Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse

11,2 mio. kr. skal ruste nordjyske virksomheder til udfordringerne efter COVID-19

Del
Nordjyllands virksomheder har brug for stærkere kompetencer i tiden efter COVID-19-pandemien. Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse støtter derfor et projekt, der skal give kompetenceløft og nye arbejdspladser i op mod 150 nordjyske virksomheder.

Skræddersyet kompetenceudvikling af medarbejdere og ledere i mindre nordjyske virksomheder. Det er hovedingrediensen i projektet ”KOMPAS Nordjysk Kompetenceløft”, som nu støttes med 11,2 mio. kr. af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Inden længe går Erhvervshus Nordjylland, der står bag projektet, i gang med at rekruttere de første virksomheder til projektet, og derefter skal medarbejderne hurtigst muligt i gang med kompetenceudviklingsforløb.

For Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse er det vigtigt at kunne handle hurtigt, når virksomhedernes behov ændrer sig – fx efter COVID-19-pandemien, som har ændret forudsætningerne for mange brancher og virksomheder. 

Bestyrelsesmedlem Peter Rindebæk, der også er COO i Bladt Industries, uddyber:

"Det er vigtigt, at de indsatser, vi sætter i gang, reelt efterspørges i virksomhederne. Så når virksomhederne i Nordjylland siger, at de har brug for et kompetenceløft for at komme videre efter COVID-19, så er det vores opgave at træde til. Mange brancher og virksomheder lider stadig under COVID-19 og vil gøre det i en rum tid endnu, og derfor er det afgørende, at erhvervsfremmesystemet reagerer fleksibelt og hurtigt.”

Hurtigt i gang

Og der er ingen tid at spilde, siger Mogens Christen Gade, bestyrelsesformand i Erhvervshus Nordjylland:

"Det er ingen hemmelighed, at COVID-19-pandemien har været hård ved dele af erhvervslivet i Nordjylland, og at en del virksomheder endnu ikke er oppe i fulde omdrejninger. Ved at give både ledere og medarbejdere stærkere kompetencer ruster vi virksomhederne bedre til fremtiden.”

Erhvervshus Nordjylland har en mangeårig erfaring med kompetenceløft i arbejdsstyrken. Erhvervshuset skal sammen med de 11 nordjyske kommunale erhvervskontorer rekruttere virksomheder til projektet, mens den praktiske udførelse lægges i hænderne på lokale videninstitutioner og eksterne konsulenter.

Og projektet kommer til at gøre en markant forskel for nordjyske virksomheder, siger Mogens Christen Gade:

"Vi kommer ud til knap 150 virksomheder, hvor langt over 400 medarbejdere ventes at få umiddelbar gevinst af kompetenceløftet. På langt sigt har vi også store forventninger. Vi venter, at projektet rejser 74 nye arbejdspladser to år efter deltagelsen i projektet.”

Projektet i Nordjylland er målrettet virksomheder inden for de nordjyske styrkepositioner IKT (informations- og kommunikationsteknologi) og digitalisering, energi og grøn omstilling, maritime erhverv og fiskeri samt turisme. Efter en indledende screening får virksomhederne forskellige muligheder, bl.a. styrket ledelseskompetence og kompetenceudvikling for ledere og medarbejdere.

Det nordjyske projekt er et af i alt otte nye projekter, der får støtte fra bestyrelsens pulje ”Morgendagens kompetencer”. Projekterne, der medfinansieres af EU’s Socialfond, arbejder med kompetenceløft inden for kvalificeret arbejdskraft, grøn omstilling og digitalisering.

Fakta om indsatsen

I april 2020 åbnede Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse for ansøgninger til puljen ”Morgendagens kompetencer”. Puljen på 86 mio. kr. er målrettet kompetenceløft-projekter inden for kvalificeret arbejdskraft, grøn omstilling og digitalisering. EU’s Socialfond medfinansierer den kommende indsats med 67 mio. kr., og dertil kommer 19 mio. kr. fra de decentrale erhvervsfremmemidler.

Indsatsen skal hjælpe virksomheder, som på grund af COVID-19-pandemien er ramt af faldende efterspørgsel og deraf følgende risiko for afskedigelser. Med støtten kan virksomhederne i stedet fastholde medarbejderne i behovsdrevne kompetenceløft-forløb, som dels gør medarbejderne mere produktive og dels styrker virksomhedernes omstillings- og tilpasningsevne på længere sigt.

Støttede projekter

Bestyrelsen har modtaget 35 ansøgninger fra hele landet, og der er samlet ansøgt om 273 mio. kr. 27 projekter får afslag, mens otte projekter får støtte.

Læs mere her om de otte projekter, der har fået støtte

Du kan læse mere om Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse på bestyrelsens hjemmeside.

Kontakt

Hvis du har spørgsmål om indsatsen for kvalificeret arbejdskraft, så kontakt Christian Nordbek, 35 29 16 43 og chrnor@erst.dk

Nøgleord

Information om Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse
Vejlsøvej 29
8600 Silkeborg

3529 1700https://erhvervsfremmebestyrelsen.dk/

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse skal bidrage til at styrke udviklingen i dansk erhvervsliv. Det sker ved at fremme en sammenhængende, efterspørgselsdrevet og lokalt forankret erhvervsfremme- og turismeindsats for virksomheder på tværs af hele Danmark.   

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse igangsætter og finansierer decentrale erhvervsfremmeindsatser, der tager højde for forskelle i de regionale og lokale erhvervsmæssige udfordringer, muligheder og prioriteter.

 

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye