foranledige, at Selskabets hidtidige     

udbyttepolitik om udbetaling af resultater efter skat fortsætter uændret. Hvis  

ordinær generalforsamling i 2009 afholdes inden for 12 måneder efter            

gennemførelsen af Købstilbuddet, er det således Dan Agro Holdings hensigt at    

støtte forslag om udbytte på 100% af resultatet efter skat for 2008.            

at Dan Agro Holding ikke har planer om at gennemføre vedtægtsændringer, bortset 

fra sådanne ændringer som måtte være nødvendige for at bringe Selskabets        

vedtægter i overensstemmelse med aktieselskabslovens bestemmelser eller for at  

gennemføre en eventuel tvangsindløsning.                                        

 



Bestyrelsens anbefaling                                                         

På baggrund af ovenstående vurdering af Købstilbuddets fordele og ulemper samt  

de øvrige forhold, der er beskrevet i denne redegørelse, herunder men ikke      

begrænset til den af FIH PARTNERS afgivne ”fairness opinion”, har bestyrelsen   

besluttet at anbefale aktionærerne at acceptere Købstilbuddet.                  

 



Nørresundby, den 17. april 2008                                                 

 

Bestyrelsen i Hedegaard A/S                                                     

 



Yderligere informationer:                                                       

 

Arne Tirsgaard                                                                  

Bestyrelsesformand                                                              

Tlf. 21 18 50 74


Information om Globenewswire

Globenewswire
Globenewswire
Denmark & Iceland


+45 89 88 2046http://globenewswire.com
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye