Haderslev Kommune

Kommune og politi rykker tættere sammen i indsatsen mod utilpassede unge i Haderslev

Del
Syd- og Sønderjyllands Politi og Haderslev Kommune rykker endnu tættere sammen i indsatsen mod en mindre gruppe utilpassede unge, der siden september 2016 har skabt utryghed i Haderslevs centrum.

Sådan lyder konklusionen efter et fælles møde tirsdag den 18. april 2017 mellem politidirektør Jørgen Meyer, Syd- og Sønderjyllands Politi samt Haderslevs borgmester, H.P. Geil (V).

De nuværende aktiviteter er allerede i dag forankret i Lokalrådet ogdet kriminalpræventive samarbejde mellem skole, socialforvaltning og politi (SSP-samarbejdet). I denne sammenhæng afklarer kommunen og politiet i fællesskab, hvordan myndighederne får håndteret den enkelte unges situation.

Og målet er at få de unge ud af kriminaliteten – og komme i gang med job, uddannelse og sunde fritidsinteresser.

Men der er brug for en meget forskelligartet indsats, erkender begge parter efter mødet.

En lille hård kerne blandt de unge har blandt andet stået bag handel med hash, tyverier og røveri, mens gruppen som helhed har skabt utryghed ved at stå bag uro i de områder, hvor de færdes.

- Både lokalpolitiet i Haderslev og vores centrale efterforskningsafdeling i politikredsen har gjort en stor indsats for at skabe øget tryghed. Men en politimæssig indsats kan aldrig stå alene. Vi er afhængig af et tæt samarbejde med kommunen, hvis vi skal skabe nogle varige løsninger. Der venter stadig et omfattende arbejde forude, men hvis vi arbejder meget tæt sammen, er jeg overbevist om, at vi når i mål, understreger politidirektør Jørgen Meyer.

- Jeg er meget opmærksom på den utryghed, som uroen i Haderslevs midtby har skabt. Derfor er jeg også særdeles tilfreds med, at Politiet handler målrettet og intenst overfor de kriminelle unge. Det giver resultater, og jeg forventer, at vi i fællesskab sikrer ro og tryghed for alle, som færdes i byen i natte- og aftentimerne. Ingen skal være i tvivl om, at vi holder fast i en konsekvent og målrettet indsats overfor de kriminelle unge, påpeger borgmester H.P. Geil.

Når det gælder den rent politimæssige indsats, har Syd- og Sønderjyllands Politi taget flere skridt, efter at gruppen af unge begyndte at skabe problemer i Haderslevs centrum.

  • Politiet har øget patruljeringen, blandt andet med hundepatruljer på tidspunkter og steder, hvor de unge færdes.
  • I februar 2017 blev der oprettet et såkaldt zoneforbud i centrum mod tre medlemmer af gruppen. Forbuddet betyder, at de tre personer ikke må færdes i et afgrænset, geografisk område i en tre måneders periode.
  • Det er lykkedes at skabe efterforskningsmæssige gennembrud i flere sager og sigte medlemmer af gruppen for blandt andet besiddelse af større mænger hash med salg for øje, tyverier af blandt andet designmøbler, gaderøveri og bedrageri ved hjælp af Mobilepay.
  • Flere medlemmer af gruppen er varetægtsfængslet, mens efterforskningen er i gang.
  • Desuden fokuserer anklagemyndigheden på at prioritere sagerne, så de hurtigt kommer for retten.
  • Flere medlemmer af gruppen har desuden skabt utryghed ved at køre hasarderet i byen. Og som et modtræk til dette har politiet gennemført flere indsatser med både færdselspoliti og lokalpoliti. Det har blandt andet udløst flere bøder.

Når det gælder den kommunale indsats har Haderslev Kommune taget følgende skridt:

  • En reorganisering af ungeindsatsen med fokus på koordinering af indsatser og kriminalitetsforebyggelse.          
  • Intensiveret samarbejde med ungdomsuddannelserne om rusmiddelpolitikken.            
  • Øget fokus og flere tilbud til unge, som udviser såkaldt ”risikoadfærd.”
  • Øget forebyggende indsats på ungeuniverserne.
  • Boligsocial helhedsindsats i samarbejde med boligforeningerne.

Videoovervågning

Politiet har allerede i dag hjemmel til at bruge midlertidig videoovervågning som et  efterforskningsredskab. Det har også været anvendt i forbindelse med indsatsen over for de utilpassede unge i Haderslev. Men det har været tilfældigt, hvilke resultater overvågningen har givet.

Den erfaring får politidirektøren til at advare mod, at man stirrer sig blind på, at overvågning som helhed i bymidten vil have en effekt, når det gælder om at løse de aktuelle problemer i Haderslev.

- Der er ingen tvivl om, at videoovervågning har fyldt meget i debatten om, hvad man kan gøre. Og forslaget er uden tvivl velment. Men vi må allerede nu erkende, at det ikke er et mirakelmiddel. I Haderslev er der tale om en gruppe, der flere gange har skiftet opholdssted i bymidten. Og så er de bogstavelig talt uden for kameraets rækkevidde. Samtidig er det politifagligt set en dyr og passiv løsning, hvor vi i stedet vil bruge pengene på en målrettet og aktiv indsats med vores politistyrke, hvilket for eksempel allerede er sket med øget patruljering, fremhæver Jørgen Meyer.

Gruppen skifter opholdssted i takt med, at politiet øger patruljeringen i det område, de unge er søgt til. Politiet øger så fokus på det nye område – og vurderer løbende sammen med samarbejdspartnere, hvilke nye tiltag, der skal sættes i værk. Det har for eksempel været at sætte ekstra belysning op i området ved rutebilstationen som et præventivt tiltag, efter at de unge har stået bag uro i området. Og efterfølgende har politiet ikke modtaget nye anmeldelser.

Det fremgår af et svar fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K) til Folketingets Retsudvalg tidligere på måneden, at skal der sættes permanente videokameraer op på en gade eller et torv som et led i indsatsen for at skabe øget tryghed, vil det være en opgave for politiet, der også skal betale omkostningerne. Det fremgår også af svaret, at kommunerne ikke kan finansiere en sådan løsning.

Syd- og Sønderjyllands Politi pointerer i denne forbindelse, at skal der bruges penge på permanent videoovervågning i byerne i politikredsen, skal beløbet – uden en særlig bevilling - tages fra andre politiopgaver.

- Skal vi selv betale for videoovervågning, er vi tvunget til at skære i antallet af politifolk. Og i tilgift får vi en løsning, der ikke er den bedste, set med politifaglige øjne, fastslår politidirektør Jørgen Meyer.

Politiet og Haderslev Kommune har aftalt af følge op på indsatsen til sommer.

Kontakter

Borgmester H.P. Geil, telefon 21 69 64 71.


Politidirektør Jørgen Meyer, Syd- og Sønderjyllands Politi. Kontakt foregår via kommunikationsenheden på telefon 56 42 25 04.

Billeder

Information om Haderslev Kommune

Haderslev Kommune
Haderslev Kommune
Christian X's Vej 39
6100 Haderslev

http://www.haderslev.dk/

Følg pressemeddelelser fra Haderslev Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Haderslev Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye